Tanzania: Elefanterne har fået deres gamle vej tilbage

I årtier blev elefanternes vandring gennem Kilombero-dalen presset ind mellem marker og landsbyer. Nu har 368 jordbrugere afgivet jord mod erstatning, så en beskyttet korridor igen forbinder to af Tanzanias nationalparker. Kamerafælder viser, at dyrene allerede bruger den.

Af Redaktionen

En elefant ved ikke, hvor en nationalpark slutter. Den følger regnen, føden og de ruter, som generationer før den har benyttet.

I Kilombero-dalen i det sydlige Tanzania førte en af disse ruter mellem skovene i Udzungwa-bjergene og de vidtstrakte landskaber mod Nyerere. Men efterhånden som skov blev ryddet til landbrug, blev pladsen mellem de beskyttede områder stadig mindre.

Elefanterne holdt ikke op med at vandre. De gik gennem markerne. For familier, der lever af deres afgrøder, var det en konflikt med store konsekvenser, mens dyrene risikerede farlige møder med mennesker på deres vej gennem dalen.

Nu er en del af forbindelsen åbnet igen. Den såkaldte Nyerere-Udzungwa Wildlife Corridor blev i april 2025 Tanzanias første vildtkorridor med denne officielle beskyttelsesstatus. Korridoren forbinder Udzungwa Mountains National Park med Nyerere National Park via skovområdet Magombera. Det er et naturprojekt, men også en aftale om, hvordan mennesker og store vilde dyr kan dele et landskab. Southern Tanzania Elephant Programme

En vej gennem dyrket jord

På et kort kan forbindelsen mellem to nationalparker se enkel ud. På jorden går den gennem landsbyjord, hvor mennesker har dyrket små jordlodder. Her kunne ingen tegne en streg og vente på, at elefanterne fulgte den.

Arbejdet med at genskabe ruten begyndte i 2018. Organisationen Southern Tanzania Elephant Programme, STEP, fortæller, at der blev holdt over 300 møder med lokalsamfund, myndigheder og andre berørte parter, før man nåede frem til korridorens placering. Den skulle følge elefanternes kendte bevægelser og samtidig tage hensyn til de steder, hvor konflikterne om ødelagte afgrøder var størst.

netnatur.dk/AFRIKA

I landsbyerne Sole, Mang’ula A og Kanyenja blev omkring syv procent af landsbyjorden afsat til korridoren. Alle 368 jordbrugere med lodder inden for området fik erstatning efter de tanzaniske regler. Ifølge STEP var der ingen boliger på den jord, der indgik i projektet.

Det er en væsentlig del af historien. Elefanternes passage er blevet mulig, fordi de mennesker, der dyrkede jorden, blev inddraget og kompenseret. Lokale repræsentanter deltager også i forvaltningen, og landsbyernes vildtvagter patruljerer i området. Om samarbejdet holder på længere sigt, får betydning for, om korridoren fortsat kan fungere.

Kamerafælderne viser trafik

De første resultater er synlige på billeder fra kamerafælder. Ifølge tal, som STEP har oplyst til Mongabay, blev der registreret mindst 1.440 pattedyrspassager i løbet af 15 måneder. Heraf var 529 registreringer af elefanter. Også bøfler, servaler, honninggrævlinger og aber er blandt dyrene, der er set i korridoren.

Tallene fortæller, at passagen bliver brugt. De betyder derimod ikke nødvendigvis, at 529 forskellige elefanter har vandret igennem; et dyr kan være registreret mere end én gang. Det er også for tidligt at sige, hvor meget korridoren på længere sigt vil mindske konflikter eller styrke forbindelsen mellem bestandene. Men billederne giver et konkret svar på det første spørgsmål: Vil dyrene finde den vej, der er åbnet for dem?

Det gør de allerede.

Læs mere om Tanzania

Korridoren er mere end et stykke jord uden afgrøder. En vej skærer gennem området, og her er der anlagt en passage under vejen til dyrene. Afgrænsning og hegn skal hjælpe med at holde elefanterne på ruten og ude af nabomarkerne; arbejdet med hegnet er ifølge STEP fortsat i gang. Samtidig er der plantet omkring 100.000 små træer af hjemmehørende arter, så dele af det tidligere landbrugsland med tiden kan få et mere naturligt plantedække.

Træerne gør ikke dalbunden til skov fra den ene sæson til den anden. De skal slå rod og overleve, mens korridoren fortsat bliver plejet og beskyttet. Alligevel viser projektet, at man kan begynde at reparere en ødelagt forbindelse, selv i et landskab, hvor mennesker for længst har taget jorden i brug.

Nationalparkerne kan ikke stå alene

Tanzania er kendt for sine store naturområder, men en parkgrænse beskytter kun det, der ligger inden for den. For dyr, der bevæger sig efter årstidernes skift, kan arealerne mellem parkerne være lige så afgørende som selve parkerne.

Det gælder i Kilombero-dalen, hvor elefanternes tidligere skovklædte ruter i løbet af omtrent 50 år blev omdannet til landbrugsjord. Korridoren skal skabe forbindelse fra Udzungwas bjergskove over Magombera til Nyereres savanne- og skovlandskaber. Det er netop forskellen mellem områderne, der gør fri bevægelse værdifuld: Føde og vand findes ikke altid samme sted året rundt.

Beskyttelsen løser ikke alle problemer. STEP peger selv på, at udviklingsprojekter, som ikke passer med korridorens formål, fortsat kan true forbindelsen. Og for landmændene langs ruten er det afgørende, at elefanterne faktisk kan passere uden at søge ud i afgrøderne. En korridor skal fungere for naboerne, hvis den skal overleve.

En aftale, der skal holde i generationer

Det bemærkelsesværdige ved Nyerere-Udzungwa er ikke kun, at elefanter igen bliver fotograferet på deres vej gennem dalen. Det er, at passagen er skabt gennem aftaler om jord, erstatning og lokal forvaltning. Her afhænger naturbeskyttelse af de samme mennesker, som mærker omkostningerne, når store dyr kommer for tæt på deres marker.

Projektet har endnu ikke bevist, at konflikterne er løst. Det har heller ikke genskabt den skov, der engang dækkede ruten. Men det har sikret en officiel plads til dyrenes bevægelse i et landskab, hvor den plads var ved at forsvinde.

For elefanten, der går gennem Kilombero-dalen, er forskellen ganske håndgribelig. Hvor ruten før førte ind mellem dyrkede marker, findes der nu en passage, som mennesker har besluttet at holde åben.

Nationalparkerne omkring elefanternes korridor

Nyerere National Park ligger i det sydlige Tanzania og blev oprettet i en del af det tidligere Selous-vildtreservat. Her mødes skovlandskaber, åbne sletter, vådområder og Rufiji-flodens mange løb.

Parken rummer blandt andet elefanter, bøfler, løver og afrikanske vildhunde. Tanzanias nationalparkmyndighed om Nyerere

Udzungwa Mountains National Park beskytter et helt andet landskab: bjergskove, der rejser sig fra de lavere områder omkring Kilombero-dalen. Mellem de to parker ligger Magombera Nature Forest Reserve, som indgår i den forbindelse, den nye korridor skal sikre.

Korridoren er ikke i sig selv en nationalpark. Dens opgave er at forbinde beskyttede områder på tværs af jord, som også har betydning for lokale landsbyer. Netop derfor afhænger elefanternes fremtidige passage både af naturbeskyttelse og af aftalerne med de mennesker, der bor langs ruten. World Land Trust om forbindelsen mellem parkerne

LÆS mere på netnatur.dk/AFRIKA