Målrettet forvaltning med blandt andet fodring og udsætning har på mindre end tre årtier mangedoblet bestanden af fjeldræve i Skandinavien. Bestanden regnes dog fortsat som skrøbelig
Fjeldræven var næsten udryddet – nu er bestanden mangedoblet
Af Redaktionen
For blot 25 år siden balancerede den skandinaviske fjeldræv på kanten af udryddelse. Tilbage i fjeldene fandtes sandsynligvis kun mellem 40 og 60 voksne dyr, spredt over enorme områder i Norge og Sverige. I Finland var ræven stort set forsvundet.
I dag ser situationen væsentlig lysere ud. Den seneste fælles overvågning fra 2025 anslår bestanden i Norge, Sverige og Finland til cirka 526 voksne fjeldræve. Det er næsten ti gange så mange som ved årtusindskiftet.
Fremgangen er en af de tydeligste skandinaviske succeshistorier inden for aktiv naturforvaltning. Men fjeldræven er endnu ikke reddet. Bestanden er fortsat lille, opdelt og sårbar over for dårlige år med få lemminger. Samtidig presser en større konkurrent sig stadig længere op i fjeldet: rødræven.
Fra almindelig til næsten udryddet
Fjeldræven har levet i de skandinaviske fjelde siden afslutningen på den seneste istid. Dens tykke pels, kompakte krop og pelsklædte trædepuder gør den i stand til at klare temperaturer langt under frysepunktet.
Tidligere var den forholdsvis almindelig i store dele af den norske og svenske fjeldverden. Men i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet steg efterspørgslen på fjeldrævens tætte vinterskind. Pelspriserne blev så høje, at arten blev udsat for en intensiv jagt og fangst.
Fjeldræven blev fredet i Sverige i 1928 og i det norske fastland i 1930. Men beskyttelsen kom sent. Bestanden var allerede reduceret til et niveau, hvor den havde svært ved at komme tilbage ved egen hjælp.
Selv da jagten ophørte, udeblev den forventede genopretning. De få tilbageværende ræve levede i små og isolerede bestande med begrænset kontakt til hinanden. Det betød færre mulige partnere, lavere genetisk variation og større risiko for lokal uddøen.
Lemminger afgør rævens skæbne
Fjeldrævens liv er tæt forbundet med fjeldets små gnavere. Især lemminger spiller en afgørende rolle.
Når lemmingerne topper, bliver der rigeligt med føde. Fjeldræven kan da få meget store kuld, og i særligt gode år kan en tæve opfostre mere end ti hvalpe. Når lemmingerne bryder sammen, forsvinder en stor del af fødegrundlaget næsten fra den ene sæson til den næste.
Denne naturlige vekslen har altid været en del af fjeldrævens liv. Problemet opstår, når rævebestanden i forvejen er meget lille. Flere dårlige lemmingår i træk kan betyde, at der næsten ikke fødes unger. Samtidig stiger dødeligheden blandt både unge og voksne ræve.
I 2025 blev der registreret 97 kuld i Skandinavien: 56 i Sverige, 38 i Norge og tre i Finland. Det var et dårligere år end 2024, og den samlede beregnede bestand faldt fra 582 til 526 voksne dyr.
Faldet ændrer ikke den langsigtede fremgang, men det viser, hvor hurtigt udviklingen kan vende. Ifølge Naturvårdsverkets seneste opgørelse var lave bestande af smågnavere i Norge og det nordlige Sverige en væsentlig årsag til det lavere antal kuld.
Rødræven følger efter mod nord
Fjeldræven er ikke kun presset af mangel på føde. Den møder også stigende konkurrence fra rødræven, som er større, stærkere og i stand til at overtage både territorier og gamle fjeldrævegrave.
Rødræven kan desuden dræbe fjeldræve. Selv hvor det ikke sker direkte, kan dens tilstedeværelse være nok til at fortrænge den mindre arktiske slægtning fra de bedste yngleområder.
Et varmere klima gør det lettere for rødræven at bevæge sig højere op i fjeldet og længere mod nord. Samtidig skaber menneskelig aktivitet fødekilder i form af affald, ådsler og rester fra jagt og husdyrhold. Det kan hjælpe rødræven med at overleve i områder, hvor vinteren tidligere begrænsede den.
Klimaforandringerne kan også påvirke lemmingernes cyklus. Mildere vintre med skiftende frost og tø kan danne hårde islag under sneen. Det gør det vanskeligere for gnaverne at finde føde og bevæge sig i det beskyttende rum mellem jorden og snedækket.
Dermed rammes fjeldræven fra flere sider: Den vigtigste føde bliver mere ustabil, mens den største konkurrent får lettere adgang til fjeldet.
Ræve født til et liv i frihed
Fremgangen siden årtusindskiftet skyldes ikke én enkelt indsats. Den er resultatet af et omfattende samarbejde mellem forskere og myndigheder i Norge, Sverige og Finland.
Norge etablerede et avlsprogram, hvor fjeldræve opdrættes med henblik på udsætning i naturen. Avlsdyrene stammer fra den skandinaviske bestand, og deres genetiske baggrund indgår i planlægningen af, hvor afkommet udsættes.
De unge ræve vokser op under forhold, der skal forberede dem på livet i fjeldet. Herefter sættes de ud i udvalgte områder, hvor arten er forsvundet eller kun findes i meget lavt antal.
Siden avlsprogrammet begyndte, er flere hundrede fjeldræve blevet udsat. Nogle har vandret over landegrænser og været med til at skabe forbindelse mellem tidligere isolerede bestande. Udsætninger nær den finske grænse bidrog også til, at Finland i 2022 kunne registrere landets første dokumenterede yngling siden 1996.
Foderautomater giver hjælp i dårlige år
Et andet centralt redskab er støttefodring. Ved aktive grave opstilles særlige foderautomater, som fjeldrævene kan komme ind i, mens den større rødræv har vanskeligere ved at få adgang.
Foderet skal ikke erstatte rævenes naturlige føde. Formålet er at hjælpe dem gennem perioder, hvor der er meget få lemminger. Det kan forbedre de voksne ræves overlevelse og øge sandsynligheden for, at et ynglepar gennemfører en ynglesæson.
Undersøgelser har vist, at sandsynligheden for ynglesucces er større ved grave med adgang til støttefoder. Det er især vigtigt i de år, hvor smågnaverbestandene bryder sammen.
Samtidig reguleres rødræv omkring nogle af de vigtigste fjeldræveområder. Det reducerer konkurrencen og gør det lettere for fjeldræven at genindtage gamle grave.
Kombinationen af udsætninger, støttefodring, regulering af rødræv og overvågning har skabt den fremgang, som fredning alene ikke formåede at levere.
Stadig langt fra en selvbærende bestand
En bestand på 526 voksne dyr er en markant forbedring, men den er stadig langt fra det skandinaviske mål. Forskere har peget på, at der kan være behov for omkring 2.000 voksne fjeldræve, før bestanden er stor og sammenhængende nok til bedre at modstå dårlige gnaverår uden omfattende menneskelig hjælp.
Fremgangen ser desuden ud til at være bremset i de senere år. Nogle delbestande vokser, mens andre stadig er små eller dårligt forbundet med nabobestandene. Det gør udvekslingen af dyr og gener vanskelig.
Den lave genetiske variation er en særlig udfordring. Når en bestand har været nede på meget få individer, kan tabt genetisk mangfoldighed ikke genskabes hurtigt. Derfor forsøger forskerne målrettet at styrke forbindelsen mellem fjeldområderne og placere udsatte ræve, hvor de kan tilføre gener til sårbare bestande.
Fjeldrævens tilbagekomst viser, at aktiv forvaltning kan vende en udvikling, der ellers så håbløs ud. Men den viser også, hvor lang tid det tager at genopbygge en bestand, når den først har været tæt på at forsvinde.
Efter et århundrede som en af Skandinaviens mest udsatte pattedyr er fjeldræven igen på vej frem. Den lille ræv har vundet terræn, men kampen for en stabil plads i fjeldet er endnu ikke afsluttet.
Kort om polarræven i Grønland
Den grønlandske polarræv er samme art som den skandinaviske fjeldræv: Vulpes lagopus. Nogle zoologer har behandlet den grønlandske bestand som underarten Vulpes lagopus groenlandicus, men denne underartsopdeling anvendes dog ikke konsekvent i forskermiljøet.
Polarræven er udbredt over store dele af Grønland og betragtes ikke som truet. Der findes dog ikke et sikkert, samlet bestandstal for hele landet.
På Grønland forekommer både den hvide og den blå farvevariant. Den hvide ræv skifter fra hvid vinterpels til en brunlig eller grålig sommerpels. Den blå variant er mørkere hele året og kan variere fra gråbrun til næsten sort.
Fødevalget afhænger af området. I Nordøstgrønland kan rævene leve af lemminger, mens kystlevende ræve i højere grad udnytter havfugle, æg, fisk og ådsler fra sæler og andre havpattedyr.
I modsætning til situationen på det skandinaviske fastland må polarræven fanges og skydes i Grønland efter de gældende jagtregler. Bestanden vurderes generelt som levedygtig, men kan svinge betydeligt lokalt afhængigt af fødegrundlaget.
