Et nyt og ekstremt natursyn har på rekordtid fået overtaget i den danske naturdebat. Hvis man ikke ser lyset i hegn, kokasser og galoperende heste, har man tilsyneladende ikke forstået noget som helst
Naturnationalparkerne skulle samle os – men endte med at splitte
Synspunkt at Netnatur.dk
Et nyt og ekstremt natursyn har på rekordtid fået overtaget i naturdebatten. Hvis man ikke ser lyset i hegn, kokasser og galoperende heste, har man tilsyneladende ikke forstået noget som helst. Men hvor er drengen, der tør sige, at kejserens klæder måske ikke er så prægtige, som det hævdes?
Naturnationalparkerne burde have været en af de helt store og samlende fortællinger om dansk natur.
Mere plads til naturen. Flere levesteder. Bedre betingelser for planter, svampe, insekter, fugle og pattedyr. Store sammenhængende områder, hvor kommende generationer kan opleve en rigere og mere varieret natur.
Hvem kan være imod det?
Alligevel har de danske naturnationalparker på rekordtid udviklet sig til en naturpolitisk slagmark. Naboer står over for politikere. Naturbrugere står over for organisationer. Jægere, ryttere, hundefolk og almindelige skovgæster står over for en magtfuld alliance, der allerede har besluttet, hvordan fremtidens natur skal se ud.
Noget, der burde have samlet os, er blevet brugt til at splitte os.
Kritikernes side
Dette synspunkt er skrevet fra kritikernes side.
Ikke ud fra en forestilling om, at enhver indvending nødvendigvis er rigtig, eller at alle naturnationalparker på forhånd er dømt til at mislykkes. Men fordi magtforholdet i debatten er åbenlyst skævt.
På den ene side står politikere, myndigheder, organisationer og forskere med adgang til bevillinger, beslutningsprocesser og offentlige talerstole. På den anden side står naboer og almindelige naturbrugere, som oplever, at den natur, de kender, bliver forandret efter en plan, de kun i begrænset omfang har haft reel indflydelse på.
I den situation er det ikke pressens opgave at løbe magthavernes ærinde eller ukritisk viderebringe deres fortælling om biodiversitet, vild natur og nødvendige forandringer.
Opgaven er også at stille de ubekvemme spørgsmål og undersøge, om de store ord kan bære de konkrete indgreb.
Kritikerne behøver ikke have ret i alt for at fortjene at blive taget alvorligt. Tværtimod bliver deres stemmer særlig vigtige, når én bestemt opfattelse af naturen på rekordtid bliver ophøjet til den eneste fagligt og moralsk acceptable.
Et nyt natursyn blev hurtigt til en sandhed
Store græssende husdyr skal skabe variation. Hegn skal holde dyrene inde. Skovdriften skal ophøre. Mennesket skal træde tilbage, mens såkaldt naturlige processer får mere plads.
Sådan lyder den nye fortælling.
Men det bliver sjældent præsenteret som én mulig vej blandt flere. Det bliver præsenteret som selve svaret.
Hvis man ikke straks ser lyset i kokasser, kvæg og heste i fuld galop gennem områder, der tidligere tilhørte kronvildtet, råvildtet og den øvrige naturligt forekommende fauna, har man tilsyneladende ikke forstået biodiversitetens nødvendighed.
Kritikeren fremstilles som gammeldags. Som følelsesstyret. Som naturromantiker. Nogle gange næsten som modstander af naturen selv.
Dermed slipper magthaverne for at forholde sig til det egentlige spørgsmål:
Er hegn, husdyr og stadig mere menneskelig styring nødvendigvis den bedste vej til en vildere natur?
En kronhjort kan ikke erstattes af en ko
Der er intet forkert eller naturfjendtligt i at glæde sig over synet af en kronhjort mellem træerne eller en råbuk i skovbrynet.
De vilde hjortevildt er ikke andenrangsnatur, blot fordi de ikke passer ind i tidens dominerende forestilling om, hvordan biodiversitet skal skabes.
En ko eller en hest kan påvirke vegetationen og udføre en bestemt funktion i et naturområde. Men den kan ikke erstatte oplevelsen af kronvildt og råvildt.
Naturen er ikke alene et regneark med kolonner for græsningstryk, hydrologi og værdien af dødt ved. Naturen er også landskab, historie, tilhørsforhold, oplevelse og magi.
Når kronvildt og råvildt nedvurderes, mens udsatte husdyr ophøjes som nøglen til den vilde natur, bør nogen standse op og spørge, om begreberne er blevet vendt på hovedet.
En malkeko bliver ikke til en urokse
Tilhængerne af de nye naturprojekter henviser ofte til de store planteædere, som engang var med til at forme Europas landskaber.
Men når moderne tamkvæg præsenteres som en funktionel erstatning for den uddøde urokse, bliver argumentet presset længere, end det kan bære.
En moderne ko er ikke en urokse, blot fordi begge tilhører kvægfamilien. Det svarer omtrent til at sammenligne en puddelhund med en ulv.
Slægtskabet findes, men dyrenes adfærd, fysik og forhold til mennesker er udviklet i vidt forskellige retninger.
Kvæget er udvalgt, købt, transporteret, registreret, indhegnet og underlagt menneskeligt tilsyn. Det samme gælder de heste, der sættes ud. Dyrenes antal, sammensætning og bevægelsesmuligheder bestemmes af mennesker.
Man kan kalde det naturpleje. Man kan kalde det helårsgræsning. Man kan kalde det rewilding. Men vild natur bliver det ikke nødvendigvis af.
Hvor er drengen i eventyret?
Debatten om naturnationalparkerne har efterhånden fået noget over sig, der minder om Kejserens nye klæder.
Alle de rigtige ord er på plads: biodiversitet, naturlige processer, urørt skov, genopretning og vildere natur. Ordene lyder så rigtige, at det næsten bliver mistænkeligt at spørge til det, der følger med dem.
Men hvor er drengen, der tør sige de befriende ord?
Hvor er den stemme, der siger, at et indhegnet område med udsatte husdyr ikke automatisk bliver mere vildt end en åben skov med kronvildt og råvildt?
Hvor er den politiker, der spørger, om biodiversiteten kan styrkes uden at gøre store dele af den danske befolkning til modstandere af projektet? Og hvor er den myndighed, der åbent vil erkende, at de danske naturnationalparker også er omfattende naturforsøg, hvis endelige resultater ingen endnu kender?
Husdyr skal redde den natur, husdyrene har fortrængt
Der er et paradoks, som fortjener langt større opmærksomhed.
Omkring 96 procent af den samlede biomasse blandt verdens pattedyr består i dag af mennesker og husdyr. De vilde pattedyr udgør kun omkring fire procent. Tallene måler biomasse og ikke antallet af individer, men de illustrerer alligevel menneskets enorme aftryk på klodens dyreliv.
Netnatur har tidligere rejst set på dette i artiklen 96 procent af klodens biomasse blandt pattedyr består nu af husdyr og mennesker: Er rewilding med køer og heste et paradoks?
Det er værd at gentage spørgsmålet.
Hvis en væsentlig del af naturkrisen består i, at mennesker og husdyr har fortrængt de vilde dyr, hvor oplagt er det så at bruge endnu flere husdyr som symbol på genoprettelsen af den vilde natur?
Køerne er heller ikke klimaneutrale, fordi de placeres bag et hegn og får rollen som naturplejere. Kvæg udleder især metan gennem fordøjelsen.
Det betyder ikke, at få naturplejende kreaturer vælter det globale klimaregnskab. Men det gør det rimeligt at spørge, hvorfor husdyr i landbruget udpeges som en del af klima- og naturproblemet, mens lignende dyr næsten får status som økologiske frelsere, når de flyttes ind i en naturnationalpark.
En ko bliver vel ikke klimaneutral, fordi den græsser under et skilt med ordet biodiversitet?
Hvor mange køer taler vi egentlig om?
Danmark har besluttet at etablere en lang række naturnationalparker på statens arealer. Store græssende dyr skal spille en central rolle i parkerne, men der findes ikke ét enkelt, let tilgængeligt officielt tal for, hvor mange kreaturer der samlet skal udsættes i alle områderne.
Antallet fastlægges park for park og kan ændres i takt med overvågning, fødegrundlag og erfaringer. Nogle steder skal der bruges elg og kvæg. Andre steder heste, krondyr eller en kombination af flere arter. Det interessante er princippet og den manglende samlede oversigt.
Når staten vil etablere store parker med hegn og græssende dyr, burde befolkningen uden videre kunne få et samlet svar på nogle meget enkle spørgsmål:
Hvor mange husdyr skal sættes ud?
Hvor store arealer skal hegnes?
Hvor meget vildt findes allerede i områderne?
Hvor stor en del af græsningen kan de naturligt forekommende hjortvildt levere?
Og hvor stor en ekstra biodiversitetsgevinst forventes de udsatte husdyr at skabe? Det burde ikke kræve, at borgerne selv gennemtrawler 15 forskellige projektbeskrivelser og forvaltningsplaner.
Politikerne kan leve godt af splittelsen
For politikerne er konflikten ikke nødvendigvis et problem.
Hvis egne vælgere klapper ved åbningstalen, kan projektet præsenteres som en succes. At naboen, skovgæsten eller den lokale jæger føler sig overhørt, betyder mindre – især hvis vedkommende alligevel sætter sit kryds et andet sted.
Man kan ligefrem få den mistanke, at splittelsen ikke alene er en beklagelig bivirkning. Bag de smukke ord om biodiversitet kan der også gemme sig en bekvem politisk mulighed for at skabe klare fronter og tale direkte til egne vælgere.
På den ene side placeres de oplyste og fremsynede, som vil naturen og biodiversiteten. På den anden side placeres de besværlige kritikere, der angiveligt ikke har forstået tidens alvor.
Hvis dette billede får lov at stå uimodsagt, bliver selve modstanden et politisk aktiv. Så er det ikke længere nødvendigt at overbevise kritikerne. Det er tilstrækkeligt at udstille dem.
Lokal opbakning er ikke det samme som tilvænning
I det store internationale perspektiv ved man, at varige naturprojekter kræver lokal opbakning. Mennesker, der bor ved områderne og bruger dem i hverdagen, skal ikke blot informeres, når de afgørende valg allerede er truffet.
De skal opleve reel indflydelse.
Lokal opbakning er ikke en kommunikationsopgave, som kan løses med borgermøder, skilte og pjecer. Den kan heller ikke skabes ved at sammensætte lokale bestyrelser, hvis de grundlæggende beslutninger om hegn, dyrehold og forvaltningsform allerede ligger fast.
Ja, med tiden falder befolkningen sandsynligvis til patten. Sådan går det ofte.
En dag har de fleste vænnet sig til hegnene, kreaturerne og de ændrede adgangsforhold. Børn vokser op uden at kende skoven, som den så ud før. Erindringen om kronhjorten i skovbrynet bliver langsomt erstattet af synet af kvæg bag tråd. Men tilvænning er ikke det samme som opbakning. At mennesker til sidst holder op med at protestere, beviser ikke, at beslutningen var rigtig. Det kan lige så godt betyde, at de har opgivet håbet om at blive hørt.
Naturen har brug for kritik
Dette skriv er ikke et forsvar for stilstand.
Dansk natur har brug for mere plads, mere variation og stærkere beskyttelse. Men den har også brug for en fri debat, hvor magthavernes foretrukne løsninger ikke på forhånd behandles som naturvidenskabelige sandheder.
Kritikerne kan tage fejl. Det kan myndighederne, forskerne, organisationerne og politikerne også. Forskellen er, at det er magthaverne, der har retten til at gennemføre forsøgene og ændre landskaberne. Netop derfor skal de mødes af kritiske spørgsmål.
Hvor er drengen, der – som i Kejserens nye klæder – tør sige de befriende ord, åbne den folkelige debat og insistere på, at vi skaber en natur, som befolkningen kan samles om? Det som vi vælger at kalde natur på vores fællesejede arealer skal være til glæde for hele folket.
Når alt kommer til alt, er den folkeligt forankrede natur måske den mest fremtidssikrede af dem alle.
Naturnationalparkerne kan måske skabe bedre forhold for nogle arter. Men de kan også ændre natur, som allerede har værdi. De kan gavne nogle naturtyper og presse andre. De kan åbne landskabet, men samtidig ændre den folkelige naturoplevelse.
Den diskussion må ikke lukkes med henvisning til, at biodiversiteten kræver handling.
Nationale af navn – men folkelige i praksis?
Der er ikke noget galt med synet af en kronhjort eller en råbuk.
Det er ikke en forældet naturoplevelse, der skal opdrages væk. Og den oplevelse kan ikke erstattes af en ko eller en hest, blot fordi disse dyr er blevet tildelt en funktion i et biodiversitetsprojekt. Hvis naturnationalparkerne skal blive en varig succes, kræver det mere end biologiske målsætninger, politiske flertal og velvalgte ord.
Det kræver, at befolkningen føler ejerskab. Ellers risikerer Danmark at få en række parker, der er nationale af navn, men aldrig bliver folkelige i praksis.
