Hvad sker der med magien i de danske naturområder, når områderne kommer bag lås og slå og naturen slippes fri – sammen med heste, køer og andre husdyr?
Kan naturens magi overleve blandt husdyr under hegn?
Synspunkt af Redaktionen
Naturen skal slippes fri, lyder det igen og igen samtidig med at naturområder kommer bag lås og slå … Men hvad sker der med den danske naturs oprindelige magi – kan den også gro i parkerne, når naturen kommer under hegn, og oprindelige dyrearter fortrænges af køer, heste og andre husdyr?
Ordet rewilding ligger godt i munden og det tænder straks en række billeder om vidstrakt natur. Om storhed og vildt, der kan bevæge sig frit over store afstande.
Stort set alle, der elsker natur, køber i et eller andet omfang ind på ideen om at slippe naturen fri og lade de ”naturlige” processer udfolde sig mere eller mindre upåvirket af mennesker.
Derfor virker det naturligvis som en selvmodsigelse at kalde det vild natur, når den vilde natur kommer under lås og slå. Når husdyr bliver indsat, og de vilde dyr i antal fortrænges …
Rewilding lover jo netop det modsatte: at slippe naturen fri. Men det, vi ser udfolde sig i disse år, er ofte noget andet. Natur bag hegn. Planlagte processer. Kontrolleret vildskab.
Spørgsmålet er ikke, om rewilding er rigtigt eller forkert. Spørgsmålet er, om vi er i gang med at skabe noget nyt – og kalde det oprindeligt.
Kan magien leve side om side med husdyr bag hegn?
I Danmarks skove og haver gror det, vi bestemmer. Vi vælger planter. Vi fjerner det uønskede. Vi styrer.
Rewilding burde præsentere det modsatte. Men når naturen indhegnes, dyretætheden fastlægges, og arter udpeges som ønskede eller uønskede – hvor frit er det så?
Kan ”naturens” oprindelige magi leve bag hegn med husdyr?
Når magre kreaturer står på nedbidte arealer, mens frodig vegetation vokser uden for hegnet, er det så naturens proces – eller et nyt menneskeskabt kulturlandskab, vi bare kalder noget andet?
Mange danskere kan ikke se værdien af det store eksperiment og forholder sig til de dyr, der ser ud til at lide – lige foran dem. Udsultede husdyr anser de ikke som en del af de ”naturlige” processer, men som kritisabelt omsorgssvigt. LÆS mere om berømt grænseoverskridende forsøg nederst i denne artikel.
Ja, vi accepterer millionvis af grise i industrielle systemer, der lever under ubeskrivelige forhold. Men det ser vi sjældent. Men én sulten ko, der brøler i en naturpark, kan udløse landsdækkende forargelse. Måske fordi det foregår i det, som skulle være naturen, og i kontrast til det modsatte – til kornørkener og dyrefabrikker, der ikke har råd til at tænke på dyrevelfærd.
Der er næppe tvivl om, at vi projicerer vores egne forestillinger om sult over på dyrene. Mange har aldrig prøvet at være sultne og i flere dage leve af næsten ingen mad. Og det, vi ikke kender, er ofte det, som virker mest skræmmende.
Derfor kan de få sultne og lidende husdyr i parkerne virke som en ubetydelig bloddråbe i det store danske husdyrsystem, hvor en meget stor procentdel af vores såkaldte produktionsdyr dør i staldene, inden de er store nok til den store forløsning og modtager slagterens kugle i panden.
Det fremmede og det uønskede
Tiderne skifter. Arter, der før blev indført, skal nu bekæmpes. Sikahjort diskuteres som problem. Det samme gør fasan og i mindre omfang også dåvildt.
Ikke-danske træer fældes for at genskabe lysåbne landskaber. Bevoksede klitlandskaber ”skal slippes fri”, og sand skal igen blæse for at skabe en illusion om fortiden. Det sker i biodiversitetens navn.
Men hvem definerer det artsrige og det oprindelige? Hvem afgør, hvornår noget er naturligt nok – og hvornår det skal udryddes?
Når biologer i dag argumenterer hårdt for bestemte løsninger, oplever nogle, at tolerance over for det fremmede i landskabet er ved at forsvinde. Ikke politisk – men økologisk. Arter dømmes ude. Landskaber omformes. Historien foragtes og tiden skal nulstilles.
Er vi i virkeligheden i gang med at gøre naturen smallere for at gøre den mere mangfoldig?
Allerede rig natur
Mange af de områder, der nu kaldes rewilding-projekter, var i forvejen smukke og varierede. Oftest langt mere levende end de monokulturer af korn, der omgiver dem. Derfor var der mange, der oprindeligt købte ind på ideen om at give naturens magi endnu mere råderum i de nye parker.
Forskellen skulle være tydelig: Udenfor parkerne effektivitet. Indenfor parkerne naturlige processer og magi på speed.
Men hvis naturen skal være det modsatte af det opdyrkede, burde det vel også som princip være det modsatte af det planlagte?
For lidt indgriben kan føre til ensartet tilgroning. For meget styring kan skabe en ny form for naturdrift forklædt som vildskab. For lidt og for meget fordærver alt.
Det personlige tab
Kan og bør økosystemer virkelig indrettes efter nostalgi? I Serengeti og de omkringliggende nationalparker vandrede dyrene frit over store afstande. De billeder kender de fleste fra ”magiske” tv-udsendelser … men Danmark kan ikke sammenlignes med Tanzania. Vores ”små” naturnationalparker ligner kolonihaver ved siden af …
Hvis vi forsøger at genskabe illusionen om oprindelig vild natur, fremstiller vi os meget nemt som romantikere. Ideen om ægte urørt natur kan vi ikke komme tilbage til. Det jomfruelige kan i sagens natur ikke genskabes … Ægte natur i Danmark er passé. Danmark er et kulturlandskab. Derfor er der heller ikke nogen facitliste på, hvad der er rigtigt og forkert.
Herfra ikke et ondt ord om principperne i rewilding. Tværtimod. Det er illusionen, der anfægtes, og realismen, der af og til efterlyses. Og ikke mindst forståelse for at ikke alle underlægger sig eksperimentets brutalitet. Husdyr fodres ulovligt, når de sulter. Men gør det virkelig denne form for aktivisme til en slags terroristisme? Sammenligningen har været fremført.
Uden bred folkelig opbakning risikerer parkerne at blive en mono-oplevelse, hvor kun dem, der ser det rigtige lys, kan få indflydelse. Borgere, der ikke ser Kejserens nye klæder, mobbes til tavshed …
Herfra er vi sikkert heller ikke helt klædt på til debatten … Det er en diskussion med mange lag, som allerede har været vendt og drejet.
Dette indlæg handler da heller ikke om selve principperne i de nye parker. Det er fortolkningen, som vi frygter, kan gå ud af hånd og føre til fundamentalisme.
Naturdebatten skal ikke styres af hverken den ene eller den anden yderfløj, som styrer efter et fatamorgana – eller blind kærlighed til eget spejlbillede.
Hvad der er rig natur, skal i høj grad være til debat … Derfor skal der være plads til alle synspunkter. Også til dem, der mener, at rig natur kendetegnes af råbuk på en frodig eng – helt uforstyrret af køer og ”vilde” heste.
Ja. Det er helt fint at lade naturen i videst muligt omfang ha første prioritet. Men eftersom de jo er folkeparker, er det også vigtigt, at parkerne hviler på folkelig forståelse og accept.
Når trykket øges i én retning, opstår modtrykket. Det er ikke modstand mod natur. Det er modstand mod fundamentalistisk ensretning – forklædt som en universel sandhed.
Fremtidens usynlige hegn
Det er som udgangspunkt ikke forkert at hegne store naturområder. Nogle af Danmarks mest magiske og ”oprindelige” arealer er bag hegn. Her findes både ulv, vildsvin og hjortevildt – og magi i overflod.
Naturen plejes – også med maskiner og håndkraft. Resultatet er at landskabet fremstår ”naturligt”, og den dyrkede natur virker for de fleste overvældende.
En lille park præget af hegn og husdyr virker ikke på samme måde berusende … Synet af en ko kan ikke sammenlignes med sekunders nærvær med en sky og ”vild” kronhjort.
Men måske vejres der morgenluft i forhold til både dyrevelfærd og ægte vild natur i de danske naturnationalparker.
Måske forsvinder de fysiske hegn en dag. Elektroniske løsninger testes i øjeblikket og kan holde dyr inden for zoner uden synlige barrierer. Husdyr kan være hegnet uden hegn og vilde dyr kan uden adfærdsregulernede hegn vandre frit ind og ud af parkerne.
Dermed kan vi via en app faktisk designe den vilde natur, som vi ønsker. I hvert fald i forhold til afgræsning.
Ja, vi vil da i endnu højere grad skabe vild natur via design. Men hvad gør det? Hvis vi på sikker afstand kan designe parkerne, som vi ønsker, kan vi måske bedre give plads til både ko og råbuk …
Dermed kan vi måske en dag ikke bare slippe naturen fri – men også holde de yderliggående principper i kort snor og i fuld skala slippe magien i de danske naturområder fri.
Kort om et eksperimentet om lydighed og smerte
I begyndelsen af 1960’erne gennemførte den amerikanske psykolog Stanley Milgram et opsigtsvækkende lydighedseksperiment på Yale University.
Forsøgspersoner fik besked på at give elektriske stød til en anden deltager (i virkeligheden en skuespiller), hver gang denne svarede forkert på en opgave. Stødene blev gradvist øget i styrke.
Selvom “eleven” udtrykte smerte, råbte og til sidst tav, fortsatte en stor del af deltagerne med at give stød – fordi en autoritetsperson i hvid kittel insisterede på, at forsøget var vigtigt og skulle fortsætte.
Resultatet viste, at mange almindelige mennesker er villige til at påføre andre tilsyneladende alvorlig smerte, hvis en legitim autoritet påtager sig ansvaret og præsenterer handlingen som nødvendig.
Eksperimentet rejste dybe etiske spørgsmål og er siden blevet et af de mest omtalte studier inden for socialpsykologi.
