Elg og hjort er ikke længere »statens vildt« i Sverige

Hvem har retten til et påskudt dyr, der falder på den anden side af jagtgrænsen? En svensk regelændring aktualiserer et spørgsmål, som også danske jægere i Sverige bør kende svaret på

Elg og hjort er ikke længere »statens vildt« i Sverige

Af Redaktionen

“Skuddet falder på det ene terræn. Dyret fortsætter gennem skoven og forender hos naboen. Eftersøgningen kan være afsluttet, men et nyt spørgsmål melder sig: Hvem tilhører dyret?”

I Sverige har sommerens ændringer af jagtlovgivningen ændret svaret i nogle af de situationer, hvor elg og hjort tidligere kunne tilfalde staten. Det skriver Svensk Jakt den 15. oktober 2026. Nyheden har særlig relevans under efterårets elgjagt, men problemstillingen er også velkendt på danske revirer.

Naboen kan beholde elgen

Svensk Jakt beskriver ændringens praktiske betydning med et konkret eksempel: En elg bliver påskudt og dør eller aflives på den anden side af jagtgrænsen. Dyret tilfalder nu jagtretsindehaveren dér, også hvis arealet ikke er registreret til elgjagt, eller licensområdets tildeling allerede er opbrugt.

Det afgørende er altså ikke alene, hvem der afgav skuddet. Jagtretten på det terræn, hvor dyret ender, får betydning for, hvem der kan beholde det. Ifølge mediet er ændringen gået forholdsvis ubemærket hen, siden den trådte i kraft i sommer. Den er nu blevet aktuel i forbindelse med elgjagten. Oplysningerne fremgår af den åbne del af artiklen; resten kræver abonnement.

En særregel er fjernet

Den juridiske ændring kan ses i den svenske jaktförordnings § 33. Her er elg og hjort ikke længere omfattet af den tidligere særbestemmelse om vildt, der tilfalder staten. Ændringen fremgår af forordning 2026:835. Betegnelsen »statens vildt« betyder ikke, at staten tidligere ejede enhver levende elg i de svenske skove. Det er en særlig juridisk ordning om bestemte dyr, når de blandt andet findes døde eller bliver dræbt under bestemte omstændigheder.

Ordningen eksisterer fortsat for en række andre arter, herunder bjørn, ulv, los og flere rovfugle. Det nye er, at elg og hjort er taget ud af den særlige regel. Retten til at beholde et dyr må samtidig holdes adskilt fra retten til at jage det. Ændringen giver ikke i sig selv adgang til at fortsætte almindelig elgjagt, efter at en tildeling er opbrugt.

Ansvaret følger stadig skuddet

Den svenske jægers ansvar for et anskudt dyr ophører ikke ved jagtgrænsen.

Efter jaktlagens § 28 skal jægeren hurtigst muligt iværksætte de nødvendige foranstaltninger, så skadet vildt kan opspores og aflives. Går en anskudt elg, hjort eller et rådyr ind på et andet jagtområde, skal jagtretsindehaveren eller lodsejeren dér hurtigst muligt underrettes. Er de vanskelige at få kontakt med, kan politiet underrettes i stedet.

Der er derfor to spørgsmål, som skal behandles hver for sig: Hvem har ansvaret for, at dyret bliver fundet, og hvem har retten til dyret bagefter? En ændring af det sidste spørgsmål fjerner ikke forpligtelsen til at handle på det første.

I Danmark har skytten heller ikke automatisk retten

Danske jægere kan genkende hovedprincippet. Jagt- og vildtforvaltningslovens § 17 fastslår, at en jæger ikke må tilegne sig vildt, som er beskudt på egen jagtgrund, men falder på en anden persons jagtgrund. Ejeren eller den jagtberettigede skal underrettes snarest muligt.

At man har afgivet det dræbende skud, giver altså ikke i sig selv ret til at hente dyret og tage det med hjem. Schweiss-registret beskriver udgangspunktet sådan, at vildtet tilfalder indehaveren af jagtretten på det areal, hvor det forender. Det er derfor heller ikke nødvendigvis den person, der ejer jorden, som har retten til dyret, hvis jagtretten er overladt til andre.

Læs også Netnaturs gennemgang: Hvem ejer egentlig jagtretten i Danmark?⁠

Eftersøgningen har sine egne regler

Et dyr, der stadig er i live, kræver handling. Her er retten til at færdes og eftersøge på naboterrænet et selvstændigt spørgsmål. En almindelig jæger bør ikke sidestille sit ansvar for anskydningen med den særlige adgang, som en legitimeret schweisshundefører har. Naturstyrelsen oplyser, at disse hundeførere kan eftersøge og aflive nødstedt vildt på både private og statslige ejendomme uden først at indhente ejerens tilladelse.

Ved tegn på anskydning af hjortevildt skal en hundefører fra Schweiss-registret tilkaldes senest efter seks dagtimer, hvis dyret ikke er fundet. Fristen er ikke en anbefaling om at vente seks timer med at søge hjælp. Netnatur samler viden og artikler om eftersøgning i sektionen om schweiss⁠.

Aftal samarbejdet før jagten

For nabojagter er den svenske nyhed en god anledning til at tage samtalen, inden situationen opstår. Hvem kontakter hvem? Hvilke telefonnumre har jagtlederen? Hvordan sikres ro omkring et spor? Og hvordan vil man håndtere et dyr, som forender på den anden side af grænsen?

Det er langt lettere at afklare den slags over en kop kaffe end under en eftersøgning, hvor både bekymring og stærke følelser kan fylde. En forhåndsaftale bør naturligvis respektere reglerne om jagt og eftersøgning.

Spørgsmålet om »naboens vildt« indgår også i en bredere diskussion om jagtlig adfærd. Den har Netnatur tidligere behandlet i Lukrér aldrig på naboens vildtbestande⁠.

Når et dyr er anskudt, bør samarbejdet have ét umiddelbart formål: at få eftersøgningen gennemført forsvarligt. Fordelingen af kød og trofæ kan afklares, når dyret er fundet.