Ny forskning fra Tanzania viser, at kontrol og straf fortsat spiller en afgørende rolle i kampen mod ulovlig jagt. Men undersøgelsen peger samtidig på en forskel, som kan få betydning længe efter, at patruljerne er kørt videre
Bushmeat i Serengeti: Frygt stopper jagten – men lokale fordele kan ændre holdningen
Af Redaktionen
“Der er blevet mindre bushmeat i landsbyerne omkring Serengeti-Mara. Det mener både mennesker, som modtager konkrete fordele fra naturbeskyttelsen, og mennesker, som ikke gør. Men når forskerne spørger, hvorfor kødet er blevet sjældnere, deler svarene sig”.
I landsbyer uden lokale naturprojekter handler forklaringen især om patruljer, politi, risikoen for anholdelse og frygten for straf. I landsbyer, som har fået skoler, vandforsyning, uddannelse, arbejde eller hjælp mod konflikter med vilde dyr, bliver kontrollen også nævnt – men her indgår den i en bredere fortælling om, at naturbeskyttelsen samtidig kan give noget tilbage.
Det er hovedresultatet i en ny videnskabelig undersøgelse fra den tanzaniske del af Serengeti-Mara-økosystemet.
Bushmeat er ulovligt kød fra vilde dyr
Bushmeat bruges som betegnelse for kød fra vilde dyr, der fanges eller nedlægges til eget forbrug eller salg. Begrebet omfatter ikke automatisk al jagt på vilde dyr i Afrika. I den nye undersøgelse betyder illegal bushmeat-jagt, at vildt er fanget eller dræbt uden den nødvendige tilladelse, uden for godkendte områder og kvoter eller med ulovlige metoder som fælder og snarer. Forskerne skelner udtrykkeligt mellem denne aktivitet og Tanzanias lovligt regulerede turist- og residentjagt.
Det er en vigtig forskel. Lovlig jagt, fotosafari og andre former for vildtbaseret turisme kan skabe indtægter til vildtforvaltning og lokalsamfund, mens ukontrolleret jagt til kødmarkedet ikke følger kvoter, biologisk overvågning eller krav om tilbageførsel af penge.
Netnatur har tidligere beskrevet, hvordan rettigheder og lokale jagtindtægter kan få betydning for naturbevarelsen. Den nye tanzaniske undersøgelse føjer et socialt lag til diskussionen: Det er ikke kun resultatet, men også menneskers oplevelse af vejen dertil, der kan afgøre, om beskyttelsen holder.
360 husstande i 12 landsbyer
Forskerne arbejdede i landsbyer i distrikterne Bunda, Serengeti og Tarime fra slutningen af januar til begyndelsen af juli 2025. Området ligger øst for Victoriasøen og grænser op til blandt andet Serengeti National Park, Ikorongo-Grumeti Game Reserve og Ikona Wildlife Management Area.
I alt blev 360 husstande interviewet. Halvdelen boede i seks landsbyer, som modtog direkte og vedvarende støtte gennem naturbeskyttelsesprogrammer. Den anden halvdel kom fra seks sammenlignelige landsbyer uden de samme direkte programmer. Dertil kom 12 fokusgrupper og 24 interviews med nøglepersoner.
Deltagerne blev bedt om at beskrive udviklingen fra 2018 til 2024. I begge grupper var hovedindtrykket, at bushmeat var blevet mindre tilgængeligt. Forskellen mellem de to gruppers vurdering af selve udviklingen var ikke statistisk sikker. Forskellen viste sig først, da deltagerne skulle forklare udviklingen.
Kontrol virker – men skaber ikke nødvendigvis opbakning
Blandt landsbyer uden direkte naturfordele pegede 76,1 procent på beskyttelse og håndhævelse som forklaring på ændringen. I landsbyer med naturprogrammer gjorde 56,7 procent det samme. Til gengæld nævnte 36,7 procent i modtagerlandsbyerne undervisning om naturbeskyttelse. Det gjorde kun 7,8 procent i den anden gruppe. Konkrete fordele og alternative indtægtskilder blev nævnt af 27,8 procent blandt modtagerne, men blot 2,8 procent blandt ikke-modtagerne.
Tallene beviser ikke, at støtteprogrammerne reducerede den ulovlige jagt mere effektivt end patruljer og sanktioner. De viser derimod, at mennesker kan opleve det samme resultat på to vidt forskellige måder. Det ene sted bliver jagten begrænset, fordi konsekvenserne opleves som farlige. Det andet sted kan kontrollen blive ledsaget af uddannelse, arbejde og synlige lokale gevinster. Frygt kan skabe lovlydighed her og nu. Forskerne peger på, at retfærdighed og medejerskab kan være nødvendige, hvis samarbejdet skal holde på længere sigt.
Gnuen topper listen
Det er ikke først og fremmest de mest sjældne eller spektakulære arter, der forbindes med bushmeat i undersøgelsen. Gnu blev nævnt af 78,3 procent af deltagerne, zebra af 51,7 procent, impala af 43,3 procent, afrikansk bøffel af 31,9 procent og topi af 14,7 procent. Også eland, vortesvin, giraf, Grants gazelle og flodhest optræder i svarene.
Procenterne viser, hvor mange deltagere der nævnte arterne. De fortæller ikke, hvor mange dyr der faktisk er blevet nedlagt. Netop de almindelige og vandrende hovdyr er rygraden i Serengetis økosystem. De holder græslandskabet i bevægelse, udgør fødegrundlaget for rovdyrene og er selve fundamentet under områdets internationale turisme.
Selv en art, der ikke er truet globalt, kan derfor blive presset lokalt, hvis udtaget foregår uden kontrol. Det samme problem ses i andre afrikanske migrationslandskaber, hvor ulovlig jagt efter bushmeat har presset enorme bestande.
Vildtet skal have værdi tæt på reservatet
Mennesker omkring beskyttede områder lever ikke kun med fordelene ved vildtet. De lever også med afgrøder, der bliver ødelagt, husdyr, der angribes, begrænsninger i adgangen til jord og risikoen ved møder med store dyr.
Hvis indtægterne fra turisme, jagt og naturprojekter forsvinder ud af området, mens omkostningerne bliver tilbage i landsbyen, bliver naturbeskyttelsen let opfattet som noget, andre har besluttet. Programmerne i undersøgelsen omfattede blandt andet skoler, sundhedsfaciliteter, vand, stipendier, landbrugs- og husdyrprojekter, elektriske hegn og hjælp mod konflikter mellem mennesker og dyr.
De konkrete ordninger varierede fra sted til sted, og forskerne understreger, at deres virkning afhænger af, om hjælpen opleves som synlig, retfærdig og stabil. I Tanzania er netop lokal inddragelse også blevet brugt ved genetablering af vigtige levesteder. Netnatur har tidligere omtalt, hvordan en elefantkorridor blev sikret gennem aftaler og kompensation til berørte landmænd.
Forskerne advarer mod den nemme konklusion
Undersøgelsen bygger på menneskers erindringer og vurderinger af perioden 2018–2024. Forskerne har ikke selv målt antallet af nedlagte dyr, vildtbestandenes udvikling, patruljernes indsats eller antallet af anholdelser.
Bushmeat-jagt er desuden ulovlig og følsom at tale om. Nogle deltagere kan have undladt oplysninger eller givet svar, de mente var socialt acceptable. Derfor kan undersøgelsen ikke bruges som bevis for, at de lokale programmer alene har mindsket jagten.
Til gengæld viser den noget, som vildttællinger og beslaglæggelsesstatistik sjældent kan fortælle: om mennesker følger reglerne af frygt, eller om de i stigende grad accepterer, at levende vildt også har værdi for deres eget samfund. Det kan blive afgørende den dag, hvor patruljen ikke er i nærheden.
Hvad viste undersøgelsen?
Undersøgelsen omfattede 360 husstande i 12 tanzaniske landsbyer. Seks landsbyer modtog direkte naturbeskyttelsesprogrammer; seks gjorde ikke. Begge grupper oplevede mindre tilgængelighed af bushmeat fra 2018 til 2024. Landsbyer uden programmer fremhævede især kontrol og frygt for straf.
