Af Ib Nordentoft Andersen
I sommerhalvåret, og især ugerne op til starten på bukkejagten, oplever de østdanske riffeljægere et stort pres på de alt for få skydebaner, der er godkendt til skydning med jagtrifler. I trit med riffeljagtens stigende popularitet, er der desværre sket en kedelig reduktion i godkendte skydebaner, da strenge miljøkrav og utilfredse naboer gør livet svært for jagtforeninger og andre organisationer med riffelbaner.
Mange steder er antallet af skydedage skrumpet ind og i weekenderne er der ofte totalt forbud mod at bruge banerne. Og i vinterhalvåret er situationen endnu værre med kun omkring en håndfuld inden- og udendørs baner åben nogle få timer om ugen, så selv en kort kontrolskyning er blevet næsten umuligt at gennemføre, for da slet ikke at tale om regulær træning. Jyderne har i en årrække været så heldige, at have nogle enkelte indendørs skydebaner på hundrede meter og nu lysner det heldigvis også for jægerne øst for Storebælt, da Aktiv Fritid i Køge åbner Sjællands første offentlige, indendørs, helårs skydebane med en længde på 100 meter.
Banen blev bygget i løbet af 2008 og efter en grundig afprøvnings og testningsfase åbner den for alvor i januar 2009. Banen, der ligger ved Rønnede mellem Køge og Vordingborg, er bygget af nedgravede betonrør med en diameter på 1meter de første 60 meter og 80 cm de sidste 40 meter afsluttende med et betonstøbt rum til skiveopsætning og kuglefang af 130 cm gummigranulater og 13 mm Hardox stål.
Et kraftigt udluftningsanlæg suger 1100 kubikmeter luft ud i timen og sikrer klar luft i hele røret, selv efter vedholdende skydning. Det opvarmede rum hvorfra skuddene afgives, er udstyret med en skydebænk, stativer til våben og et veludstyret værksted til montage af kikkert og mindre reparationer. Målet er en rulle med 30.000 skydeskiver der kan aflæses via CCTV og skiveskift foregår fra standpladsen. Udenfor er der borde og bænke til de ventende skytter der kan forsynes fra en kaffemaskine i skyderummet.
Netnatur.dk afprøvede banen med en 30-06er der netop havde fået ny glasbedding og baserne udskiftet. Seks skud senere var riflen indskudt og kontrolleret, alt på under 15 minutter. Banebestilling kan foretages hos Aktiv Fritid i Køge.