Under jagt i New Zealands sydlige alper er verdens eneste alpine papegøje et festligt indslag, men uanset hvor charmerende den kan optræde, har den også en bagside, som man bør være bevidst om
Kea er New Zealands mest charmerende plageånd
På jagt efter hjort, gemse eller tahr i New Zealands sydlige alper er det ikke kun det jagtbare vildt, der sætter sig fast i hukommelsen. Højt over dalene lever en af verdens mest usædvanlige papegøjer – keaen. En intelligent og nysgerrig fugl, som kan forvandle en stille pause ved bilen eller jagthytten til ren underholdning. Men dens nysgerrighed har også en bagside.
Af Netnatur-redaktionen
New Zealands sydø er et af de steder i verden, hvor selve omgivelserne let kommer til at fylde lige så meget som jagten.
Når man bevæger sig gennem de store bjergområder efter kronhjort, gemse eller tahr, ændrer landskabet sig hurtigt fra skov og dybe floddale til åbne alpine skråninger, klipper, snefelter og stejle bjergkamme.
Og et sted over bjergjægerens hoved kan pludselig høres et karakteristisk skrig.
Det er keaen.
Den store olivengrønne papegøje kan ved første øjekast virke forholdsvis anonym, men når den letter, afsløres kraftige orange-røde områder under vingerne. Fuglen er endemisk for New Zealand og findes naturligt kun på Sydøen. Den forbindes især med bjergene, selv om arten også kan forekomme helt ned mod kysten. (Doc.govt.nz)
Ikke mindst for jægere, der opholder sig flere dage i de newzealandske bjerge, er mødet med keaen en kærkommen adspredelse … en af de ekstra naturoplevelser, som ikke kan bestilles hjemmefra.
Når lejren får besøg
Keaen er ikke en papegøje, der nødvendigvis holder sig på respektfuld afstand.
Tværtimod.
Den er berømt for sin nysgerrighed og sin evne til at undersøge ting. En rygsæk, et par støvler, en bil, et løst stykke gummi eller noget andet, der ser interessant ud, kan hurtigt blive genstand for fuglens opmærksomhed.
Det betyder, at en pause ved et køretøj eller en jagthytte kan udvikle sig til et lille skuespil, når en eller flere keaer begynder at undersøge omgivelserne.
Det newzealandske Department of Conservation betegner keaen som en af verdens mest intelligente fugle. Dens naturlige tilbøjelighed til at undersøge og løse problemer er samtidig årsagen til en stor del af de konflikter, der opstår mellem fuglen og mennesker. (Doc.govt.nz)
Biler har eksempelvis vist sig at være særligt interessante. Gummilister, viskere og andre dele kan blive udsat for det kraftige papegøjenæb, og omkring huse og hytter kan fuglene undersøge tage, kabler og andre materialer.
Det er morsomt at betragte – lige indtil det er ens eget udstyr, der bliver undersøgt.
New Zealands naturmyndigheder anbefaler derfor, at løst grej, tøj, sko og andre genstande ikke efterlades, hvor fuglene kan komme til dem. Særligt gummi synes at have en stærk tiltrækning på keaen. (Doc.govt.nz)
En papegøje skabt til bjergene
Keaen (Nestor notabilis) er bemærkelsesværdig, fordi papegøjer normalt forbindes med væsentligt varmere egne.
Her er situationen den modsatte.
Keaen lever blandt andet i nogle af New Zealands hårdeste bjergområder og kan opleves langs store dele af Sydøens bjergkæder fra den nordlige del af øen og helt ned mod Fiordland. Kendte områder med kea omfatter blandt andet Arthur’s Pass, Aoraki/Mount Cook, Routeburn-området og bjergene omkring Milford Sound. (Doc.govt.nz)
Det er netop områder af den type, der gør jagt på Sydøen så anderledes end meget anden bjergjagt.
Man kan sidde med kikkerten rettet mod en fjern bjergside efter en gemse eller en tahr, mens en fugl, der normalt hører hjemme i forestillingen om tropiske egne, pludselig lander få meter væk.
Det er den slags kontraster, der gør naturen i New Zealand speciel.
Fra attraktion til plage
Men keaens intelligens har gennem historien også givet den problemer.
Da europæiske fåreavlere etablerede sig i New Zealands højland i 1800-tallet, opstod der konflikter mellem fuglene og fåreholderne. Keaer blev observeret på ryggen af levende får, hvor enkelte fugle hakkede gennem ulden og huden og åd fedtvæv.
Hvor omfattende problemet reelt var, blev diskuteret, men keaen fik ry som fåredræber. Konsekvensen blev dramatisk.
Der blev indført dusør på fuglene, og historiske kilder anslår, at omkring 150.000 keaer blev dræbt, inden denne bekæmpelse ophørte. Arten fik først fuld juridisk beskyttelse i 1986. (Te Ara Encyclopedia of New Zealand)
Historien er et godt eksempel på det dobbelte forhold mellem mennesker og kea.
Den egenskab, der gør fuglen så fascinerende – dens evne til at lære, undersøge og udnytte nye muligheder – er samtidig den egenskab, der igen og igen bringer den i konflikt med mennesker.
I dag er keaen selv under pres
I dag er situationen vendt.
Keaen er ikke længere en art, som myndighederne ønsker bekæmpet. Tværtimod forsøger New Zealand at beskytte den resterende bestand.
Department of Conservation anslår bestanden til blot omkring 1.000-5.000 individer og klassificerer arten som truet. Blandt de vigtigste problemer er indførte rovdyr som hermelin, vildtlevende katte, rotter og possums. (Doc.govt.nz)
Men også mennesket skaber fortsat problemer.
Når besøgende fodrer keaer, lærer fuglene hurtigt at forbinde mennesker, biler og bygninger med føde. Dermed øges risikoen for, at de opholder sig omkring veje og bebyggelse.
På Milford Road blev eksempelvis fem keaer dræbt af biler på blot få måneder i 2024, og myndighederne kædede problemet sammen med fugle, der var blevet lokket mod vejene med mad. (Doc.govt.nz)
Derfor er rådet enkelt: Man skal ikke fodre dem.
Jægerens ammunition kan også være et problem
For jægere er der endnu en problemstilling, som er værd at være opmærksom på. Bly.
Keaer er ådselædere og undersøger gerne rester af nedlagt vildt. Dermed kan de blive udsat for blyfragmenter fra ammunition. De kan desuden optage bly ved at hakke i gamle tage, inddækninger og andre byggematerialer.
Problemet er veldokumenteret. I april 2026 oplyste Department of Conservation, at fem keaer fra South Westland på kort tid var blevet bragt til behandling for blyforgiftning. Blandt mere end 800 undersøgte fugle mellem 2006 og 2022 havde 84 procent spor af bly i blodet, mens 23 procent havde niveauer, der blev betegnet som toksiske. Senere undersøgelser af blyforgiftede fugle pegede på bygninger og ammunition som omtrent lige store kilder. (Doc.govt.nz)
Derfor anbefaler de newzealandske naturmyndigheder også brug af blyfri ammunition ved jagt i keaens leveområder. (Doc.govt.nz)
Mere end det, man kommer for
Man rejser næppe til New Zealand for at se en papegøje.
For jægeren er det måske kronhjorten, gemsen eller tahren, der i første omgang trækker. Det er jagten, bjergene og muligheden for at bevæge sig gennem nogle af den sydlige halvkugles mest imponerende landskaber, der står øverst på ønskelisten. Men de store jagtrejser består sjældent kun af det dyr, man rejser efter.
En morgen med sne på toppene, lyden af floden langt nede i dalen, et glimt af en tahr på en næsten utilgængelig bjergside – og en kea, der lander ved siden af rygsækken og begynder at undersøge, om noget kan skilles ad.
Det er alt det udenom, der gør oplevelsen komplet. Og netop her passer keaen perfekt ind.
Den er smuk, intelligent, irriterende, underholdende og undertiden direkte destruktiv. Den har været betragtet som skadedyr og blev forfulgt i titusindvis, mens New Zealand i dag bruger betydelige kræfter på at sikre dens overlevelse.
For den besøgende jæger er reglerne til gengæld ganske enkle: Nyd synet af den – men hold mad og grej væk fra næbbet.
Kea om kea
Keaens videnskabelige navn er Nestor notabilis. Den findes naturligt kun på New Zealands Sydø og forbindes især med alpine områder og bjergskov, selv om fuglene også kan bevæge sig helt ned til havniveau. Bestanden vurderes af New Zealands Department of Conservation til omkring 1.000-5.000 fugle.
Keaen er altædende og lever blandt andet af plantedele, frø, frugt, insekter og ådsler. Arten er kendt for en usædvanlig høj intelligens og stærk nysgerrighed. Den har været fuldt beskyttet i New Zealand siden 1986.
