“If I can make it there, I’ll make it anywhere.” Sinatras klassiker passer næsten på New Yorks kalkuner, der gik fra få udsatte fugle til en bestand, som voksede staten over hovedet og siden bredte sig til andre dele af USA
Den vilde kalkuns vilde comeback
Af Redaktionen
Vilde kalkuner var stort set forsvundet fra staten New York. Men nogle få fugle kunne være nok til at grundlægge en ny bestand, og et ambitiøst genudsætningsprogram udviklede sig til en af USA’s store vildtforvaltningshistorier. I dag findes omkring 160.000–180.000 kalkuner i staten – og enkelte steder er succesen blevet så stor, at fuglene både skaber konflikter og igen er blevet jagtbare.
Historien lyder næsten for god til at være sand.
En håndfuld vilde kalkuner bliver sat ud i et område, hvor arten er forsvundet. Fuglene formerer sig, spreder sig og bliver efterhånden til hundredtusinder.
På sociale medier bliver historien nogle gange fortalt som et eksempel på en naturforvaltning, der løb løbsk. Kalkunerne skulle have formeret sig eksplosivt og være begyndt at opføre sig mærkeligt over for mennesker.
Virkeligheden er mindst lige så interessant – men mere nuanceret.
Kalkunen forsvandt fra New York
Den østlige vilde kalkun, Meleagris gallopavo, hører naturligt hjemme i det østlige Nordamerika.
Da europæerne koloniserede området, fandtes kalkuner over store dele af det, der i dag er staten New York. Men kombinationen af omfattende skovrydning og stort set ureguleret jagt ramte bestanden hårdt.
Omkring midten af 1840’erne var de oprindelige vilde kalkuner ifølge New York State Department of Environmental Conservation, DEC, forsvundet fra staten.
Udviklingen vendte først omkring hundrede år senere. Landbruget var begyndt at trække sig tilbage fra nogle af de mindre produktive områder, og tidligere marker udviklede sig igen til krat og skov. Dermed opstod der på ny egnede levesteder.
Omkring 1948 krydsede vilde kalkuner fra en restbestand i Pennsylvania selv grænsen til det vestlige New York. Kalkunen var tilbage.
Tusinder af opdrættede fugle mislykkedes
Myndighederne forsøgte i 1950’erne at hjælpe udviklingen på vej ved at opdrætte kalkuner og sætte dem ud. Omkring 3.200 opdrættede fugle blev udsat.
Forsøget blev ikke den succes, man havde håbet på. Fuglene havde ganske enkelt ikke de samme evner til at klare sig i naturen som ægte vildtfangede kalkuner. Overlevelsen var dårlig, og kun få nåede at reproducere sig.
Det afgørende gennembrud kom i stedet i 1959. Her begyndte myndighederne at indfange vilde kalkuner fra den voksende bestand i det sydvestlige New York og flytte dem til områder, hvor arten endnu ikke fandtes.
Metoden blev kendt som trap and transfer.
12–15 kalkuner kunne grundlægge en bestand
Det måske mest bemærkelsesværdige ved projektet er, hvor få fugle der ofte skulle til. En typisk udsætning bestod ifølge DEC af blot otte til ti høner og fire til fem hanner. Altså omkring 12–15 fugle.
Hvis området var egnet, kunne denne lille gruppe fungere som kerne for en helt ny bestand.
Fuglene blev typisk fanget om vinteren. Kalkunerne blev lokket til foder, hvorefter biologerne affyrede et stort net hen over flokken. Derefter blev fuglene anbragt i transportkasser og kørt til nye områder.
Metoden viste sig langt mere effektiv end udsætning af opdrættede fugle.
Mellem 1959 og begyndelsen af 1990’erne blev omkring 1.400 vilde kalkuner flyttet rundt i New York. Senere har staten også leveret flere hundrede vilde kalkuner til andre amerikanske delstater og til Ontario i Canada.
Bestanden eksploderede – men ikke til en katastrofe
Resultatet blev opsigtsvækkende. Omkring 2001 vurderede myndighederne, at New Yorks bestand var nået op på mellem 250.000 og 300.000 vilde kalkuner.
Men myndighederne betegner ikke udviklingen som en biologisk katastrofe. Tværtimod regnes genopretningen af den vilde kalkun som en af de store amerikanske succeser inden for vildtforvaltning.
Bestanden er heller ikke fortsat med at vokse uhæmmet.
DEC anvender i dag ikke ét præcist årligt bestandstal, men vurderer den gennemsnitlige bestand til omkring 160.000–180.000 fugle. National Wild Turkey Federation har for 2026 angivet et niveau omkring 180.000–200.000.
Bestanden ligger altså mærkbart under toppen omkring årtusindskiftet.
Hvorfor angriber kalkuner mennesker?
Til gengæld er der noget om historierne om kalkuner, der opfører sig usædvanligt nærgående. Det ses især i byområder og forstæder.
New York Citys myndigheder advarer eksempelvis om, at vilde kalkuner, der regelmæssigt bliver fodret eller kommer tæt på mennesker, kan miste deres naturlige skyhed.
Nogle kan derefter begynde at optræde dominerende. De kan følge efter mennesker, hakke efter dem eller konfrontere biler, blanke overflader og deres eget spejlbillede.
Adfærden kan være særlig tydelig i yngletiden, hvor kalkunhanner naturligt konkurrerer om rang og adgang til hunner. Det er altså ikke dokumentation for, at genudsætningen har skabt en bestand af “unormale” fugle. Det er snarere et eksempel på, hvad der kan ske, når et stort og socialt vildtlevende dyr vænner sig til mennesker.
75 fugle skabte en ny bestand på Long Island
Et næsten skolebogsagtigt eksempel findes på Long Island. Her var den vilde kalkun ligeledes forsvundet.
I midten af 1990’erne fangede DEC omkring 75 vilde kalkuner andre steder i staten og satte dem ud på Long Island. Bestanden voksede til mere end 3.000 fugle.
Lokalt blev succesen så stor, at der begyndte at komme klager over skader og gener, og myndighederne har enkelte steder udstedt tilladelser til at håndtere problemfugle. Men den mest interessante konsekvens kom fra vildtforvaltningen.
I 2009 kunne Long Island åbne sin første efterårsjagt på kalkun, og i 2023 blev der for første gang åbnet en reguleret forårsjagt.
Genudsætningen var dermed gået hele vejen fra fravær af arten til en bestand, der igen kunne tåle jagtlig udnyttelse.
Jagt blev en del af løsningen
I dag er den vilde kalkun en reguleret jagtart i New York. Omkring 90.000 jægere deltager ifølge DEC i forårsjagten, mens cirka 45.000 går på kalkunjagt om efteråret.
Forårsjagten er hovedsageligt rettet mod voksne hanner, kaldets Toms mens efterårsjagten forvaltes mere forsigtigt, fordi også høner kan indgå i udbyttet.
Myndighederne følger bestandens udvikling gennem jagtudbytte, observationer og forskellige undersøgelser og tilpasser jagten derefter.
For danske jægere er historien interessant af en anden grund.
Debatten om udsætning og reintroduktion af vildt handler ofte om risikoen for, hvad der sker, når mennesker forsøger at hjælpe en bestand på vej. New York viser, hvor voldsom en bestandsmæssig effekt ganske få vildtfangede fugle kan få, hvis levestederne er egnede. Men historien viser også, at succes i vildtforvaltning skaber nye forvaltningsopgaver.
Først drejede det sig om at redde kalkunen. Senere drejede det sig om at forvalte den. Og nogle steder handler det nu om at sørge for, at mennesker og kalkuner kan leve med hinanden.
Kalkunjagt er big business i USA
Kalkunen er ikke blot blevet en af de store succeshistorier i amerikansk vildtforvaltning. Den er også blevet en af USA’s vigtigste vildtarter.
I 2024 blev der nedlagt tæt på 700.000 vilde kalkuner i USA i forårs- og efterårssæsonerne tilsammen. Det viser en landsdækkende opgørelse baseret på oplysninger fra de amerikanske delstaters vildtmyndigheder. Antallet af kalkunjægere blev samme år opgjort til omkring 2,19 millioner, dog med mulighed for, at enkelte jægere er talt med både forår og efterår.
Når der tales om forskellige amerikanske kalkunarter, er der dog behov for en præcisering. I USA jages først og fremmest den amerikanske vilde kalkun, Meleagris gallopavo. Den opdeles i fem anerkendte underarter: Eastern, Osceola, Rio Grande, Merriam’s og Gould’s. Eastern er langt den mest udbredte og findes i store dele af det østlige USA – herunder New York.
Den anden egentlige art af vild kalkun er ocellated turkey, på dansk ofte kaldet påfuglekalkun. Den lever ikke naturligt i USA, men i dele af Mexico, Belize og Guatemala. For amerikanske kalkunjægere er det derfor de fem underarter af den amerikanske vilde kalkun, der normalt tales om.
Kalkunjagt foregår ofte som en specialiseret form for hagljagt, hvor især forårsjagten på voksne hanner – toms eller gobblers – står stærkt. Jægeren forsøger typisk at lokke en territoriehævdende han inden for haglhold ved hjælp af kalkunkald og eventuelt lokkefugle.
Kalkunjagt hører til den amerikanske tradition for jagt med haglvåben. På Netnatur kan der læses mere om hagljagt, haglvåben og jagt på fuglevildt. Se Netnaturs temaside om hagljagt
