Tekst og foto: Henning Kørvel
– En død sæl. Det var mit første gæt, da jeg på en tur langs kysten ved Karrebæksminde på Sydsjælland 22. september spottede et dødt dyr i Smålandsfarvandet tæt på kysten cirka 500 meter nord for den nordlige mole ved indsejlingen til Sydsjællands ”Gilleleje”. Men da jeg nåede lidt tættere på det, jeg først antog, kunne være en død sæl, måtte jeg ændre opfattelse, da jeg så en stang af et gevir rage op over havoverfladen, samtidig med, at jeg nu kunne se en mørk stribe langs rygraden og hvide pletter på den rødbrune krop: Fuldskuffel dåhjort.
Den måtte jeg se nærmere på … smed sko og strømper og vadede ud for at trække hjorten ind til kysten. Her kunne jeg konstatere, at den smækfede – fejste – dåhjort ikke bar præg af at være ramt af skud, og det mest sandsynlige måtte derfor være, at den var omkommet ved drukning. Men længe siden var det ikke, den havde mødt døden, idet hjorten ikke lugtede rådden. Efter mit bedste skøn, der også tog afsæt i, at dens øjne endnu ikke var blevet hvide, havde den – da jeg fandt den – ligget i det våde element i maksimum et døgns tid.
Hjortens hovedprydelse var noget for sig selv, fordi der på højre stang fandtes en usædvanlig lang bagsprosse, der udgik fra et punkt lige oven over rosenkransen, hvor dåhjortens normale bagsprosse sidder nederst på skovlen. Begge stænger var svære fra rosenkransene og op til begge skovle, der var relativt korte og smalle. I kombination med den fyldige krop og svære hals indikerer stangtykkelsen, at hjorten var et ældre individ. Mit gæt er 8-10 år. Hvor den levede livet, før den blev indhentet af druknedøden, står hen i det uvisse. Mulighederne er flere, idet der i kystregionen på Sydsjælland findes fritstående dåvildt på såvel Gavnø som Rosenfeldt Gods. Den kan meget vel være kommet fra et af disse to steder, men netop fordi hjorten blev fundet nord for Karrebæksminde Havn, så er det mit gæt, at den ikke er derfra, men af sydlig og sydvestlig vind derimod er ført til findestedet fra Rågø ud for Nordlollands kyst. Det passer bedre på findestedet. Dåvildtet på Rågø er kendt for at pendle mellem småøerne ved lavvande, og af grunde, vi ikke kender, kan det så være gået galt for omhandlede hjort.
Den lange bagsprosse gjorde hjorten let kendelig, men en beskrivelse af den i ”Sjællandske”, ledsaget af fotos af den, har dog ikke givet respons. Indtil videre er det derfor kun gætterier, hvor den har levet livet. Men sidder du inde med løsningen, så giv Netnatur.dk et praj! Som det sig hør og bør, rapporterede jeg fundet af hjorten til Brand & Redning i Næstved. Dagen derpå blev dåhjorten hentet af kommunens vejvæsen og bragt til forbrændingsanlægget i Næstved for at blive destrueret. En anden skæbne ville have været mere passende. Jeg er også sikker på, at der findes jægere, som gerne ville have haft hjorten for riflen og indlemmet det særprægede gevir i trofæsamlingen. Men sådan blev det ikke. Nu er det og dets hedengangne bærer blot aske.