I 2011 var det 100 år siden, John Rigby & Company, London, udviklede .416 Rigby til farligt vildt i Indien og Afrika. I begyndelsen af 1990-erne fik patronen renæssance
Af Henning Kørvel
Harry Selby, legendarisk PH (født i 1925), der først opererede i Kenya og siden hen forlagde aktiviteterne til Botswana, før han efter 53 jagtsæsoner skruede ned for blusset i 1997, brugte den i en lang årrække som back up. Andre berømte brugere var Jack O’Connor, John Taylor og David Enderby Blunt.
I 2011 var det så 100 år siden, .416 Rigby eller 10,6×74, kreeret af John Rigby & Co., London, så dagens lys til jagt på farligt vildt i Afrika og Indien.
Patronen er den største nogen sinde, designet til repeterriffel, og til formålet anvendte Rigby forlængede magnum Mauserlåse, som han – qua sit agentur for Mauser i Storbritannien – havde rig adgang til.
Men antallet af .416-rifler, bygget af den berømte gunmaker, var ikke overvældende, idet det kun nåede op på ungefær 400 stk.
Funktionaliteten var til gengæld superb, og .416 fik hurtigt et godt ry. Da .416 Rigby blev udviklet, var patronen ladet med cordite, et effektivt krudt, som til forveksling ligner spaghettistrimler, og udvikler høj varme under forbrændingen i sammenhæng med, at det er ekstremt temperaturfølsomt.
Lavt tryk i varmen
Ligesom flere andre kalibre, udviklet i England på den tid, var .416 Rigby baseret på jagt under høje temperaturer i Indien og Afrika, og til forebyggelse af et faretruende højt kammertryk på grund af tropeheden, var det nødvendigt, at skudafgivelsen udviklede et forholdsvist lavt tryk.
Dette blev muliggjort af et stort hylster, som den forlængede Mauserlås gav plads til. Efter en længere periode uden stort fokus på .416 Rigby tog flere riffelproducenter kalibret op omkring 1990, og nu som dengang lades .416-ammunition til et moderat kammertryk med det samme formål, som da patronen så dagens lys: At forhindre et højt kammertryk under høje temperaturer.
De fleste moderne, fabriksladede .416 Rigby-patroner sender en kugle på 400 grain ud af løbet med en hastighed i nabolaget af 2.300 fod, svarende til cirka 700 meter pr. sekund. Og for brugeren er det behageligt, at .416 Rigby ikke tilnærmelsesvis udvikler så kraftig rekyl som andre store patroner, fx .460 Weatherby Magnum, udviklet i 1957.
Den renæssance, .416 Rigby har været genstand for, er dog ikke længere kun relateret til Afrika.
Introduktionen af lettere kugler, kombineret med, at genladningskomponenter og rifler af såvel amerikansk som europæisk fabrikat i dette kaliber fås til rimelige priser, har gjort .416 populær til jagt på større vildtarter, fx bison, wapiti, sortbjørn og grizzly, i USA.
I kølvandet på den fornyede interesse for .416 Rigby udvikledes i 1989 .416 Weatherby Magnum, der er en bæltet version af forbilledet, og den udvikler et noget større kammertryk end den gamle .416 Rigby.
Omtrent samtidig tilføjedes .416 Remington Magnum, der baserer sig på et otte millimeter Remington Magnum hylster, halset op til .416 (10,6 millimeter). Med en kugle på 400 grain og en udgangshastighed i omegnen af 2.400 fod pr. sekund ligger .416 Remington Magnum tæt på de ballistiske egenskaber for .416 Rigby.
.416 Rigby kan lades til et højere tryk til moderne repeterrifler i stil med .416 Weatherby Magnum, der sender en kugle på 400 grain ud af løbet med en hastighed på 820 meter i sekundet. Men på grund af den højere trykudvikling vil sådan ammunition ikke kunne anvendes i ældre, originale .416 rifler fra John Rigby & Co.
De kan derimod bruges i moderne .416-rifler, fx CZ550, og det er da også ret almindeligt for moderne .416 Rigby-ejere at skyde med en kugle på 300 grain, der med en udgangshastighed på 3.050 fod, svarende til 930 meter i sekundet, gør det muligt at skyde vildt på længere skudhold.
Alligevel foretrækker de fleste jægere, der sværger til skyts som dette til den klassiske .416 Rigby til jagt i Afrika, dels på grund af det lavere tryk, og dels fordi den i det varme afrikanske klima er mindre tilbøjelig til at give problemer i form af fastklemte hylstre.
Den nu mere end 100-årige.
