Jim Corbett havde tik opgave at opspore og dræbe menneskeædende tigre og leoparder, og i 1926 lykkedes det for ham at skyde den berygtede Leopard fra Rudraprayag, som på otte år dræbte 125 mennesker
Leoparden fra Rudraprayag
Tekst: Henning Kørvel
Fotos fra ”Jungle Lore”, Safari Press
Jim Corbett, britisk født i Indien og oberst i den britiske Indienhær, havde tik opgave at opspore og dræbe menneskeædende tigre og leoparder, og i 1926 lykkedes det for ham at skyde den berygtede Leopard fra Rudraprayag, som på otte år dræbte 125 mennesker. Den havde skudskader på den ene forfod, og i skindet ved brystet fandt Corbett hagl fra ”buckshot”.
Den dræbte det første menneske i 1918, og da den menneskeædende leopard fra Rudraprayag omsider blev skudt af oberst, naturelsker og jæger Jim Corbett (25. juli 1875 – 19. april 1955), i 1926 havde den i sit cirka 500 kvadratkilometer store jungleområde med spredte landsbyer, dræbt 125 mennesker og gjort mange familier dybt ulykkelige.
Mange dage med forgæves venten på den menneskeædende leopard, om hvilken Corbett vidste, var en gammel han, havde han gennemstået, før han skød leoparden med sin .450-riffel (11,43 mm).
”Hvis du går op på højen øst for Rudraprayag, vil du kunne se en stor del af det 500 kvadratkilometer store område, der var inddelt i cirka to lige store områder, som blev delt af Alaknanda River.
”Fordi hanleoparden var gammel, vidste jeg, at den var stærk, og at den kunne bære sit bytte langt væk for at æde det i fred og ro. Den var i stand til at bære det tungeste mennesker fire mil hen over en stor bakke, og jeg vidste, at den kun dræbte mennesker om natten”, skriver Corbett i ”The Man-eating Leopard Of Rudraprayag” (Safari Press) og føjer til, at han på det tidspunkt ikke vidste så meget om leoparder, men derimod havde opsporet og skudt menneskeædende tigre.”
Jim Corbett ses her med Leoparden fra Rudrapryag, som på otte år fra 1918, til han skød den i 1926, dræbte 125 mennesker. (”Jungle Lore”, Safari Press, USA, 1991).
”Den mest interessante måde at jage leoparder på, er ved at spore dem i junglen og pyrsche til den, når den er spottet. Den nemmeste og mest grusomme måde at dræbe en leopard på er ved at lægge eksplosivstoffer i et dyr, som leoparden har dræbt, og som eksploderer, når den bider i det. Nogle gange slår bomben leoparden ihjel, men ofte slæber den sig såret bort for at lide en pinefuld død”.
Dræbte en pilgrim
”Kort efter min ankomst til Rudraprayag for at jage den menneskeædende hanleopard, kom der 20 pilgrimme til en skomagers butik på vejen til Badrinath. Han fortalte dem om den menneskeædende leopard, og fordi han ikke kunne huse så mange mennesker, anbefalede han, at de fortsatte endnu fire mil til et sted, hvor de kunne overnatte, men fordi de var trætte og ikke orkede at gå mere den dag, indvilligede han i, at kvinderne sov i butikken, mens mændene måtte sove uden for. Da de vågnede om morgenen, opdagede de, at en af mændene manglede, og det tæppe han havde haft over sig, var fuld af blod. Da solen var kommet på himlen, fulgte skomageren sammen med mændene blodsporet hen over terrassehaver, og ved et naboskel, fandt de noget af hans krop”.
”Drabet havde fundet sted på den venstre side af floden, og jeg følte mig overbevist om, at leoparden havde krydset over broen ved Chatwapipal.”
”Den dag, jeg ankom til Rudraprayang, købte jeg to geder. Om aftenen tøjrede jeg den ene på pilgrimvejen, og den anden tøjrede jeg på en sti, der gik gennem tæt skrub, hvor der spor af en gammel leopard. Da jeg den følgende morgen tilså gederne, var den på sporet blevet dræbt af antagelig en leopard. Jeg besluttede at ville sidde ved ådslet og var på plads ved 15-tiden, men så ikke noget til leoparden. Næste morgen startede jeg tidligt ud, og på en sti nær bungalowen fandt jeg leopardfod, som jeg fulgte frem til geden, som var blevet rørt om natten. Det kunne kun være den menneskeædende leopard, og resten af dagen gik jeg mange mil for at nå ud til landsbyerne for at fortælle beboerne, at leoparden nu var på deres side af floden og bad dem om at være forsigtige”
Denne tiger – Bachelor of Powalgarh – som Jim Corbett her poserer med, havde også et stort antal mennesker på sin samvittighed.( ”Jungle Lore”, Safari Press, USA, 1991).
”Ingenting skete den dag, men da jeg næste dag spiste morgenmad, kom en ophidset mand til bungalowen og fortalte, at en kvinde i landsbyen var blevet dræbt om natten. Med riffel, haglbøsse, patroner, reb og fiskeline gik jeg nu til landsbyen, og i en kløft for enden af en smal terrassehave fandt jeg den dræbte kvinde, og jeg besluttede at ville vente på leoparden ved liget. Haglbøssen blev anbragt til selvskud med fiskeline, og jeg sad klar med riflen op af et træ med udsigt til liget. Da det blev mørkt, begyndte det at regne, og pludselig hørte jeg, at en sten rullede ned i kløften. Leoparden var ankommet, men jeg fik ikke chancen til afgivelse af skud.”
”Få dage efter Ibbotsons ankomst, erfarede vi, at leoparden var brudt ind i et hus og havde dræbt en ko, men fordi den ikke kunne slæbe af sted med den, havde den ædt af den på stedet. Nogle dage senere blev endnu en ko rapporteret dræbt af leoparden få hundrede yards fra bungalowen. Om aftenen sad vi efter den, og jeg hørte den ved 22-tiden, da den kravlede under den platform, som jeg sad på, og jeg ventede et let skud, når den dukkede op, men den drejede til højre og forlod stedet i en retning, hvor jeg ikke kunne se den. To nætter senere blev en tredje ko dræbt nogle få hundrede yards fra Rudraprayang-basaren.”
Tusinder kom for at se den
”For at hjælpe os med at få ram på leoparden, sendte regeringen os en ”ginfælde”. Vi anbragte den på en sti, som leoparden havde fulgt, og vi satte os op på en høstak, hvorfra vi havde et godt udsyn. En time efter mørkets frembrud hørte vi en aggressiv snerren. Leoparden var gået i fælden, og jeg gav den en kugle med min .450-riffel, men jeg følte mig ikke overbevist om, at den var den menneskeædende leopard. Og det blev bekræftet, da jeg snart fik at vide, at en kvinde på den anden side af floden cirka en mil fra Chatwapipal-broen var blevet dræbt. Hun var cirka 18 år gammel, og leoparden havde ædt lidt af over- og underkroppen. Ved 16-tiden sad vi ved hendes lig med petroleumslampe og natlys. Ibbotson sad på en gaffelgren i et træ, og jeg på en stub. Vi hørte leoparden komme og forlade stedet, men var ude af stand til at afgive skud.”
Jim Corbett var født af britiske forældre i Indien, og han var oberst i den britiske hær i Indien. (”Jungle Lore”, Safari Press, 1991).
”Jeg vendte tilbage til Rudraprayang i 1926, og leoparden havde senest dræbt en dreng. Jeg købte en ged, som jeg tøjrede på en sti. Jeg sad i en machan i et træ cirka 20 yards fra geden. På riflen havde jeg monteret en lygte, og den pegede direkte mod geden. Ved 22-tiden hørte jeg leoparden, tændte lygten, og fordi riflen pegede på leopardens skulder, korrigerede jeg ganske lidt, før jeg trykkede på aftrækkeren. Lygten gik ud, og først i måneskin ved 03-tiden fandt jeg den dræbte leopard. Efter at Ibbotson og jeg havde opmålt den, lagde vi den på en træstamme, og mænd, kvinder og børn i tusindvis kom for at se den. Den havde en skudskade på højre forfod, der skulle stamme fra et skud, afgivet af en ung officer i 1921. Da vi tog skindet af, fandt vi buckshot-hagl i skindet på brystet.”
”Da jeg i 1942 var på job i Meetur, var min søster og jeg inviteret til party hos oberst Flye. Her mødte jeg en dreng, der havde været frygteligt tilredt og havde tilbragt mange måneder på hospital. Han fortalte mig, at han var en lille dreng, da jeg i 1926 skød den menneskeædende leopard. Jeg var ikke stærk nok til at gå til landsbyen, og fordi min far heller ikke kunne bære mig, blev jeg hjemme. Da min far vendte hjem, fortalte han, at han havde set ”the man-eater” med hans egne øjne, og han også havde set Sahib, der havde skudt den. Og nu, Sahib, vil jeg gå hjem og fortælle ham, at, at jeg med mine egne øjne har set dig, og hvis nogen kan bære mig til den årlige begivenhed i Rudraprayang til minde om menneskeæderens død, vil jeg fortælle alle de mennesker, jeg møder, at jeg har set og talt med dig”.
Jim Corbett: The Man-eating Leopard of Rudraprayag, udgivet af Safapress, USA, 1991, sammen med fire andre Corbett-bøger i kasette. Fås kun antikvarisk.
Jim Corbett skrev seks bøger, og hans navn er udødeliggjort af en nationalpark og en tiger med hans navn, og hans og søsterens hus i Indien er omdannet til The Jim Corbett Museum”.
Jim Corbett
Jim Corbett (25. juli 1875 – 19. april 1955) blev født af britisk afstamning i Nainital i Himalaya (nu delstaten Uttarakhand). Han var oberst i den britiske hær i Indien, og var sideløbende naturelsker, jæger og forfatter, der jagede menneskeædende tigre og leoparder, når han blev opfordret til det af regeringen i de forenede provinser, Agra og Oudh.
Han dræbte således Champawat Tiger, der havde 436 veldokumenterede dødsfald på samvittigheden. Den første leopard, han dræbte, var Panar Leopard i 1910, som angiveligt havde dræbt 400 mennesker. Ifølge Corbett havde de tigre og leoparder, som han dræbte, tilsammen dræbt over 1.200 mennesker.
Han boede sammen med søsteren i Gurney House indtil sin pensionering i 1947, hvor han og søsteren solgte huset og flyttede til Kenya. Huset i Gurney er omdannet til The Jim Corbett Museum, og en nationalpark som han havde været med til at oprette, fik i 1957 navnet, Jim Corbett National Park.
I 1968 fik en af de resterende fem tigre navn efter ham, idet den indonesiske tiger fik navnet: Panthera tigris corbetti. Han har skrevet seks bøger, og han døde af et hjerteanfald få dage efter at have afsluttet sin sjette bog og blev begravet fra St. Peter’s anglikanske kirke i Nyeri.
