Da der var flest urfugle i Nordsjælland, blev her op til 1897 skudt 60 styk
Sjælland matcher ikke urfugle
Gennem 200 år blev der gjort flere forsøg på at udsætte urfugle på Tisvilde Statsskovdistrikt i Nordsjælland med det sidste i 1921-1922. Men når de mislykkedes, mener Carl Weismann, at det skyldes mangel på urfuglenes hovedføde: Tyttebær og revlingebær. Da der var flest urfugle i Nordsjælland, blev her op til 1897 skudt 60 styk.
Tekst og foto: Henning Kørvel
I 1998 blev urfugl set sidste gang på Kongenshus Hede ved Viborg, og i 2001 erklærede Miljøministeriet den for uddød i Danmark.
I Danmark har urfugle kun levet naturligt i Jylland, og fra gammel tid var urfugle eftertragtet vildt, fordi de både var (er) velsmagende, og størrelsen gør dem interessante.
Udover i Jylland fandtes urfugle i Skåne, hvilket var af stor betydning for den danske hofhusholdning, dengang de tre skånske provinser var under dansk herredømme.
Ifølge Weismann (”Vildtets og jagtens historie”, 1931 og 1985) blev urfugle beskyttet tidligt, og i de skånske provinser forbød Christian III således folk at tage æg fra urhøns og fjerhøns.
Og i 1556 fik flere skånske lensmænd ordre til at levere så mange urhøns og agerhøns, som de kunne skaffe til kongen.
Frederik II gav i 1559 fuglefængeren ordre til at sætte så mange urkokke og urhøner ind i et fuglehus, som kongen skulle have og sende dem levende til Københavns Slot. Det vides dog ikke, om de var til køkkenet eller udsætning.
Bønderne i Helsingborg Len fik senere forbud mod at skyde og fange urhøns og fjerhøns, fordi det kunne true bestanden. Også Christian IV fik urfugle og fjerhøns fra Skåne.
Mens de skånske provinser hørte til Danmark, nævnes levering af urfugle fra Jylland ikke, skønt der måske kom nogle derfra.
Senere vides det, at urfugle blev leveret fra Jylland til hofhusholdningen.
I 1697 kunne Brockdorff ikke skaffe levende urfugle, fordi de i de to foregående hårde vintre næsten alle var uddøde, og desuden tog befolkningen en del.
I 1731 fik jægermester Rathlou imidlertid ordre til at levere nogle levende urfugle til udsætning i Kronborg Amt.
Moser med bør et must
Ordren kom dog så sent på året, at han ikke kunne opfylde den, fordi fuglene var gået i flok, og de ikke holdt for hunde.
Men ad åre ville han kunne levere så mange urfugle, som det ønskedes.
Urfugle var imidlertid vanskelige at holde i bur. En ven af ham havde om sommeren fanget 24, og heraf døde 20.
De resterende fire haner begyndte snart at hænge med vingerne, og efter nogen tid døde de også. Mange andre havde uden held forsøgt at opdrætte urfugle, og han kendte kun et eneste tilfælde, hvor en urhane havde overlevet i bur i et års tid.
Forudsætningen for, at fuglene – når de blev udsat i naturen – trivedes, var, at der på udsætningsstedet fandtes store moser langt fra skovene, og at de havde høj lyng.
Urfuglenes favoritføde er tyttebær (krydselsbær), der er røde og sorte rafuelsbær (revling).
Det var måske heldigt, at Rathlou ikke kunne skaffe nogen fugle, fordi det hele endnu var uforberedt.
Først det følgende år indhentede overjægermesteren oplysninger fra hele Sjælland om mulige opholdssteder, men hverken på Møn, i Vordingborg Amt, Stevns Herred, ved Tryggevælde, på Thurebyholm eller i Antvorskov Amt fandtes der sådanne, men i Sorø Amt var der en stor mose – Maglemose eller Maglelyng – med både lyng og pors, men en ulempe var det, at arealet lå uden for vildtbanen i Fællig med proprietærer, og der manglede bær.
I 1734 fik Rathlou atter ordre til at skaffe levende urfugle til udsætning. Han havde imidlertid fået at vide, at der hverken var tyttebær eller revlingebær i de sjællandske moser, og fordi de var urfuglenes vigtigste føde om vinteren, nærede han betænkeligheder ved projektet.
Urfuglene skulle helst sættes ud om foråret, men han indså, at det kunne blive vanskeligt at få dem til at slå rod på Sjælland, fordi de ikke havde været her før.
Der var kun få urfugle det år. Det første kuld var ødelagt af torden og regn, og kyllingerne i det andet kuld var svage og små og døde snart.
Bønderne skød på spillepladserne
Jægermester Bielcke havde også fået ordre til at levere levende urfugle fra Koldinghus og Haderslevhus amter, hvor der tidligere havde været en god bestand, og han tilbød i foråret 1731 at levere 30-40 urkokke, men også da havde sommerregnen skadet kyllingerne, så hver høne kun havde tre-fire styk.
Desuden skød bønderne dem på spillepladserne og fangede både høner og kyllinger i snarer. Også han fremhævede, at der måtte være bær i heden, for at de kunne trives.
Hvis der ikke fandtes bær, fløj de i flokketal langt for at finde heder med bær. På sin gård i Vendsyssel havde han haft 30-40 stykker på en gang i fangenskab, men de døde alle i løbet af nogle få dage, uden at han kunne fastslå dødsårsagen.
Han fangede i 1734 over 40 kyllinger, men kun fire af dem kom levende frem.
I 1739 skulle de to jægermestre igen levere urfugle fra deres distrikter, der skulle anvendes til opdræt.
Ratlou har dog ment, at de skulle slippes løs, og han gør opmærksom på, at ”de jyske urfugle ikke har forstand på at hytte sig for rovfugle og ravne”, fordi der ikke var mange af dem på deres levesteder.
Han sendte 10 urfugle, og sammen med dem sendte han næbbet og nogle fjer af en sjælden fugl, som han ikke kendte og et usædvanligt stort kronhjortegevir, som han aldrig havde set magen til.
Den 28. september takker han for overjægermesterens meddelelse, at de 10 urfugle var kommet godt til Sjælland og råder til ikke at give dem meget grønkål, men derimod friske boghvedeknipper og frisk vand hver dag.
Et par dage efter skrev han igen for at takke for de givne forordninger. Han var blevet så glad for urfuglenes gode ankomst, at han havde glemt det.
Først i 1740 gav kongen ordre til, at der skulle opføres et hus mellem Nyerup og Reerstrup ved Kongevejen til Helsingør til urfugle, og her blev opdrætning så forsøgt med større udholdenhed end held.
Endnu i 1757 fik jægermester Trolle ordre til at levere levende urfugle, formentlig til birkehønsegården i Nordsjælland.
Han fangede også en del, men de døde på nær tre, der dog døde, før han fik dem sendt af sted. I 1758 fangede han 14, heraf døde seks før afsendelsen, og på rejsen døde yderligere tre, hvilket vil sige, at kun fem kom levende frem.
Forsøgene på at indføre urfuglen på Sjælland standsede herefter i en årrække, før grev Schimmelmann tog tanken om at udsætte urfugle på Sjælland op igen i 1829.
I Jylland havde kongen kun jagten i plantager og på godser, som var inddraget på grund af statsgæld og på den forbeholdne jagt, som i hovedsagen var bortforpagtet.
Lav overlevelsesprocent
Kammerherre Krogh, der var jægermester i 1. Slesviske Jægermesterdistrikt, havde i 1829 fået tilsynet med kongens jagt i det meste af Jylland med forpligtelse til at foranstalte fangst af birkhøns og agerhøns til udsætning på Sjælland, men forinden havde Schimmelmann foreslået, og Kammeret billiget, at jagtsekretæren og en skovfoged blev sendt til Jylland for med jagtejerens, hofjægermester Teilmanns tilladelse at fange agerhøns og urhøns ved Endrupholm til udsætning.
De fangede 122 urfugle og 14 agerhøns, men som sædvanlig døde mange af urfuglene, og kun 57 kom levende til Sjælland.
Af disse blev 35 udsat i Tisvilde Sand, der i forvejen var blevet undersøgt til denne udsætning. Der fandtes tyttebær fire forskellige steder i den vestlige del af indhegningen, men ikke i stor mængde. Tranebær var hyppigere. På Overdrevet fandtes et par steder begge slags bær.
Resten af urfuglene blev udsat i Nordskoven på Jægerspris. Endvidere ventedes 13 urfugle, som Schimmelmann ville have sat ud på Kronborg Distrikt.
Udgiften til indfangningen havde været 332 Rigsdaler og 80 skilling, men nu hvor jagtsekretæren kendte forholdene, kunne der næste år fanges dobbelt så mange for den samme udgift.
Grev Schimmelmann fik dog aldrig mere med fangsten at gøre.
I 1829 blev der altså udsat 70 urfugle, heraf 35 i Tisvilde Sand, 22 i Jægerspris Nordskov og 13 i Teglstrup Hegn.
Det følgende år modtog skovrider Hansen, Tisvilde, 10 jyske urhøns, heriblandt en kok og en høne, og han meddelte samtidig, at der for nylig var set to af de i 1829 udsatte urfugle.
I 1831 blev der i Tisvilde yderligere udsat 22 urfugle, fordelt på 12 haner og 10 høner, og det følgende år 11, hvilket betyder, at der i disse fire år blev udsat 78 urfugle.
I 1831 sås de første kyllinger, nemlig to høner med fire og seks kyllinger, og i 1832 var der to flokke med 10 og syv kyllinger.
Ræve og rovfugle blev efterstræbt, og der blev ikke skudt urfugle på stedet i disse år. Skovrideren beklagede, at der på Frederiksværk Gods skulle være skudt urfugle, men det viste sig at have været råger, som vidnet havde set hænge på en skovbetjents jagttaske.
Denne udstoppede urfuglekok er ikke dansk, men norsk. Urfugle stod forståeligt højt på hoffets spisekort. Lidt skammeligt, at urfugl er uddød i Danmark. Foto: Henning Kørvel
I Teglstrup Hegn formerede urfuglene sig også, og skovrider Bjørnsen ville gerne have flere sat ud.
I 1835 foreslog skovrider Hansen, at der blev skudt fire-fem urkokke i skoggertiden på Tisvilde, hvilket blev tilladt, og i 1837 mente han, at der var 60-70 urfugle på det 5.000 tønder land store areal med Asserbo Overdrev indbefattet, hvilket svarede til færre, end der var sat ud.
Han foreslog, at der blev udsat yderligere 50-60, og hvis det skete, så mente han, at man til hofhusholdningen nok ville kunne levere cirka 100 styk om året.
13-16 blev skudt pr. år
Hans syn på urfuglenes formening kunne dog ikke været baseret på indhøstede erfaringer, fordi der hidtil kun var skudt tre-fire kokke i de syv år, der var gået siden den første udsætning.
Til kroningen i 1840 blev der leveret seks-otte urfugle, og i 1845 ønskede Hansen, at der blev skudt to-tre haner, skønt bestanden var aftaget, så den var nede på cirka 40, hvoraf 12 var haner, hvilket var for mange.
Samme år var der tre flokke med 16-18 kyllinger. Urfuglene var altså ikke holdt op med at formere sig, men herefter aftog de ret hurtigt for hele at forsvinde i begyndelsen af 1860-erne. I 1849 var der endnu 30-36 tilbage, og 1855 var antallet nede på cirka 25.
Hvor mange urfugle, der blev skudt i de cirka 30 år, de fandtes på Tisvilde, er ikke opgjort, men tallet ligger vist nok på mellem 13 og 16, svarende til en lille del af det antal urfugle, der rent faktisk blev udsat på stedet.
Udsætningen havde ikke til formål at tilhøre faunaen i Nordsjælland en ny fugl, men udelukkende at skaffe urfugle til den kongelige husholdning.
Senere blev der gjort endnu et forsøg på at få urfugle til at slå sig ned i Tisvilde. Skovdistriktet fik i 1885 foræret to haner og seks høner.
De formerede sig så godt, at der indtil udgangen af 1897 var skudt 60 haner. I efteråret 1897 synes antallet af urfugle at have ligget stabilt, men det følgende efterår aftog det betydeligt.
Den våde og kolde sommer 1898 var meget ugunstig for urfuglene, og selv olm der ikke blev skudt urfugle på distriktet, så fortsatte nedgangen. I 1905 var urfuglene helt væk fra Tisvilde, men i 1911 skal der være skudt en enkelt.
Selv om det måtte have været evident, at urfugle havde svært ved at stabilisere sig i Tisvilde, så blev der i 1921 og 1922 udsat fem tjurhaner og 12 tjurhøner og to urhaner og fire urhøner.
Weismann fastslår, at de endnu fandtes der, da han udgav ”Vildtets og jagtens historie i Danmark” i 1931, men at de ikke tiltog i antal.
Grundene til, at udsætningsforsøgene i Nordsjælland ikke lykkedes med held, er en kombination af mangel på bær og vand, for mange haner, mangel på blodfornyelse og for meget rovvildt.
Weismann mener dog ikke, at årsagerne samlet set rammer essensen, for hvis urfugle virkelig kunne føle sig hjemme på Sjælland, så mener han, at de nok ville være kommet af sig selv.
Men vi ved heller ikke, hvis stædighed der er mest beundringsværdig, urfuglens med at slå sig til ro i Tisvilde eller jagtvæsenests – gennem 200 år – på at tvinge den dertil, oven i købet uden at forandre udsætningsmetoden.
