Hvordan undgår man at jagthunde bliver skudnervøse eller ligefrem udvikler panisk skudangst ?
Af Michael Sand
Allerede mens hvalpen er helt lille, udsættes den for forskellige lydindtryk, og den mere seriøse og opmærksomme opdrætter vil ofte præge hvalpen positivt på høje lyde, som minder om skud. F.eks. ved at starte med forsigtige klap i hænderne under fodring.
Reagerer hunden ikke negativt, kan man næste gang, hvor den er optaget af noget spændende, prøve en smule højere.
Hvalpe, der har været udsat for den slags påvirkninger, vil næppe udvikle skudangst, forudsat at tilvænningen også efterfølgende gribes fornuftigt og forsigtigt an. Men selv om hunden er helt fortroligt med høje lyde og ikke farer sammen, når en bildør smækkes eller der klappes i hænderne, bør man være forsigtig.
Det overraskende brag fra en haglbøsse eller startpistol kan medføre ubodelig skade og gøre den skudnervøs eller ligefrem udvikle en panisk skudangst. Desværre kan angsten for skud være medfødt, selv om det forekommer forholdsvis sjældent hos jagthunde af godt og afprøvet jagtblod.
Princippet i skudtilvænning er at arbejde sig op fra et lille smæld på lang afstand til et højt brag på nært hold. Man kan få en jagtkammerat til at afgive et skud på lang afstand i samme øjeblik, man sætter foderskålen ned til hvalpen.
Reagerer hunden positivt, kan afstanden mellem skytte og hvalp i de kommende dage gøres kortere og kortere. Derved forbindes skuddet med noget behageligt. I sidste ende kan skuddet affyres i umiddelbar nærhed af hvalpen. Men på tæt hold må der kun skydes i områder, hvor lyden frit kan bevæge sig væk fra bøssen. Kastes lyden tilbage fra bygninger eller lignende, forstærkes reaktionen.
Efterhånden afgives skuddene også, når hvalpen ikke spiser men blot er optaget af noget andet, der interesserer den. Føreren bør indtage en ignorerende og negligerende attitude over lyden af skuddet. Hvis hvalpen mod forventning viser tegn på ængstelse, kan man evt. give den en godbid og efterfølgende tage endnu mere hensyn. Evt. kan man satse på at opbygge hvalpens generelle evne til at håndtere forskellige indtryk. Et par gåture i storbytrafikken, hvor indtrykkene kan virke voldsomme, kan være med til at give hvalpen mere selvtillid og dermed give den mere modstandskraft over for pludselige og ukendte indtryk.
Endelig kan det overvejes at lade den apportere efter skud, afgivet på lang afstand, selv om det normalt tilrådes at udviske forbindelsen mellem skud og apportering så meget som muligt. Hunden vil naturligvis blive vanskeligere at lære ro i skud, men kan det fjerne den altoverskyggende skudangst, er det en pris, der er værd at betale.
En knaldapportør kan være en pestilens, men er dog en brugbar jagthund, hvilket ikke er tilfældet med en hund, der farer sammen, så snart den hører et skud fra en haglbøsse. Og endelig er det ret almindeligt, at man under dressuren løser et problem ved at skabe et nyt. Senere må man vende tilbage til ro i skud og kast og rette op på de uheldige forbindelser, man bevidst har skabt hos hunden.
I reglen forløber tilvænning til skud godt, og selv om hunden i en eller anden udstrækning forbinder skud med noget positivt – måske noget spiseligt – skal den i næste periode lære at ignorere lyden af skud. Lyden af skud skal ikke forbindes med noget ophidsende. Tværtimod!
Men ikke altid forløber skudtilvænningen efter planen. I langt de fleste tilfælde kan en skudfølsom hund helbredes, selv om den reagerer mere eller mindre voldsomt på den forsigtige tilvænning.
I visse tilfælde er alt arbejde med hunden dog umuligt, så længe situationen bare minder om skud og ubehagelige lyde. Og hvad gør man så?
En jagthund kan modtage medicinsk behandling i spidsbelastninger. Nogle skal have det hele livet, andre kan nøjes med lidt i jagtsæsonen nogle år i træk, indtil angsten (måske) er helt væk.
Førhen var det almindeligt, at man skilte sig af med hunden, idet den sandsynligvis aldrig ville udvikle sig til en blot nogenlunde brugbar jagthund. I dag ser mange anderledes på det.
Er hunden først blevet en del af familien, er det ikke så nemt at sige farvel, uanset om den aflives eller placeres i en familie, der ikke skal anvende den til jagt. Inden man opgiver, skal man således være klar over, at der findes en sidste udvej. Nemlig professionel terapi – ofte i tilknytning til en eller anden form for medicinsk behandling. Og såfremt man undlader at avle på nervesvage hunde, er det næppe etisk betænkeligt at give sin jagthund en sidste chance.
I dag udbydes der specifikt angstdæmpende præparater, som i flere år har været anvendt i behandlingen af visse angsttilstande og depressive lidelser hos mennesker.
idlet dæmper angsten uden at sløve hunden og er ofte ganske effektivt i forbindelse med behandling af angstrelateret adfærd. Eksempelvis bruges produktet hyppigt ved alene-hjemme-problemer og anvendes midlet korrekt, viser adfærdsforskernes resultater, at der er stor sandsynlighed for, at dyrlæge og ejer kan løse problemet tilfredsstillende. Dog understreges det, at det væsentlige i behandlingen af skudrædde hunde er terapien og ikke den medicinske behandling. Men den medicinske behandling kan være med til at dæmpe panisk angste hunde. På den måde kan behandlingen gøre det nemmere at gennemføre programmet, der skal gøre hunden dus med de lyde, den frygter så inderligt.
I praksis kan stort set alle skudrædde hunde dog hjælpes uden brug af medicin, selv om medicin kan være med til at opnå hurtigere resultater.
Også under behandling af hunde, som er skudrædde, anvendes gradvis tilnærmelse, hvor der skydes på lange afstande af hunden. Samtidig lærer hunden at udvise en anden adfærd i tilknytning til skud, eksempelvis at dække eller sidde. Dermed ledes opmærksomheden over på føreren, og når hunden er rolig, belønnes den med en godbid. På længere sigt kan man undlade de spiselige belønninger og basere tilvænningen på ros og klap alene, men godbidsbelønningen er specielt velegnet, når den nervøse hund skal omprogrammeres og lære at forbinde skud med noget positivt og behageligt.
Afsmittende angst
Af og til ses jagthunde, som er blevet skudrædde under dressuren. Ligeledes ses hunde, som kun er bange for lyden af det aktuelle våben, der blev anvendt. Eksempelvis opleves hunde, der er bange for lyden af en 6 mm, men ikke for lyden af en 9 mm. Denne form for angst kaldes specifik angst. Men bliver den specifikke angst ikke behandlet, kan en enkelt ubehagelig oplevelse sprede sig og blive til det, man kalder afsmittende angst. Et klassisk eksempel er den ellers psykisk stærke hund, der bliver forskrækket over et kæmpebrag i et tordenvejr. Med tiden kan den risikere at blive bange for selv ganske små brag eller sågar bare en svag buldren. Ligeledes kan den skræmmende oplevelse kædes sammen med lyn og regn, og i værste fald kan den ende med at blive bange, når det begynder at blive mørkt, ligesom den kan blive bange, for alt der minder om skud og høje lyde. F.eks. når den ser (og lugter) de grønne jagtsokker.
Lydbånd
Lydbånd spiller ofte en central rolle i dyrlægens behandling af en skudræd hund. Lydbåndene skal altid afspilles på så lavt et niveau, at hunden ikke reagerer. De skal afspilles på det niveau, hvor den er på nippet til at reagere. Det er bandlyst at trøste sin hund undervejs, selv om mange synes, det er synd og gerne vil trøste hunden, hvis den bliver forskrækket. Straf er dog lige så bandlyst som trøst, idet hunden da vil forbinde lydene med noget negativt. Det skal være afslappet og sjovt, men det understreges, at man selv skal arbejde videre med øvelserne, når man kommer hjem.
Når hunden har vænnet sig til båndet, skal man opsøge de autentiske lyde, som hunden reagerede negativt på. Evt. kan der skydes på lang afstand, eller man kan pakke bøsse eller pistol ind i et stof, der dæmper lyden uden at ændre lydtonen. Man kan evt. bruge pap og flamingo. Plastik duer derimod ikke, da materialet kan ændre lydtonen.
Endelig skal det nævnes, at hunden aldrig må blive bange under selve behandlingen. Det drejer sig om at flytte grænser, ikke om at overskride dem. For nogle hunde kan terapi og øvelser stå alene. Men ikke alle former for angst kan trænes væk. Psykisk angste hunde, eller hunde med paniske fobier, er naturligvis vanskeligere.
Vis hensyn under jagt
Desværre ved man ikke ret meget om skuds påvirkning af jagthundes hørelse. Men man ved, at lydpåvirkninger på 140 db i reglen regnes for at være skadelige for menneskets ører. Alt tyder på, at det er lavere for hunde. Derfor bør man vise hensyn under træning og ikke mindst under jagt med hunden. Svenske målinger viser, at en hund, der sidder ved siden af skytten, vil få ca. 137 db (impulslyd) gennem øregangen ved skud med en haglbøsse cal. 12. Vel at mærke når skuddet rettes fremad. Sidder hund og fører ved siden af hinanden, eksempelvis mens de i skjul venter på duetrækket, kan lydpåvirkningen komme helt op på 150 db. Ved skud med riffel i cal. .308win var skudstøjen endnu højere.
