Aflevering af det nedlagte vildt er i bund og grund det som alt apportdressur handler om, men hvordan sikre man sig, at hunden apporterer glad, frimodig og direkte til hånden?
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Det er en smagssag, om man ønsker, at hunden sætter sig eller blot står op, når den afleverer apportemnet. Nogle foretrækker, at hunden går bag om føreren og sætter sig på dennes venstre side. Denne metode var tidligere meget almindelig men ses ikke længere praktiseret ret mange steder.
På jagt og prøver, hvor der fældes vildt, bliver det mere og mere almindeligt, at hunden afleverer direkte til hånden. Den behøver ikke at sidde, da den derved hurtigere er klar til næste opgave. Samtidig tyder det på, at denne metode giver en mere frimodig aflevering.
Forlanges der for meget af hunden i afleveringssituationen, ser man ofte, at den nedsætter farten, når den nærmer sig føreren. Tydeligvis forsøger den at genopfriske alle de ting, den skal huske, inden vildtet skal overrækkes, så som at sidde pænt, kigge op osv.
Man skal dog være klar over, at mange prøvereglementer (endnu) kræver siddende aflevering, som retfærdigvis også er det pæneste. Desuden har man på almindelig og ikke kommerciel jagt sjældent så travlt, at der ikke er tid til at nyde synet, når hunden med højt løftet hoved sætter sig foran sin fører og på sin egen måde siger værsgo.
I forsøget på at fremme den frimodige aflevering skal man være opmærksom på sit kropssprog. En frontal og nærmest – set med hundens øjne – fjendtlig modtagelse kan gøre hunden nervøs.
Ikke sjældent er det netop på de sidste meter, at den hårdmundede hund klemmer kæberne sammen. En mere imødekommende attitude kan være løsningen og er under alle omstændigheder vigtig, selv om stærkt ophidsende tilkendegivelser kan stresse hunden op og få den til at cirkle omkring føreren. Æresrunder er ikke ønskelige, og alt i alt må man forsøge at finde den metode, som passer til den enkelte hund.
Den hårdmundede hund har nemmere ved at mase en due, en agerhøne eller en fasan, end den har ved at mase en stor gråand. Bemærk i øvrigt at anvendelse af træbukke kan fremme tyggeri, og derfor må det anbefales, at man under den tidlige træning anvender træbukke omviklet med et ru materiale, som giver hunden et godt greb. Eksempelvis et udtjent gulvtæppe. Dummyer lavet i kanvas bliver let glatte og vanskelige at holde i munden, når de bliver våde af hundens spyt.
Det sker, at en hund nægter at aflevere og ligefrem knurrer ad hundeføreren, når denne forsøger at tage emnet. Problemet er alvorligt, og afleveringen er kun toppen af isbjerget.
Et eller andet sted er der ikke enighed om lederskabet, og inden der arbejdes videre med apporteringen, må hundeføreren skabe eller genskabe sin position som flokleder. Ikke gennem brutal magtanvendelse, men ved simple lederskabsøvelser, hvor man ikke risikerer at få fingrene i klemme.
Det er mindre risikofyldt at sætte hunden på plads, når den nægter at sætte sig, eller når den springer ud af bilen etc. Man skal ikke begynde at koble lederskabsøvelser sammen med apporterings- og afleveringsøvelser, der altid skal være positive.
Ofte starter hårdmundethed under dressuren, hvor hunden bliver sendt ud for at apportere vildt, som den dybest set finder uappetitligt. Under lektionerne, hvor man vænner hunden til at finde og apportere vildt, er det derfor vigtigt, at man anvender vildt, som fremtræder pænt og appetitligt. Sendes hunden ud efter en and eller due, som allerede har været kastet adskillige gange, er det næsten som at bede om problemer. Lysten og farten under apporteringen må for enhver pris bevares, da tøvende opsamling og langsom returnering er en af de hyppigste årsager til, at hunden bliver en vildtgnasker.
Apportering med andre hunde
Dårlig vildtbehandling kan også udvikles under jagt, hvor navnlig måger og krager kan have en skadelig virkning. Bider en måge eller kragefugl sig fast i en hund, kan hunden finde på at aflive fuglen i bestræbelserne på at stoppe ubehaget. Uskikken kan i visse tilfælde overføres til apportering af andre former for fuglevildt. Derfor er det en god regel altid selv at hente de måger og krager, man nedlægger. De nævnte arter flytter sig sjældent særlig langt fra nedfaldsstedet og volder kun meget sjældent problemer at finde.
Ligeledes kan det ske under jagt, at en anden hund forsøger at hive apportemnet fra den apporterende hund. I bestræbelserne på at holde vildtet for sig selv, kan hunden holde ekstra hårdt fast og derved beskadige vildtet. Næste gang, den ser en hund nærme sig, kan den gøre det samme, og på sigt kan uskikken udvikle sig. Under jagt er det derfor vigtigt, at man vælger sine apporteringer med omhu. Er der allerede en eller flere uopdragne hunde i området, bør man holde sin egen hund i kort snor. At sende sin hund ud på en opgave, som i værste fald kan ende i det rene tovtrækkeri, har kun en dårlig indflydelse på hundens udvikling. Eksemplet viser også her, hvor vigtigt det er, at man har styr på sin hund, inden den begynder på jagt. Opstår der en situation som omtalte, er det afgørende, at man kan stoppe hunden og kalde den ud af farezonen.