– Man bør ikke snyde sig selv og starte med desserten. Det råd gav Greve Ahlefeldt-Bille til den jæger, som stod overfor sin første jagt i Afrika
Afrikas vildt
Af Michael Sand
Jæger, jagt og vildt med undertitlen verden over udkom i 1950.
Bogen indgår i en jagtantologi og er udgivet i samarbejde med Rowland Ward Ltd. London. Som redaktør og betydelig bidragsydere til de mange afsnit, optræder den danske overjagtkonsulent, hofjægermester Greve Ahlefeldt-Bille.
Den danske redaktør udviser afsnit for afsnit et endog meget stort kendskab til de internationale jagtmuligheder og i afsnittet om jagt i Afrika har han et forslag til hvordan man kan komme i gang som Afrika-jæger.
Man bør være opmærksom på, at der er sket rigtig meget med jagt i Afrika siden bogen udkom. Det gælder ikke mindst prisudviklingen, hvor jagt i det sydlige Afrika er blevet økonomisk overkommelig for langt flere end det var i årene efter anden verdenskrig.
Det betyder, at bogen udviser en særlig interesse for vildmarksjagt i østafrika, som i dag fravælges af de fleste, da farmjagt i det sydlige Afrika er mere budgetvenligt.
Når dette er nævnt, er Ahlefeldt-Billes forslag til førstegangsrejsende dog stadig interessant. Ikke mindst ud fra et historisk perspektiv.
I bogen skriver han:
“Før man i det hele taget begiver sig ud på en længere eller kortere, mere eller mindre kostbar jagtrejse, det være sig første gang eller på et mere fremskredent stadium, vil det være klogt og naturligt at søge at danne sig et skøn over, for det første hvilke vildtarter man har mulighed for at søge, og så at sige i hvilken rækkefølge man bedømmer deres værdi – samt endelig hvorhen man da bedst bør vende sig for at finde det, man ønsker”.
Ahlefeldt-Billes rådgivning retter sig mod nybegynderen og er naturligvis opmærksom på, at valg af arter er en smagssag
Dog påpeger han en klassificering, “som i hvert fald mange ældre og erfarne jægere i store træk er nogenlunde enige om”
I hans klassificering har han valgt at lade visse “alt for almindelige eller i jagt lig hen.seende ligegyldige dyrearter såsom aber, ræve, sjakaler, hyæner, harer o.s.v. ude af betragtning.”
Det samme gælder de aller sjældneste og totalfredede arter.
Desuden gør redaktøren følgende klart for læserne at Giraf næppe heller kan betragtes som almindeligt jagtobjekt …
Derimod mener han at arter som servalkatten og de store vilde svin bør tages med i betragtning ud fra et jagtligt såvel som et trofææmæssigt synspunkt.
“De arter, man herefter regner med, kan sikkert bedst opdeles i tre hoved grupper med et par undergrupperinger alt efter deres sjældenhed, tilgængelig hed og trofæets skønhed, der tilsammen udgør hovedfaktorerne i vurderingen.”
I gruppe I a har Ahlefeldt-Bille placeret følgende arter (opført i alfabetisk orden) :
Bongo, gemsbuck, giant eland, giant sable, ibex (stenbuk), mankefår, Nile lechwe ( »Mrs. Gray«), nyala og situtunga (sumpantilope).
“Det er alle dyr, der kun findes indenfor stærkt begrænsede, oftest utilgængelige områder, som er vanskelige at jage, og som trods det, at ingen af dem hører til kategorien »farligt vildt«, alle yder trofæer af allerhøjeste kvalitet.”
I gruppe I b kommer:
Addax (»ørkenkudu«), bøffel, cheetah (gepard), elefant, giant forest hog, greater kudu, Hunter’s hartebeest, leopard, løve, roan (hesteantilope), sable(sortantilope), sort næsehorn, waterbuck og white- eller scimitar oryx (dansk:sabelantilope).
“Her indgår således de såkaldte farlige arter, d.v.s. tykhuderne med undtagelse af flodhesten, de store katte og b flerne, og et udvalg af de bedste trofæer blandt antiloperne.”
Jagten på de første er ikke altid farlig og på de sidste ikke altid vanskelig, men erhvervelsen af en blot nogenlunde komplet repræsentation af gruppen vil i hvert fald tage jægeren en betydelig tid og et antageligt arbejde, og han vil inden den tid have skaffet sig et ganske godt førstehånds kendskab til både bjerg og ørken, urskov, savanne og sump.
I gruppe II indgår visse sjældne dyr med relativt uanselige trofæer, der kan falde af fjernt fra de slagne veje under jagten på stjerne-trofæerne, samt en stor del af de mindre sjældne eller almindeligere dyr, der bærer virkelig smukke trofæer, som ikke bør savnes i en forholdsvis allround samling.
I gruppe II a vil det formodentlig være rigtigt at placere: Beisa-antilope (begge arter), bushbuck, lama gazelle, dibatag, eland (elsdyrantilope), gerenuk (girafgazelle), Grant’s gazelle, impala, klipspringer, kob, lechwe, Lesser kudu, servalkat, tiang og vortesvin.
Højest i denne gruppe rangerer måske lesser kudu, eland, beisa, en virkelig god impala og måske servalen.
I gruppe II b kan passende anbringes:
Ikke tidligere nævnte medlemmer af gazelle- og hartebeest-grupperne, beira, gnuerne, oribi, puku, reedbuck, sassaby, steinbuck og topi.
Og endelig i gruppe III:
Bush pig, bustard ( trappeg s), dik-dik, duikere (dog med undtagelse af enkelte sjældne arter, der bør rangere meget h jt), flodhest, struds og zebraer.
“Listen er ikke absolut fuldstændig, og der kan selvfølgelig altid opstår uenighed om, hvorvidt f.eks. waterbuck eller cheetah bør placeres i gruppe Ib eller Il a, eller hartebeest, gnuer og duikere retteligst hører hjemme i gruppe II b eller III, men i store træk vil de fleste erfarne Afrika jægere antagelig kunne godkende klassificeringen.”
Greve Ahlefeldt-Bille, som bl.a. er kendt for sin endnu gældende verdensrekord for Impala nedlagt under hans første safari, har på baggrund af sin klassificering et klart råd til den jæger, der vil på jagt i Afrika for første gang.
“Jeg vil på det anstændigste fraråde novicen at starte med de trestjernede trofæer i gruppe Ia – for det første, fordi overvindelsen af de med hvert enkelt tilfælde forbundne vanskeligheder kræver ikke ringe erfaring- og for det andet, fordi det efter min mening vil være at snyde sig selv ved så at sige at starte med desserten.”
LÆS OGSÅ:
GREV AHLEFELDTS SAFARI