– Alternativets forslag om at forbyde udsætning af fasaner opnår næppe flertal i Folketinget. Det vurderer Henning Kørvel, der her – punkt for punkt – skyder tilbage mod partiets “tendentiøse argumenter”
Alternativet vil have fasanudsætning forbudt
Synspunkt af Henning Kørvel
Partiet Alternativet vil have Folketinget til at forbyde udsætning af fasaner oven i, at udsætning af gråænder bliver forbudt om fem år (2029). Alternativets argumentation for et forbud mod udsætning af fasaner er så tendentiøst, at det næppe kan tages alvorligt. Hvis forslaget er på Folketingets bord, så må det tages for givet, at det overgives til et fagligt udvalg, og her har man kun VFR, som i en indstilling til miljøministeren i forvejen har givet udsætning af fasaner endnu 10 år. Man må antage, at VFR vil repetere sin indstilling. Hvis forslaget overhovedet når frem til Folketinget, melder spørgsmålet sig: Hvor vil partiet finde 90 mandater til forslaget, der – hvis det vedtages – vil koste kassen.
Da Vildtforvaltningsrådet (VFR) i sommer indstillede til miljøministeren, at udsætning af gråænder skal stoppe om fem år (2029), og fasaner kan udsættes i endnu 10 år, og skal revurderes undervejs i perioden, var det sidste punktum foreløbig sat i den sag. Troede vi.
Partiet Alternativet ser ifølge Altinget imidlertid stort på VFR og dets indstilling til miljøministeren, fordi det vil have Folketinget til at omgå VFRs indstilling til miljøministeren og simpelthen forbyde fasanudsætning.
Bannerførere er Helene Liliendahl Brydensholt og Sascha Faxe, der mener, ”at fasanudsætning er et brud på dyrevelfærdsloven, og at det skader økosystemet, at opdrættede fasaner udsættes for at blive jaget”.
De to bannerførere har næppe nogen nævneværdig indsigt i hverken jagt eller fasanudsætning, og må have fået input udefra, men om det er DOF, DN, Dyrenes Beskyttelse (DB) eller personer, der står uden for disse organisationer, som har lagt ”gift ud”, er hamrende ligegyldigt, fordi Alternativet med sit udspil tydeliggør, at partiet – der sidder i Folketinget med ni medlemmer – ikke har nogen respekt for spilleregler, hvorefter emner om vildtforvaltning og jagt indstilles af VFR til miljøministeren, der herefter sender sagen videre til Folketinget, men dog ikke i den konkrete sag om udsætning af fasaner (og gråænder), fordi bestemmelser herom fastsættes i bekendtgørelser.
LÆS også:
Henning Kørvel: “Fasanudsætning er da bæredygtig, DN”
Alternativet øser godt op med ”sovs og kartofler”, fordi de mener, at retten så glider lettere ned, og det postuleres således, at de udsatte fasaner skydes af ”en gruppe såkaldte jægere”. Med andre ord af tredjerangs danskere.
Sammenligner fasanjagt med kapskydning
Det er således tydeligt, at Alternativet ikke har hverken respekt for jagtudøverne, eller har udført nogen research over hovedet.
Hvis partiet havde ulejliget sig med at undersøge sagen ordentligt, før man hovedkulds kaster sig ud i, at vil have Folketinget til at forbyde fasanudsætning, så ville partiet have vidst, at fasaner skydes af cirka 45.000 jagtudøvere fra alle samfundslag, hvilket ikke er en ”lille gruppe individer”, men 24,85% ud af 177.000 jagttegnsløsere.
Alternativet fastslår, at fasanen er den mest nedlagte fugl i Danmark, hvilket er korrekt, og understreger fasanens popularitet, men det er sølle, når et af argumenterne bygger på, at de omkring en million fasaner æder padder og insekter, der er truede i den danske biodiversitet.
Også her synes Alternativet at tale imod bedre vidende, for hvor har man dog det fra? Hvis hjemmearbejdet var i orden, så ville man have vidst, at undersøgelser viser, at biodiversiteten er 20% højere på steder, hvor der udsættes fasaner end på steder uden fasanudsætning. Desuden virker det fjollet at tillægge fasaner, at de æder biodiversiteten, for den kan jo også ædes af andre fugle- og dyrearter.
Læs også:
Henning Kørvel: DOF er vendekåbe i forhold til fasaner
Ligeså fjollet er det, når Alternativet tillægger de udsatte fasaner, at de skal fedes op til jagten, hvilket leder tanken hen på slagtesvin. Udsatte fasankyllinger skal derimod vokse sig store, og de skydes først, når de er udvoksede og fuldfjerede.
”Jagten på udsatte fasaner har intet at gøre med regulering og forvaltning at gøre, tværtimod bruger man levende væsener som underholdning på en grufuld måde. Det burde derfor være forbudt ifølge dyreværnsloven, der fastslår, at det er forbudt at anvende levende dyr som mål for øvelses- og kapskydninger”.
Alternativet bruger kun dette billede for at kunne appellere til laveste IQ i dansk folkestyre, for når man ved noget om jagt, herunder på fasaner, så burde Alternativet have vidst, at jagt på fasaner naturligvis hverken er øvelses- eller kapskydning, der berettiger til et forbud efter dyreværnsloven.
Læs også:
Lad nu fasanudsætning og fasanjagt få fred
Partiet har måske hørt om den spanske konkurrenceskydning til levende tamduer, men det har intet med dansk fasanjagt at gøre, fordi det er ganske udfordrende at skyde især høje fasaner, der kommer susende i medvind hen over skytterne. Hvorfor tror partiet ellers, at jagt på udsatte fasaner har eksisteret i Danmark siden 1840, altså i 183 år?
Partiet burde for også sin egen skyld have sat sig ind i, at uden fasanudsætning er der stort set intet andet småvildt at jage for haglbøssejægere i Danmark, og uden haglbøssejagt i en vis volumen vil der blive uddannet færre apporterende hunde. Og uden adgang til at kunne sætte fasaner ud, vil jagtlejen falde drastisk, og godser og større og mindre landbrugsejendomme vil – hvis Alternativet skulle få held til at finde 90 mandater til at støtte sit korstog – komme til at mangle indtægter. Og jægere, der pusler om deres opdræt og passer deres fasankyllinger, vil blive frataget deres hobby, og jeg gætter på, at de aldrig nogen sinde vil ofre deres stemme på Alternativet.
Pedantisk at kalde fasanen for invasiv
”Fasanen står på listen over invasive arter”, fastslår Alternativet, og rigtigt er det da, at fasanen er asiatisk, men fordi den har været her i mindst 183 år, har den vundet indfødsret i Danmark og er således en dansk fugl. At tale om den som invasiv, er pedantisk.
DOF anerkendte fasanen som dansk ynglefugl i 1978, men har siden hen trukket i land, vel sagtens for at være på linje med DJØF-tyranner, der fører sig frem på, at fasanen er invasiv, fordi den ikke er kommet hertil af egen vilje.
”Udsætningen af fasaner underminerer vores biodiversitet og etablerer en dybt uetisk jagttradition. Vi appellerer til regeringen om at gribe chancen baseret i VFRs anbefaling til at stoppe udsætning af gråænder, og også stoppe opdræt og udsætning af fasaner til jagt”.
Læs også:
Alternativet vil altså have Folketinget til at vrage VFRs indstilling til miljøministeren, hvorefter fasanudsætning kan ske i endnu 10 år. Jeg anser det for helt usandsynligt, at partiet kan samle 90 mandater til dette, og at Folketinget vil være rede til at betale erstatning til de godser og større gårde, der mister indtægter, når de ikke længere kan udleje dagjagter til 500 kr. pr. nedlagt fugl, eller de der udlejer jagtarealer, mister indtægter, når jagtlejerne ikke længere kan sætte fasaner ud.
Jeg synes, at det er nemt at foreskrive, hvordan Folketinget vil agere, fordi de naturligvis vil have et fair beslutningsgrundlag. Sagen vil således blive overgivet til et fagligt kompetent forum for at blive ”målt og vejet”. Og her har man kun VFR.
Man kan så lide VFR eller lade være, men det ændrer ikke ved, at Folketinget må formodes ikke at ville deltage i Alternativets korstog uden først at have fået vurderet forslaget hos et kompetent råd.
Og lur mig, om ikke VFR vil afgive samme svar, som man allerede har afgivet til miljøministeren. Og hvem vil stemme ja til et forslag, der går imod rådgivning fra miljøministerens råd?
Kun Alternativet, muligvis med støtte af Enhedslisten.
Der er jo en grund til, at forslaget fremsættes af Alternativet og ikke af De Konservative, Venstre eller Socialdemokratiet.
Få nu lavet fremstød for fasanjagt
Alternativet er den indtil videre sidste part, der blander sig i udsætning af fasaner, efter at DOF, DN og DB har undsagt udsætning af vildt til jagt i VFR. Også Det Dyreetiske Råd undsiger udsætning, og fordi så mange parter fra hvert deres ståsted har en mening om fasanudsætning og fasanjagt, som de kun har periferisk kendskab til, så bør jagtstemmen i VFR, hvilket vil sige det nuværende jægerforbund, Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer med Bæredygtig Jagt på sidelinjen planlægge en oplysningskampagne i digitale medier og printmedier, der oplyser om fasanudsætning og toner rent flag med den økonomiske side af sagen.
Ikke at det vil omvende arge jagtmodstandere i DOF, DN og DB, men det kan heller ikke skade at oplyse sagligt om emnet og herunder tone rent flag med hensyn til anskydninger, der naturligvis ikke kan undgås, og her er det vigtigt at slå fast, at netop derfor er apporterende hunde obligatorisk ved al småvildtjagt, også på fasaner, hvilket betyder, at alle anskudte fugle på en jagt, hvor der jages fasaner, bliver fundet og apporteret. De få, der eventuelt ikke bliver fundet, bliver taget af ræve.
Sidst til Alternativet: Hvis I en anden gang har et ønske om at blive taget seriøst som politisk parti af andre end jeres sympatisører, når I fremsætter forslag til Folketinget, så skal hjemmearbejdet gøres bedre, end det der er præsteret i dette tilfælde. Sæt jer ligeledes ordentligt ind i kommandoveje og procedurer.
Miljøministeren har jo VFR til at rådgive sig, og her har et udvalg arbejdet intenst med udsætning, hvilket har resulteret i indstillingen til, at udsætning af gråænder af hensyn til vandmiljøet beklageligvis ophører om fem år, og fasanudsætning fortsætter i endnu 10 år og skal evalueres løbende i perioden.
Læs også:
Henning Kørvel: Det koster kassen at røre fasanjagt
Det er strømpilene for udsætning af vildt til jagt i Danmark, og jeg vil gerne se, hvordan Alternativet vil bære sig ad med at ændre på det.
Jeg er ikke talsperson for VFR, men hvis jeg var medlem af VFR og så, at indstillinger fra rådet blev negligeret i Folketinget, og fasanudsætning således forbydes, så har I reelt nedlagt VFR, for hvorfor skal miljøministeren dog have et råd til at rådgive sig i også komplekse anliggender som fx udsætning af vildt til jagt, hvis ministeren ikke lytter til den rådgivning, som han får?
Læs også: