Jagthunden er med rette blevet kaldt for hagljagtens forudsætning og det er primært under apportering af anskudt fuglevildt, at hunden skal bestå sin prøve
Af Micheal Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Det er primært under apportering af vingeskudt fuglevildt, at apportøren skal bestå sin prøve.
Jagthunden er med rette blevet kaldt for jagtens redning. Uden en effektiv apportør kunne vi ganske enkelt ikke forsvare at drive jagt. Hverken jægerne eller det øvrige samfund kan leve med, at der efter jagten efterlades fugle i terrænet, som ikke samles op. Og navnlig er det vigtigt, at det anskudte vildt findes og aflives så hurtigt som overhovedet muligt.
Dødskudt vildt kan jægeren i mange tilfælde selv finde, og derfor er det først og fremmest, når det gælder anskydningerne, at vi er afhængige af en god hund.
Desværre er anskydninger dårligt defineret, og i daglig omtale føres både invaliderende skud og lettere anskydninger uden langtidsskadelig effekt til kontoen over anskydningerne.
Vingeskudte fasaner er kendt for at løbe fra nedfaldstedet og selv om de fleste fasaner nedlægges øst for Lillebælt og Storebælt er kravet til jagthundende det samme: De skal være is tand til at følge op på en løber og bringe den sikkert til jægerens hund uden at aflive den påskudte fugl
Når medierne diskuterer anskydningsprocenter, er det i reglen røntgenundersøgelserne, der refereres til. Altså indfangede gæs og trafikdræbte ræve etc. som viste sig at være påskudte med hagl.
I mange tilfælde var de påskudte dyr i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, og ad åre eller måneder var haglene indkapslet i muskulaturen. Ofte skyldes den slags anskydninger for lange skudhold samt anvendelse af uegnet våben og ammunition.
De mere invaliderende anskydninger, som brækkede vinger og overskydning af løb på hare og råvildt, optræder sjældent i de officielle anskydningsstatistikker. Den vingebrækkede fasan, som jægeren og hans hund ikke kunne finde, forender hurtigt og indgår i naturens fødekæde og fortæres af ræv eller mår etc. En fasan, der ikke er i stand til at flyve i træerne om natten, lever ikke længe.
Derfor er det også forholdsvis sjældent, at man finder fasaner med sammenvoksede vingestumper.
Hos ænder er dette mere almindeligt.
Navnlig dykænder, som på åbent hav kun har få naturlige fjender, klarer sig tilsyneladende oftere som anskudt, når de skal finde føde på havets bund, selv om de mangler det ene vingeled.
Svømmeænder med brækkede vinger kan på samme måde overleve i mange dage. Ofte indtil frosten lukker vandhullet, hvor de faldt. Da er den overladt til ræv og andre rovdyr, der sætter pris på andesteg.
På stive vinger
Endelig er der den sidste form for anskydning, nemlig det dræbelige skud, som alligevel ikke er øjeblikkeligt dræbende. Ofte sker det, at vildtet træffes med et eller flere hagl i de vitale dele uden at falde mod jorden.
For den urutinerede kan det faktisk være vanskeligt at se det lille sæt, det giver i det flygtende vildt, når det træffes af et eller flere hagl. Inden man ærgrer sig over sin åbenlyse forbier og kyler de afskudte patronhylstre i tasken, er det dog en god regel at holde øje med det vildt, der er skudt til.
Fuglevildt, der alligevel er ramt, når ikke langt, før det søger mod jorden. Glider fuglen på stive vinger, er det et ret sikkert tegn på, at den er anskudt og ofte allerede forendt. Inden den kolliderer med jorden, vil den i reglen kollapse og falde hovedkulds, som om skuddet pludselig indhentede den. Den slags fugle kan samles op det sted, hvor de falder.
Derimod skal man være mere varsom, når fuglene bremser farten med vingerne og sætter sig, som den normalt gør. Først når man med bøssen i anslag er helt fremme i det område, hvor fuglen faldt, slippes hunden.
Måske er fuglen allerede forendt, og da er alt godt. Men af og til er den påskudte fugl i stand til at lette efter at have sundet sig over det første chok. Og sker det, er det naturligvis vigtigt, at man forsøger at hente den med et skud eller to. Også i de tilfælde, hvor den anskudte fugl letter på kanten af det forsvarlige skud, bør man forsøge at hive den mod jorden. Måske vil blot et enkelt hagl eller to være det udslagsgivende, der sender den sårede fugl tilbage mod jorden.
Slutteligt bør det nævnes, at også vildt, der ikke forender i en sky af fjer og afskudte hår, er at regne som anskudt set fra hundens synspunkt.
I mange tilfælde er der blot tale om nerver, som ikke rigtig vil forlade vildtkroppen. Navnlig i de tilfælde, hvor vildtet er ramt i hovedet uden at være truffet i kroppen, kan de baske rundt på jorden og gøre den urutinerede apporterende hund forvirret.
Alt i alt skal man altså være klar over, at begrebet anskydninger er ret bredt. På sigt må man håbe, at mere nuancerede begreber grundfæstes i jagthundekulturen. Det vil i alle tilfælde gøre kommunikationen enklere.
