De australske vandbøfler blev skudt ned i titusindvis, men de store dyr nægtede at overgive sig og i dag kan jægere og andre naturbrugere atter opleve de tonstunge dyr udfolde sig i et af klodens vildeste områder
Af Netnatur.dk
Australiens vandbøffel nægtede at overgive sig
Briterne bragte vandbøfler til deres isolerede bosættelser i det nordlige Australien. Bosættelserne blev opgivet, men bøflerne klarede sig bedre. De bredte sig over vådområderne, voksede til hundredtusinder, blev siden bekæmpet massivt – og vendte tilbage. I dag jages nogle af verdens største vandbøffeltyre i Northern Territory.
Af Redaktionen
Det var egentlig menneskene, der skulle erobre Australiens tropiske nord, men mens flere af de første britiske bosættelser blev opgivet, viste nogle af de dyr, europæerne havde taget med sig, sig langt bedre i stand til at klare forholdene. Blandt dem var vandbøflen.
Omkring 80 vandbøfler blev mellem 1825 og 1843 ført til Melville Island og Cobourg Peninsula i det nordlige Australien. De skulle først og fremmest levere kød til de isolerede bosættelser, men da flere af kolonierne blev opgivet, blev nogle af bøflerne efterladt. Dermed begyndte en udvikling, som næppe nogen af datidens britiske kolonister havde forudset.
Bøflerne fandt sig hurtigt til rette i det tropiske landskab og bredte sig over det nordlige Australien. Næsten 200 år senere er deres efterkommere stadig en markant del af Northern Territory, hvor de på én gang betragtes som en introduceret art, en økonomisk ressource og noget af det mest imponerende storvildt, Australien kan tilbyde en jæger.
Briterne bragte bøflerne med
Vandbøflen hører oprindeligt hjemme i Asien, hvor den vilde asiatiske vandbøffel, Bubalus arnee, fortsat findes. Parallelt med den vilde form har mennesker gennem årtusinder holdt og spredt domesticerede vandbøfler, Bubalus bubalis, og det var sådanne dyr, briterne tog med til deres nordaustralske udposter.
Ifølge den australske regerings oplysninger om vandbøflens historie i Australien blev omkring 80 dyr bragt til Melville Island og Cobourg Peninsula mellem 1825 og 1843. Bøflerne på det australske fastland stammer derfor ikke fra dyr, som først etablerede sig på Melville Island og siden krydsede havet. Der blev foretaget introduktioner begge steder.
Geografien er værd at se nærmere på, fordi den fortæller en væsentlig del af historien. Melville Island ligger nord for Darwin og er i dag en del af Tiwi Islands, mens Cobourg Peninsula ligger mod øst på selve det australske fastland. På Google Maps kan man se Melville Island, Cobourg Peninsula og Northern Territory i forhold til hinanden.
De første bøfler kom til Fort Dundas på Melville Island i 1820’erne, og senere fulgte introduktioner til blandt andet Cobourg Peninsula. Dyrene skulle bruges som forsyning ved de isolerede bosættelser, men det tropiske Nordaustralien viste sig at være et vanskeligt sted for europæerne at etablere permanente kolonier.
Bosættelserne forsvandt, men bøflerne blev
Varme, fugtighed, sygdomme, enorme afstande og vanskelige forsyningsforhold gjorde livet hårdt. Fort Dundas på Melville Island blev opgivet få år efter etableringen, og Fort Wellington ved Raffles Bay på Cobourg Peninsula fik ligeledes en kort levetid. Senere blev også den britiske bosættelse ved Port Essington opgivet.
Bøflerne havde ikke de samme problemer. De havde brug for føde, vand og plads, og det fandt de i rigelige mængder. Da mennesker forlod bosættelserne, blev dyr efterladt, og de fritlevende bøfler begyndte gradvist at sprede sig over de nordlige flodsletter.
Det blev starten på en bemærkelsesværdig succes. En historisk gennemgang fra Northern Territory beskriver, hvordan bøfler fra de tidlige bosættelser på Cobourg Peninsula med tiden bredte sig til blandt andet flodsletterne omkring South Alligator River. Her fandt de et landskab, der næsten syntes skabt til dem.
Biologien gav bøflerne en fordel
Vandbøflens succes i det nordlige Australien hænger tæt sammen med dens biologi. Arten er stærkt knyttet til vand og trives omkring sumpe, flodsletter, permanente vandhuller og fugtige græsområder. Vand og mudder hjælper dyrene med at regulere kropstemperaturen, og netop disse muligheder findes i rigelig grad i de enorme områder.
Regntiden forvandler store dele af landskabet til sammenhængende vådområder. Når tørketiden følger, trækker vandet sig gradvist tilbage, men floder, billabongs, sumpe og permanente vandhuller bliver tilbage. Her havde vandbøflen adgang til både føde og vand, og resultatet blev en bestand, som efterhånden bredte sig over store dele af det tropiske nord.
En bøffelindustri voksede frem
Det varede ikke længe, før mennesket igen fik øje på værdien i de dyr, der var blevet efterladt. I anden halvdel af 1800-tallet voksede en egentlig bøffelindustri frem, hvor dyrene blev skudt for blandt andet skind, horn og kød. Professionelle bøffeljægere bevægede sig ud på flodsletterne, og vandbøflen gik dermed fra at være forsyningsdyr ved små britiske bosættelser til at blive en fritlevende naturressource.
På Melville Island blev efterkommerne af bøflerne fra Fort Dundas ligeledes genstand for kommerciel jagt. Northern Territory Governments historiske materiale beskriver en kød- og skindindustri på øen omkring perioden 1890-1920, mens udnyttelsen på fastlandet udviklede sig i endnu større målestok.
Gennem det 20. århundrede fortsatte bestanden med at vokse. Omkring begyndelsen af 1980’erne blev der anslået at være cirka 280.000 fritlevende vandbøfler i Northern Territory. Dyrene havde på dette tidspunkt betydelig økonomisk værdi gennem blandt andet kød, skind og levende eksport, mens jagt og turisme også var blevet en indtægtskilde.
Men en bestand på flere hundrede tusinde meget store græssere havde også en betydelig påvirkning på naturen.
Vådområderne blev påvirket
Bøflernes græsning, tramp og mudderbadning påvirkede vegetationen og selve strukturen i vådområderne. Deres faste færdselsveje gennem sumpene kunne udvikle sig til kanaler, som ændrede vandets bevægelse, og nogle steder kunne saltvand lettere trænge ind i områder, der tidligere havde været domineret af ferskvand.
Vandbøflen var derfor blevet et paradoks. På den ene side repræsenterede bestanden en økonomisk ressource, mens den på den anden side kunne medføre betydelige forandringer af nogle af Australiens værdifulde tropiske vådområder.
Det var imidlertid ikke primært miljøpåvirkningen, der skulle føre til den mest dramatiske reduktion af bestanden. Det blev Australiens forsøg på at udrydde brucellose og bovin tuberkulose.
Hundredtusinder blev til langt færre
Australien iværksatte i 1980’erne og 1990’erne den omfattende Brucellosis and Tuberculosis Eradication Campaign, normalt forkortet BTEC. De store fritlevende bøffelbestande kunne fungere som reservoir for sygdommene, og hvis sygdommene skulle fjernes fra den australske kvægproduktion, måtte smitten også bekæmpes blandt bøflerne.
Konsekvensen blev en omfattende nedskydning, som reducerede bestanden voldsomt. Historiske dokumenter fra Northern Territory Government viser, hvor central vandbøflen var i sygdomsbekæmpelsen, og hvor store økonomiske og biologiske interesser der var forbundet med bestanden.
I nogle områder var tilbagegangen dramatisk. Den australske regerings materiale om arten beskriver, hvordan bestandene blev kraftigt reduceret gennem 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, og for en tid kunne det se ud, som om den næsten 200 år gamle historie om de fritlevende australske vandbøfler var ved at slutte.
Men endnu en gang viste vandbøflen sin evne til at klare sig.
Vandbøflen vendte tilbage
Da den massive sygdomsbekæmpelse ophørte, var de biologiske forudsætninger, der oprindeligt havde gjort bøflen så succesrig, stadig til stede. Vådområderne, føden og vandet var der fortsat, og der var tilstrækkeligt med bøfler tilbage til at genetablere bestandene.
Antallet begyndte derfor igen at vokse, og især Arnhem Land rummer i dag betydelige bestande. Northern Territory Government beskriver fortsat vandbøflen som en introduceret art, der kræver forvaltning, men samtidig har bøflen bevaret sin økonomiske betydning som blandt andet jagtbart vildt.
Dermed er vandbøflen tilbage i den dobbeltrolle, der har fulgt den gennem en stor del af dens australske historie. For naturforvaltningen er store bestande en udfordring, mens de samme dyr kan repræsentere en værdifuld ressource for lokale samfund, erhverv og jagtoperatører.
Jagten på den gamle tyr
For den internationale jæger er det især de gamle tyre, der har gjort Northern Territory kendt. En stor vandbøffel er massivt bygget, og med vægte, der ifølge myndighederne kan nå 1.200 kilo, befinder de største dyr sig blandt de tungeste landdyr, der regelmæssigt jages med riffel.
Jagten foregår ofte i den tørre del af året, hvor fremkommeligheden er bedre. De enorme områder betyder, at der kan køres betydelige afstande for at lokalisere bøfler og finde en gammel tyr, hvorefter den egentlige jagt normalt fortsætter til fods.
På åbne flodsletter kan dyrene opdages på lang afstand, mens jagten i skov og tættere vegetation kan foregå under helt andre forhold. Her kan afstanden hurtigt blive kort, og en gammel tyr på måske 700, 800 eller 1.000 kilo er et dyr, der kræver respekt.
Den store kropsmasse stiller samtidig krav til både ammunition og skudplacering. Der anvendes derfor kraftige storvildtkalibre og projektiler konstrueret til høj penetration, men ingen kaliber kan erstatte korrekt placering af det første skud. Den professionelle jagtførers vurdering af tyr, skudvinkel og situation er derfor en væsentlig del af jagten.
Northern Territory er blevet bøffelland
For udenlandske jægere er Darwin den naturlige indgang til Northern Territorys bøffelområder. Herfra fortsætter rejsen til jagtområderne, blandt andet i retning af Arnhem Land og andre dele hvor enorme vådområder, floder, skov og savannelignende landskaber fortsat præger naturen.
Se Northern Territory, Darwin og bøffelområderne på Google Maps.
Det er dette landskab, vandbøflen har gjort til sit eget, og netop her ligger historiens særlige ironi. Briterne bragte dyrene til Australiens nordlige udposter for omkring 200 år siden som en praktisk ressource for deres bosættelser. Flere af bosættelserne måtte opgives, mens bøflerne blev tilbage og bredte sig til en bestand på hundredtusinder.
Siden skabte de grundlag for en hel industri, blev et alvorligt forvaltningsproblem og blev reduceret voldsomt gennem et af Australiens største sygdomsbekæmpelsesprogrammer. Alligevel overlevede bestanden og begyndte igen at vokse.
I dag går store tyre endnu en gang gennem sumpene og flodsletterne og dermed lever efterkommerne af de få bøfler, der blev indført i 1820’erne og 1830’erne, videre i en helt anden rolle end den, deres oprindelige ejere havde forestillet sig.
Nu er det blandt andet jægerne, der følger efter dem.
Jagt på vandbøffel i Australien
På Marked.Netnatur.dk findes et aktuelt tilbud på jagt efter store fritlevende vandbøfler i Northern Territory. Rejsen begynder i Darwin, hvorfra turen fortsætter mod jagtområdet.
Den vilde og oprindelige vandbøffel findes stadig
Australiens fritlevende vandbøfler er efterkommere af dyr, som mennesker indførte i 1800-tallet, men vandbøflens historie begynder ikke som husdyr. Den vilde asiatiske vandbøffel, Bubalus arnee, eksisterer fortsat i naturen og regnes som den vilde stamform til den domesticerede vandbøffel.
De oprindelige vilde bestande er i dag stærkt reducerede og findes hovedsageligt i dele af Syd- og Sydøstasien. De australske bøfler har derimod levet frit gennem generationer efter de historiske introduktioner og betegnes derfor som ferale eller fritlevende vandbøfler.
