Blodrus eller nødvendig regulering?
Hvad skete der lige i Letland under årets ulvejagt? Gik jægerne i blodrus – eller var det bare endnu en nødvendig regulering?
Af Redaktionen
Der er noget med tal. Især når de bliver store. Og især når de handler om ulve.
I denne sæson blev der igen nedlagt et markant antal ulve i Letland – et tal, der straks udløste den sædvanlige cocktail af løftede øjenbryn, moralsk forargelse og hurtige konklusioner. For mange! For få! For brutalt! For lemfældigt! For… ja, noget i hvert fald.
Det interessante er, at uanset hvilket tal man præsenterer, så er jægerne utilfredse. Og kritikerne endnu mere.
Når virkeligheden ikke passer til følelserne
Set udefra kan det hele ligne blodrus. Rifler, sne og ulvespor – et billede, der passer perfekt ind i fortællingen om den blodtørstige østeuropæiske jæger, der bare venter på at få lov at trykke på aftrækkeren.
Men virkeligheden er som regel mere kedelig. Og mere besværlig.
Letland har – i lighed med flere andre lande i regionen – valgt en forvaltningsmodel, hvor ulven reguleres som en naturlig ressource. Ikke fordi man havde ulve, men fordi man forsøger at balancere bestand, landbrug, husdyr, lokalsamfund og borgernes acceptere. Det er sjældent pænt. Og næsten altid utilfredsstillende for alle parter.
Til skab? For få? Det forkerte tal – hver gang
Hvis der nedlægges mange ulve, er det et tegn på rovdrift. Hvis der nedlægges få, er det et bevis på, at forvaltningen er uduelig. Hvis der slet ikke reguleres, er det enten naturromantik eller politisk fejhed – alt efter hvem man spørger.
Og jægerne? De står midt i det hele og tænker typisk noget i retning af:
“Det her løser stadig ikke problemerne.”
Jægerne i Letland giver i hvertfald udtryk for at årets rekordstore afskydning slet ikke er tilstrækkelig …
For selv med høje afskydningstal opleves konflikterne ofte lokalt som uændrede. Ulvene flytter sig. Nye individuelle vandrer ind. Bestanden justerer sig. Naturen er, som bekendt, sjældent imponeret over menneskets excel-ark.
Den ubehagelige sandhed
Der findes ingen tal, der gør alle glade.
Der findes ingen regulering, der både tilfredsstiller jægere, landmænd, biologer, politikere og sociale medier på samme tid.
Det eneste sikre er, at ulven ikke forsvinder af at blive diskuteret ihjel – og at jægerne heller ikke bliver mere tilfreds af at blive fremstillet som enten helt eller skurke.
Måske er det netop dér problemet ligger. Ikke i antallet af ulve, der blev nedlagt, men i forestillingen om, at der findes et rigtigt tal.
Og indtil nogen finder det, vil debatten fortsætte.
