Debatten om ulv vækker stærke følelser. Det gælder ikke kun i Danmark, men i store dele af Europa, men hvordan regulerer andre lande bestanden
Ulven i Europa: Sådan regulerer andre lande bestanden
Af Redaktionen
For nogle er ulven et vigtigt symbol på vild natur. For andre er den et konkret problem, især når den kommer tæt på husdyr, bebyggelse eller mennesker. Derfor er spørgsmålet om regulering blevet et af de mest omdiskuterede emner i moderne naturforvaltning.
Denne artikel handler ikke om, hvorvidt man grundlæggende er for eller imod ulv. Den handler om, hvordan andre europæiske lande håndterer ulven, når bestanden vokser, og når der opstår konflikter.
Ulven er en del af den europæiske natur. Men den er samtidig en art, der i flere lande reguleres gennem jagt, beskyttelsesjagt eller målrettede tilladelser. Modellerne er forskellige, og de afspejler både landenes lovgivning, bestandens størrelse, husdyrhold, geografi og politiske prioriteringer.
Danmark: Fra total fredning til problemulv
I Danmark har ulven i mange år været forbundet med en meget høj grad af beskyttelse. Det har betydet, at regulering kun kunne komme på tale i helt særlige tilfælde.
I de senere år er der dog åbnet for, at myndighederne i visse situationer kan give tilladelse til regulering af en såkaldt problemulv. Det kan for eksempel være en ulv, der gentagne gange angriber husdyr bag ulvesikrede hegn, eller en ulv, der udviser en unormalt nærgående adfærd over for mennesker.
Det lyder umiddelbart enkelt, men i praksis er det vanskeligt. For hvordan sikrer man, at det netop er den rigtige ulv, der reguleres? Ulve bevæger sig over store afstande, og identifikation via DNA tager tid. Derfor er netop spørgsmålet om problemulve et af de centrale dilemmaer i dansk ulveforvaltning.
Danmark har ikke en tradition for almindelig jagt på ulv. Reguleringen er myndighedsstyret og knyttet til konkrete hændelser og tilladelser.
Sverige: Licensjagt og politisk fastsat bestandsmål
Sverige har en langt større ulvebestand end Danmark og har i mange år haft en mere aktiv forvaltning af arten.
Her anvendes både licensjagt og beskyttelsesjagt. Licensjagten er en årlig kvotejagt, som normalt finder sted i vintermånederne. Formålet er at holde bestanden inden for et politisk og forvaltningsmæssigt fastsat niveau.
Den svenske regering har arbejdet for at sænke referenceniveauet for ulv fra 300 til 170 dyr. Det har skabt både politisk og juridisk debat, blandt andet fordi spørgsmålet om gunstig bevaringsstatus spiller en afgørende rolle i EU-retten.
Ud over licensjagten anvender Sverige beskyttelsesjagt. Den kan komme på tale, hvis en ulv gentagne gange angriber husdyr eller udviser en adfærd, der vurderes som problematisk.
Sverige er dermed et eksempel på et land, hvor ulven fortsat er beskyttet, men hvor regulering samtidig indgår som en fast del af forvaltningen.
Tyskland: Hurtigere indgreb efter angreb
Tyskland har i dag en af Europas hurtigst voksende ulvebestande. Ulven har især bredt sig i det nordlige og østlige Tyskland, og konflikterne med husdyrholdere er vokset i takt med bestanden.
Derfor har Tyskland bevæget sig i retning af en mere aktiv regulering.
Et centralt punkt i den tyske debat har været muligheden for hurtigere indgreb efter angreb på husdyr. I visse tilfælde har der været lagt op til, at ulve kan reguleres i et område omkring et angreb, uden at man først skal afvente endeligt DNA-svar på, hvilken konkret ulv der stod bag.
Det er en markant forskel i forhold til den mere snævre danske tilgang, hvor identifikation af problemulven ofte er en væsentlig del af spørgsmålet.
Tyskland har desuden arbejdet med at indarbejde ulven i jagtlovgivningen, men implementeringen afhænger af de enkelte delstater. Det betyder, at reglerne kan variere betydeligt fra område til område.
Norge: Ulvezone og lav tolerance udenfor
Norge er ikke medlem af EU og er derfor ikke bundet af EU’s habitatdirektiv på samme måde som Danmark, Sverige, Tyskland og de baltiske lande.
Den norske model bygger på en geografisk zoneopdeling. Ulven må kun yngle inden for en begrænset ulvezone langs grænsen til Sverige. Uden for denne zone er tolerancen langt lavere.
Det hænger især sammen med Norges store fåre- og rensdyrhold, hvor husdyr i mange områder går frit i landskabet. Ulven bliver derfor ikke kun betragtet som et naturpolitisk spørgsmål, men også som et direkte erhvervs- og distriktsproblem.
Når ulve etablerer sig uden for zonen, kan der gives tilladelse til licensjagt eller beskyttelsesjagt. Norge har derfor en af Europas mest restriktive geografiske modeller for ulv.
Finland og Baltikum: Ulven som jagtbar art
I Finland og de baltiske lande har ulven historisk haft en anden status end i Danmark. Her har ulven været en mere permanent del af faunaen og samtidig en art, der i større grad er blevet forvaltet gennem jagt.
Estland, Letland og Litauen har i mange år haft ulvebestande, der reguleres gennem kvotebaseret jagt. Her betragtes ulven i højere grad som en del af den almindelige vildtforvaltning.
Finland anvender også en forvaltningsmodel, hvor der i visse områder kan gives licenser til regulering. Konflikterne er særligt markante i områder med rensdyravl og i landdistrikter, hvor ulveflokke skaber utryghed eller tab.
Den finske og baltiske tilgang viser, at ulveforvaltning ikke kun handler om biologi, men også om kultur, historie og lokal accept.
EU har ændret ulvens beskyttelsesstatus
En vigtig del af debatten er EU’s habitatdirektiv. Ulven har i mange år været omfattet af den strengeste beskyttelse i store dele af EU. Men EU har nu ændret ulvens beskyttelsesstatus fra strengt beskyttet til beskyttet.
Det betyder ikke, at ulven frit kan jages overalt. Den er fortsat beskyttet, og medlemslandene skal fortsat sikre, at bestanden ikke bringes i fare. Men ændringen giver landene større mulighed for at tilpasse forvaltningen til lokale forhold.
Det er netop her, den europæiske forskel bliver tydelig. Nogle lande vælger en meget forsigtig linje. Andre lande bruger allerede kvoter, licensjagt eller geografiske zoner som en del af forvaltningen.
Danmark står over for et valg
Danmark har stadig en lille ulvebestand sammenlignet med mange andre europæiske lande. Men konflikten er ikke nødvendigvis proportional med bestandens størrelse. Selv få ulve kan skabe store problemer, hvis de etablerer sig i områder med husdyr, rekreativt brug eller tæt kontakt til mennesker.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor mange ulve Danmark har. Spørgsmålet er også, hvilken type forvaltning Danmark ønsker.
Skal regulering fortsat kun ske i helt særlige tilfælde? Skal myndighederne have hurtigere redskaber, når ulve angriber husdyr bag hegn? Skal Danmark på længere sigt arbejde med zoner, bestandsmål eller andre modeller inspireret af udlandet?
Det er spørgsmål, der kræver en saglig debat.
En debat med fakta frem for fronter
Ulvedebatten har alt for ofte været præget af skyttegrave. På den ene side står dem, der ser ulven som en naturlig og ønsket del af den danske natur. På den anden side står dem, der oplever ulven som en trussel mod husdyr, jagt, tryghed og lokal livsform.
Men hvis debatten skal føre til holdbare løsninger, må den løftes ud af de rene fronter.
Andre europæiske lande viser, at der findes mange forskellige modeller. Ulven kan være beskyttet og samtidig reguleres. Man kan acceptere ulven i naturen og samtidig diskutere, hvor, hvornår og hvordan den skal forvaltes.
Det er ikke en opfordring til ulovligheder. Tværtimod. En seriøs debat om regulering forudsætter, at loven respekteres, og at beslutninger træffes på et oplyst grundlag.
Ulven er kommet tilbage. Derfor er debatten også kommet for at blive.
Spørgsmålet er, om Danmark vil tage den debat med fakta, fornuft og respekt for de mange forskellige interesser, der mødes i naturen.
Regulering af ulv i udvalgte lande
Danmark
Regulering kan ske i særlige tilfælde, blandt andet ved problemulve. Der er ikke almindelig jagt på ulv.
Sverige
Anvender licensjagt og beskyttelsesjagt. Regeringen har arbejdet for at sænke det nationale referenceniveau for ulv.
Tyskland
Har en voksende bestand og arbejder med hurtigere regulering efter husdyrangreb. Reglerne afhænger i høj grad af delstaterne.
Norge
Har en ulvezone langs grænsen til Sverige. Uden for zonen er tolerancen lav, især af hensyn til fåre- og rensdyravl.
Finland
Anvender licenser til regulering i områder med konflikter, blandt andet i relation til rensdyravl og landdistrikter.
Estland, Letland og Litauen
Har tradition for kvotebaseret jagt på ulv som en del af den almindelige vildtforvaltning.
