Miljø- og fødevareministeren vil styrke biodiversiteten i byerne. Det skal blandt andet ske på Banedanmarks terræner i byerne, hvor sjældne planter, biller og edderkopper kan leve tæt på mennesker
Af Miljøministeriet
Byens baneterræner har fantastiske mikroklimaer, som kan være de rene oaser for blomstrende, interessant og vigtig flora, og de er oplagte steder, når indsatsen ”Natur i byen” fra Naturpakken skal realiseres.
-Den moderne by med alle dens store infrastrukturprojekter er også et sted, hvor der skal være plads til dyr og planter. Vi skal udnytte de grønne muligheder inde i byerne, som allerede findes, og skabe nye. En styrket biodiversitetsindsats i byerne kan være til glæde for det stigende antal mennesker, der bor i byerne ved at skabe naturoplevelser tæt på deres bopæl, ligesom det øger forståelsen for natur, siger Esben Lunde Larsen.
Ministeren rykkede i dag ud og tog et hjørne af Banedanmarks baneterræn over for Fisketorvet i København i selvsyn. Det skete blandt andet sammen med Banedanmark og Anni Matthiesen fra Venstre, som sammen med K og LA og DF står bag Naturpakken, samt naturvejleder og museumsinspektør Morten D.D. Hansen.
Banedanmark og Miljøstyrelsen har netop lavet en partnerskabsaftale, som går ud på at gøre en positiv forskel for biodiversiteten i byerne primært gennem en fælles fokuseret plejeindsats på en række bynære baneterræner. Erfaringerne skal fungere som eksempler på, at det er muligt for kommuner og andre aktører at indtænke og gøre en indsats for mere artsrig natur i forbindelse med store infrastrukturprojekter.
-Her har vi en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvordan vi kan passe på naturen i byerne, som vokser. I andre lande har man allerede i en række storbyer som Berlin og New York brugt gamle baneterræner til rekreative arealer til glæde for dyr og planter. Nu tager vi første spadestik til noget tilsvarende herhjemme, siger miljø-og fødevareministeren og fortsætter:
-Nu samler vi inspiration, så vi kan lave lignende tiltag andre steder, f.eks. på havnearealer, skrænter og rabatter ved motorveje, på parkeringspladser, i lufthavne, etc.
Baneterrænerne i Danmark er igennem jernbanedriften blevet til helt unikke levesteder for et væld af arter. Driften har formet områderne, så de i dag efterligner små steppe-og klippelandskaber. Naturtypen kaldes et ruderat. Driften har skabt et barskt mikroklima, der fremmer arter, der er gode til at tolerere tørke, varme og forstyrrelser. Nogle arter findes kun her i hele Danmark, blandt andet finbladet norel, purpur-storkenæb og rød hejre.
Der vil blive mulighed for offentlig adgang de steder, hvor Banedanmark finder det forsvarligt i forhold til folks sikkerhed, og hvis det er muligt i forhold til banedriften.
”Natur i byen” er en del af Naturpakken.