Danmarks Jægerforbund mener det skal være muligt at gå på jagt efter vildtarter, hvor PFAS-indholdet ligger under grænseværdierne
Jagtforbud ved Harboøre og Agger bør ophæves
Regeringen har planer om at ophæve fiskeriforbuddet ved Harboøre Tange. Derfor bør Jagtforbuddet på statens arealer ved Harboøre Tange og Agger Tange på de vildtarter som ikke viser forhøjet indhold af PFAS ophæves samtidig.
Af Niels Søndergaard, chef for interessevaretagelse, vildtforvaltning og uddannelse i Danmarks Jægerforbund
Regeringen vil ophæve forbuddet mod at fiske ved Harboøre Tange. Fremover skal det være op til den enkelte, om man vil spise fisk fra området.
Fiskene ved Harboøre kan være forurenet med bl.a. kviksølv og PFAS. Derfor mener Danmarks Jægerforbund også, at det skal være muligt at gå på jagt efter de vildtarter, hvor PFAS-indholdet ligger under grænseværdierne.
Den logiske konsekvens må derfor være, at det generelle jagtforbud, som har været gældende siden 2022 på statens arealer på grund af forhøjet PFAS-indhold i svømmeænder skal ophæves, og fremadrettet kun gælde de arter (gråand og krikand), som har vist sig at have alt for meget PFAS i kødet. Derved vil de lokale jægere i området igen kunne dyrke deres hobby.
LÆS mere om andejagt på netnatur.dk/ANDEJAGT
Der blev ved en undersøgelse i 2021-2022 konstateret PFAS koncentrationer i gråænder og krikænder fra Harboøre Tange og Agger Tange, som langt overskrider grænseværdierne. Derfor blev al jagt på statens arealer forbudt i området i 2022. Men det har betydet, at de lokale jægere også har været forhindret i at gå på jagt efter de vildarter, som ikke har vist tegn på for højt indhold af PFAS.
På den baggrund vil Danmarks Jægerforbund kraftigt opfordre til, at det generelle jagtforbud på statens arealer på Harboøre Tange og Agger Tange bliver ophævet så hurtigt som muligt, og bliver erstattet af et selektivt forbud som kun retter sig mod de arter som beviseligt har et for højt indhold af PFAS.





