Han blev kaldt ”Urmageren”, men hed Martin Christensen og huskes i dag som en af Danmarks bedste, når det gælder håndlavede og vellignende lokkefugle
Den unikke lokkefuglemager
Få jægere har som ”Urmageren” (Martin Christensen) i Rudkøbing kunnet skære lokkefugle og farvelægge dem så nær udseendet hos levende artsfæller. Han kom til Rudkøbing i 1924 og fattede interesse for den lokale strandjagt: Trækjagt med lokkefugle, og han lavede dem af piletræ i så gedigen udførelse, at han i eftertiden står som lokkefuglemagernes mester. Henning Kørvel, der så, hvor det bar hen, da lokkefugle af pvc kom frem, indsamlede i 1970-erne lokkefugle af blandt andet Urmageren, og de en vigtig del af samlingen på Det Grønne Museum.
Tekst: Henning Kørvel
Han var perfektionist, men nogle vil nok kalde ham for pernittengryn.
I Rudkøbing på Langeland kaldtes han ”Urmageren”, men hed Martin Christensen (1897-1974), og han var oprindelig uddannet urmager, men fordi han havde hænderne ”skruet rigtigt på”, så tog han sig af reparation af al finmekanik, og foruden ure reparerede han således cykler, haglbøsser og rifler.
Bådmotorer havde han også forstand på. Han var med andre ord et unikum, som lever videre i eftertiden, fordi nogle af hans smukke lokkefugle kan nydes på Det Grønne Museum.
Martin Christensen kom til verden i landsbyen Tørring i Østjylland i 1897. Han var søn af en urmager, der også var cykelsmed og bøssemager.
Med Odense som mellemstation, hvor han i nogle år arbejdede som urmagersvend, flyttede han og hans kone i 1924 til Rudkøbing, og han fik straks interesse for egnens specielle strandjagt: Trækjagt fra store trækjagtpramme med anvendelse af lokkefugle.
Det var en jagtform, der var opstået på Langeland, efter at den svenske konsul Alfred Nielsen 19 år tidligere i 1905 havde fået en trækpram fra USA, og med den fulgte nogle lokkefugle, som blev rollemodel for jægere i Rudkøbing og Urmageren med spredning til hele det Sydfynske Øhav.
Sidst i 1920-erne begyndte Urmageren at lave lokkefugle af piletræ, fordi det er en let træsort, der er let at forarbejde, og det flækker ikke ved soltørring efter at have været vådt.
Urmageren – Martin Christensen – ses her med en krageugle, som han har lavet. Den har både stemme og kan dreje hovedet fra side til side.
Hans lokkefugle var med glasøjne, og ænder og gæs havde næbnegl. Lokkefuglene fra hans hånd nød stor anerkendelse og blev beundret for skønhed, stilsikkerhed og elegance.
Han var ikke den første i Rudkøbing, der fremstillede lokkefugle. Han havde således kigget over skulderen hos Christian Jensen, kaldet ”Sjal”, der både fremstillede og solgte lokkefugle til langelandske jægere.
Inspireret af lokkere fra USA
Sjal var så vidt vides den første strandjæger i Rudkøbing, der fremstillede lokkefugle, og det er meget sandsynligt, at han blev inspireret af de lokkefugle – vist nok fra den berømte Mason Decoy Factory i Michigan – der fulgte med den trækpram, som Alfred Nielsen fik fra USA i 1905.
Knortegæs vejede tungt i Urmagerens lokkefugleproduktion, for dengang blev mørkbugede knortegæs jaget både forår og efterår, og i samlingen på Det Grønne Museum findes en sjælden ”feeding” knortegås, der med lang hals illuderer at fiske efter ålegræs.
Han fremstillede også bramgæs, gråandelokkere, pibeænder, troldænder, stor skallesluger og krikænder.
Krager lavede han også, og en skovdue har han endvidere fremstillet. Paul Breaum i Rudkøbing, der er den person, som i strandjagtkonsulent Viggo M. Fynboes film ”Strandens og havets fauna” fra begyndelsen af 1950-erne skyder hvinænder fra en Langelandspram, vandt således engang en skovdue, fremstillet af urmageren som førstepræmie i lerdueskydning. Paul Breaum levede i flere år som professionel strandjæger.
Breaum var stolt af lokkeduen, og i 1975 gav han den til ego, og den fulgte med, da jeg i 1982 donerede min lokkefuglesamling til Dansk Jagt & Skovbrugsmuseum i Hørsholm, hvor lokkefuglene kunne ses, før museet blev nedlagt og dets samling overført til Det Grønne Museum.
Hvor mange lokkefugle Martin Christensen har fremstillet, er uvist. Familien siger formentlig cirka 150. Andre mener 500-600.
Han fremstillede både lokkefugle til sig selv og andre på bestilling. I 1928 tog han efter Paul Breaums udsagn to kroner for en lokkefugl, og den sidste kendte pris i 1960-erne var 15-20 kroner, svarende til den pris, som lokkefugle af pvc kostede.
Men det var ikke mange lokkere, han fremstillede fra 1960-erne og frem til, at han i 1973 forlod Rudkøbing for at bosætte sig i Lyngby.
Henning Kørvel og hans Labrador Retriever, Chasse, ses her ved hans samling af lokkefugle, før han i 1982 donerede den til Dansk Jagt & Skovbrugsmuseum. Over hans hoved ses lokkefugle af Urmageren: Store skalleslugere, feeding knortegås og et par gråænder. Samlingen rummede cirka 20 lokkefugle, fremstillet af Urmageren.
Udover at sælge lokkefugle klar til brug, solgte Urmageren halvfabrikata, og jægere kunne desuden låne hans skabeloner til kroppe og hoveder og selv færdiggøre deres lokkefugle.
Når man ser på mange af de lokkefugle, der blev fremstillet af jægere som Paul Breaum, Niels Bønnelykke, Nicolaj Carlsen, Edmund Dreyer, August Enevoldsen og Christian Jensen. Rudkøbing, så springer specielt store skalleslugere af skibsbygger Edmund Dreyer i øjnene, fordi de ser ud, som om de er fremstillet af halvfabrikata fra Urmageren, men det er tydeligt, at Dreyer ikke havde Urmagerens sans for detaljen, og lokkefuglene ser derfor anderledes ud end Urmagerens, der var suveræne. Urmageren malede sine lokkere efter en svensk fuglebog.
Lokkefugle med ”flyverøjne”
Urmageren sleb dem, så kroppe og hoveder var glatte og perfekte, før han farvelagde dem. For specielt knortegæssenes vedkommende blev nogle fremstillet med åbentstående næb, og når han brugte dem til trækjagt, gav ham den tang i næbbet, og ifølge pølsemager Ole Nielsen, som jagede sammen med Urmageren indtil 1973, gjorde denne så meget ud af udlægningen af lokkefuglene, at han sjældent var færdig med at lægge dem, ud, før trækket var ovre.
Under Anden Verdenskrig, hvor det ikke var til at opdrive glasøjne, brugte Urmageren ”flyverøjne” til sine lokkere. De blev fremstillet af plexiglas fra en flyvemaskine, der var skudt ned over Langeland af tyskerne. Af plexiglasset drejede han øjnene ud på drejebænk, og de blev herefter malet, før de blev monteret på hans lokkefugle.
Urmageren byggede desuden sin egen version af Langelandsprammen til sig selv med lavere bordhøjde, så den synede af så lidt som muligt, når den lå på vandet.
Senere lykkedes det for Hans Aage Mortensen i Rudkøbing at få fat på urmagerens pram, men fordi Dansk Jagt og Skovbrugsmuseum afslog at modtage den, satte han den i stand ved at belægge Urmagerens træpram med et lag glasfiber, og den fineste trækpram så dermed dagens lys.
Hans Aage Mortensen lægger her lokkefugle ud til hvinandeandejagt i Sydfynske Øhav. Prammen er lavet af Urmageren med lavt fribord. Grundet stærk strøm fastholdes prammen under jagt af to ankre, så den ikke svajer, men ligger stabilt i forhold til ændernes trækretning.
Samme år som Urmageren havde forladt Rudkøbing for at bosætte sig i Lyngby, havde en danskamerikaner vist interesse for lokkefulgle fra Rudkøbing, og han havde købt cirka 150 for 15-20 kroner pr. stk.
Han fortalte, at lokkerne skulle skæres igennem og bruges som vægdekoration i en restaurant i USA.
Ifølge Hans Aage Mortensen, der har fortalt historien, fik danskamerikaneren sat et yderligere antal lokkere til side med henblik på senere afhentning, men de blev ikke afhentet.
Også i Danmark er der interesse for lokkere som dekoration. Nogle samler også på dem, men priserne har hidtil ikke nået de højder, som kendes for antikke lokkefugle i USA.
Men priser for fine vellignende lokkefugle på 2.000-3.000 kroner er dog ikke ualmindelige i Danmark, men markedet er smalt, fordi mange hjemmelavede lokkefugle blev destrueret, da lokkefugle af pvc vandt frem, og bortset fra det sydfynske område, hvor trækjagt før trækpramme tog over først i 1900-tallet, udøvedes fra ”skydebatterier”, er der ikke andre steder i landet med Vadehavet som undtagelse udøvet så massiv trækjagt med lokkefugle.
Lokkeknortegæs af spærreballon
Bortset fra lokkeknortegæs, der fandtes over stort set hele Danmark, har andre lokkefugle bortset fra regnspover i Vestjylland været beskedent i antal, og fordi forholdsvis få er bevaret op til i dag, er udbuddet af lokkere til både samlere og andre, der er interesserede i at få et par lokkefugle til at stå ril pynt, relativ sjældne.
Jeg er derfor glad for og stolt over, at det lykkedes for mig fra 1975 og fremefter at indsamle over 200 lokkefugle i det væsentlige fra Sydfynske Øhav med hovedvægt på Rudkøbing.
Jeg havde dog allerede i 1960-erne af min jagtven, Claus From Jensen fået en lokkeknortegås, fremstillet af stof, fyldt ud med granulat og med indsyet blykøl.
Det var en smuk lokkefugl, men først mange år senere fandt jeg ud af ved læsning af ”Strandjagt” fra 2015 ud af, at den var lavet af Villy ”stenhugger” Hansen, Nykøbing F.
I Guldborgsund fandt han under Anden Verdenskrig en tysk spærrebalon, og af den syede hans kone en vindtæt jakke til ham og broren, Edvard ”bogbinder” Hansen, og herudover blev stoffet brugt til de bemeldte lokkeknortegæs, som Villy Stenhugger og hans jagtvenner i en årrække brugte til knortegåsejagt ved Rågø ud for Nordlollands kyst.
En jæger, der var perfektionist som Urmageren til at fremstille lokkefugle, var dyrlæge Erik Sigurd Hansen (2. april 1925 – 24. august 2009).
Han boede i Kattinge og drev blandt andet jagt i Roskilde Fjord, og i lighed med Urmageren lavede han særdeles fine lokkefugle som for eksempel store skalleslugere og gråænder.
Han og Urmageren var suveræne og stilsikre, og deres lokkefugle vil altid være i særklasse, fordi forarbejdningen, farvelægningen og brugen af glasøjne gør dem til unik folkekunst.
SE FOTOSERIEN: URMAGERENS LOKKEFUGLE
