En beretning fra Tårs om bukkejagt og gode naboer…
Af Alex Røge Hermansen, Tårs
Efter at have erhvervet vores lille landsted, Brogård på godt 3 tønder land i år 2000, har jeg i løbet af årene gået og plantet lidt for vildtet, renset et plumret vandhul op og etableret vildtstriber gennem beplantningen og rundt om søen. Derudover driver landmanden, som vi købte gården af, ca. en hektar med korn, idet brakmarken, som vi havde til at begynde med, efter de første par år var blevet noget gold og træls at se på.
I løbet af årene har jeg brugt megen tid på at nyde udsigten fra mine stuevinduer når harer, ænder, duer, fasaner og agerhøns har nydt godt af mine tiltag, herunder specielt min foderautomat i bunden af haven.
Enkelte gange har vi en tidlig morgen eller sen aften været heldige at se råvildt i haven og på marken, men de sidste par år har der gerne, når kornmarkerne nåede en vis højde i løbet af sommeren, stået råvildt på eller i skellet til vores ejendom, ligesom der i pilekrattet nord for søen gerne vil stå råvildt i vinterhalvåret. Desværre har vi ikke haft så meget fornøjelse af at se råvildtet i pilen, som blev plantet for nogle år siden, idet den del af ejendommen ligger bag vores udhuse.
Jeg har gennem årene fået lov af flere af mine naboer til at skyde råvildt på deres marker og i år tilbød landmanden, som vi i sin tid købte Brogård af, at jeg kunne skyde et par bukke på hans marker og engarealer, hvilket medførte at jeg til premieren den 16. maj havde rådighed over et sammenhængende stykke jagt på over 300 hektar, fordelt på 6 forskellige ejendomme, så snart jeg trådte uden for døren.
Det er så herligt at have sådanne naboer, når man er bidt af jagten! Jeg havde i ugerne op til bukkejagtens start været rundt i terrænet for at kigge efter fejninger, men var nok lidt skuffet, idet det var ikke voldsomt mange jeg fandt. Men jeg så da en enkelt buk på det nye terræn, ligesom jeg et par gange så en gaffelbuk på marken overfor vores indkørsel uden rigtig at kunne bedømme størrelsen på den. Da græsset begyndte at gro i starten af maj var det tiden at klippe vildtstriberne på stierne rundt i beplantningen og omkring søen.
Noget forbavset var jeg, da jeg fandt friske fejninger på pilene i skellet ind til naboens rapsmark, der i år omgiver de 3 sider af vores ejendom. Jeg holdt derfor øje med fejningerne, der blev til flere og flere. Jeg vil tro at der på godt 100 meter af pilelæbæltet mod vest var fejninger på ca. 30 af pilene. Det kunne næsten kun være gaffelbukken, som jeg tidligere havde set et glimt af nær vores ejendom.
Efter de mange fejninger at dømme måtte bukken være ung, hidsig og med et overskud af energi, som sjovt nok skulle gå ud over mine planter. Jeg havde ikke den store tiltro til at han ville holde til på vores ejendom, idet naboen med rapsmarken havde fortalt, at der gik en pæn buk i haven ved hans ejendom, hvor stuehuset p.t. står tomt. Det ville nærmest være umuligt at få en chance til denne buk i rapsen, der dækker ca. 60 hektar i et sammenhængende stykke, hvor stuehuset og haven til ejendommen ligger som en ø i midten. De første dage i bukkejagten gik derfor med at pürsche rundt i engen på det nye terræn, uden at der dog var særlig stor udgang af dyr.
Jeg så en enkelt buk på kanten til naboens mose, men på den anden side af en 300 meter bred nyspiret kornmark. Det ville med andre ord være umuligt at komme til en chance af dyret. Senere så jeg et smaldyr på engen, men ikke flere bukke. Jeg har heldigvis også en god kollega, der har en ejendom i nærheden, hvor jeg også har lov til at jage med riffel. Deres ejendom ligger i et stort skovbryn og her tilbragte jeg et par aftner i en stige uden dog at se en buk. Det blev imidlertid begge gange til et herligt syn af to smaldyr, som sikkert var blevet sendt på porten af gammelråen for nylig. 6 dage hen i bukkejagtsæsonen var det efterhånden som om at mismodet begyndte at brede sig.
Aldrig har jeg i mine år, som aktiv bukkejæger, set så få bukke i jagtsæsonen og aldrig har jeg været så meget af sted uden bare at få chancen til en buk. Men den 22. maj om aftenen drog jeg alligevel af sted igen – drevet af lysten men også lidt af pligten. Denne gang ville jeg prøve lykken hos min nabo (Ja – det kalder vi altså alle indenfor rimelig gåafstand), der har en eng som grænser op til naboterrænet, der udgøres af en større mose. Jeg trængte simpelthen til synet af noget råvildt på nethinden og selvom jeg aldrig har skudt buk på terrænet, så plejer jeg altid at se råvildt inde i mosen.
Det holdt også denne gang stik, ide jeg straks fik øje på en god buk og en rå på 3-400 meters afstand, der langsomt essede sig vej gennem mosen, væk fra mig. Efter en times tid på bakken stod der pludselig en lille spidsbuk ca. 50 meter inde i mosen og kort tid efter kom også et smaldyr til syne. Begge bevægede sig, akkurat som det er sket de foregående år, væk fra engen og længere ind i mosen. Herefter valgte jeg at gå til bilen, for at bruge den sidste halve time på vores egen lille ejendom midt i hele reviret. Måske ville der alligevel gå en buk sammen med de smaldyr, der de seneste aftener har vekslet mellem rapsen, kornmarken og mine vildtstriber med saftigt kløvergræs.
Straks da jeg kom op over bakkekammen bagved udhusene, så jeg kunne overskue pilekrattet, fik jeg øje på et dyr. Langsomt fik jeg håndkikkerten hevet frem og kunne konstatere, at der var tale om en buk. Jeg gik staks i flyverskjul, idet jeg var fuldstændig blottet der midt på bakketoppen, kun dækket af brakkens stadig visne gevækster. Imens jeg fik skydestokken reguleret ind i højden og gjort riflen klar, fik tankerne frit løb. Aftenen før, da jeg kom hjem fra pürsch, var jeg lige gået samme vej rundt om bygningen og ned for at se til fejningerne i pilen. Mens jeg spejdede efter råvildtet på den anden side af slugten i skellet ind mod naboens rapsmark, havde et af smaldyrene fået øje på mig fra kvasdyngen i bunden af slugten – den havde jeg ikke lige fået ordentligt afsøgt i det svage lys. Storsmælende sprang hun i høje elegante spring ind i rapsmarken, hvor hun efter et par minutter faldt til ro. Jeg er ikke sikker på at hun nogensinde fandt ud af hvad hun havde set, men sur det var hun.
Efter synet af bukken og den hurtige sammensynkning måtte jeg konstatere, at jeg ikke havde haft tid til at kigge ordentligt efter, hverken i brakken på min side af slugten, eller i kvasdyngen, mens jeg var rimelig sikker på at der ikke stod dyr på den anden side af slugten ind mod rapsen. Det var derfor med allerstørste forsigtighed at jeg rejste mig op med riflen klar i skydestokken. Bukken var væk og i skyndingen blev jeg i tvivl om præcist hvor på vildtstriben han havde stået.
Jeg bevægede mig derfor meget langsomt ned af skråningen, idet jeg ikke ville risikere at blive afsløret af hverken buk eller af et af smaldyrene, hvilket ville være katastrofalt for en chance til skud. Pludselig stod han der! Med sine mørke øjne rettet direkte mod mig og gehøret vagtsomt rejst, stod han ved siden af kvasdyngen på kanten af vildtstriben og brakken, der adskilte os. Jeg hævede langsomt riflen og fandt ham i kikkerten.
Med ni gange forstørrelse fyldte han godt i kikkerten, idet afstanden var under 30 meter. Jeg fangede bladet og trak en anelse frem på kroppen, da han stod lidt spidst for, hvorefter jeg lod den 9,7 grams Lapua Mega forlade mundingen med et kraftigt smæld. På grund af den store forstørrelse i kikkerten, var det ikke muligt at se skudtegn, men jeg havde en meget god fornemmelse af skuddet, så mens jeg repeterede fjernede jeg øjet fra kikkerten. Blot 10 meter ret foran mig rejste et smaldyr sig fra brakken og sprang i elegante spring bort fra mig ned forbi sin afsjælede artsfælle, der et kvarter før solnedgang den 22. maj 2008 måtte gå til de evige jagtmarker for et velplaceret bladskud.
Hvor var det en fantastisk oplevelse, at kunne skyde en flot gaffelbuk på sin egen ejendom, som resultatet af flere års aktiv indsats for at fremme vildtets muligheder og trivsel på en ellers bar mark. Og hvor er det alligevel mismodigt – et eller andet sted – at have fjernet den første rigtige revirhævdende buk fra sin ejendom… Men som det står i overskriften, så kan det være, at der efter 7 magre år kommer 7 gode år. I hvert fald gik der præcist 7 bukkejagtsæsoner fra vi købte ejendommen til det lykkedes at nedlægge et stykke råvildt på Brogård. Mon ikke råvildtet også i fremtiden vil sætte pris på de tiltag, jeg har planlagt på den sidste hektar, som er under plov? Hvorom alting er, så har jeg tilrettelagt det således, at der til efteråret skal plantes på yderligere ca. ½ hektar og laves frugthave, tætklippede græsstriber og vildtager på resten.
