Den østjyske jæger Jacob Christoffer Mikkelsen fra Malling ved Århus fik sig lidt af en overraskelse, da han i sidste uge ville tjekke sine vildtkameraer, som var opstillet på hans jagtrevir ved Sunds lidt uden for Herning, fortæller han til Danmarks Jægerforbund
På kameraet var der billeder af nogle råbukke og kronvildt, som han havde håbet på, men derudover havde det ene af kameraerne også taget to fine billeder af en ulv med 16 timers mellemrum.
– Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at der var tale om en ulv, da jeg så billederne, fortæller Jacob Christoffer Mikkelsen, som mener, han selv har stødt ulven, da han var ude for at tjekke kameraerne den 26. april.
– Jeg gik på den ene side af mosen, da ulven første gang bliver fotograferet på den anden side. På det tidspunkt går den væk fra mosen og i retning mod et mindre skovstykke, så det passer med, at jeg har trykket den ud fra området, og 16-17 timer senere den 27. april blev den så fotograferet igen, da den går tilbage mod mosen.??
Projektforsker Sussie Pagh fra Danmarks Jægerforbund, Kalø, har set billederne, og hun er enig med Jacob i, at det er en ulv, hans kameraer har fanget.??
– Jeg er helt sikker på, at der er tale om en ulv. Desværre er det ikke muligt at se halen ordentligt på det billede, der er taget fra siden, så om det eventuelt er den ulv, der menes at have skab, kan jeg ikke afgøre. Men muligheden foreligger bestemt, for afstanden fra Skive til Sunds, hvor den skabramte ulv blev observeret er ikke større, end at det kan være den samme, siger Sussie Pagh.
Jacob Christoffer Mikkelsens har naturligvis ladet kameraet sidde på terrænet, og nu er han spændt på, om der dukker flere billeder af ulven op i den kommende tid.
– Jeg har tjekket kameraerne siden, og der var ingen ulv på billederne sidst. Men jeg skal ud og tjekke dem igen, og så skal jeg selvfølgelig også på bukkejagt, og det bliver da spændende at se, om den viser sig på reviret en gang til, siger Jacob Christoffer Mikkelsen. ??
Han har ikke selv set sikre ulvespor på marken, da det har regnet på de sandede jorder, og så det er svært at afgøre, hvad det er for spor, og han er heller ikke stødt på kadavere, som ulven eventuelt måtte have nedlagt, selvom han har været rundt og kigge.
– Jeg har til gengæld talt med nogle af naboerne, og de har set spor efter ulv, og én af dem er også helt sikker på, at hun har set den ikke langt fra en gård, så den er blevet observeret af andre i området.
Sussie Pagh fra Danmarks Jægerforbund, Kalø glæder sig også til at høre, om der kommer flere billeder af ulven i Jacobs vildtkameraer eller hos andre jægere, og hun kommer med en opfordring i forbindelse med den kommende bukkejagt.??
– Hvis man ser ulv i forbindelse med bukkejagten eller får billeder fra vildtkameraer der afslører ulv, så vil vi rigtig gerne høre om det i Danmarks Jægerforbund, så vi kan kortlægge hvor og hvornår ulve er observeret i Jylland. Jægerforbundet sidder med i den grupppen under?Vildtforvaltningsrådet, der skal komme med udkast til en forvaltningsplan, og jo flere informationer vi har tilgængelig, jo bedre udgangspunkt har vi for at få udarbejdet en ordentlig forvaltningsplan, slutter Sussie Pagh.
Kilde: Danmarks Jægerforbund/JÆGER