Fire uheldige eksempler bør ikke rykke en hel jæger-stands omdømme ned, men eftersom der endnu er nedlagt et stykke fredet nordjysk dåvildt, denne gang med riffel, tyder det på, at der skal slås på trommer for at skærpe opmærksomheden i de områder, hvor der er udsat dåvildt.
Af Redaktionen
Endnu et stykke dåvildt er nedlagt i Vendsyssel. Denne gang med riffel.
Den uheldige jæger har taget ved lære af hændelsen i november, omtalt her på sitet, hvor tre jægere under en jagt med hagl, nedlagde tre stykker dåvildt, da de forvekslede de nyudsatte dådyr med råvildt.
Jægerne mente, det var bedst at holde hændelsen bag lukkede døre og i stedet gøre skaden god ved at indkøbe og udsætte nye dyr som kompensation for de nedlagte.
Men hemmeligheden sivede og vakte stor lokal forargelse og efterfølgende politianmeldelse.
Den uheldige riffeljæger, som denne gang tog fejl, var på jagt nær Dronninglund, og meldte sig ifølge Netnatur.dks oplysninger efterfølgende selv til politiet. Ganske som bl.a. Danmarks Jægerforbund anbefaler, at man gør, når artskendskabet svigter og loven overtrædes.
Men selv om der er stor forskel på råvildt og dåvildt, ligger der åbenbart en opgave i at hjælpe især mindre erfarne råvildt-jægere med at være særlig opmærksom i de områder, hvor der nu kan optræde dåvildt. Uanset bliver det næppe sidste gang, at et stykke dåvildt bliver taget for at være et stykke råvildt.
Dåvildtet her på billedet strøg ret gennem skyttekæden under en jagt i Tylstrup, uden at deltagerne hævede bøssen. End ikke hunden, som det kan ses, interesserede sig for den vinterklædte då.