Er det sådan DJ tegner din fremtid?

Klik og læs mere hvis du hører til en af de mange, der endnu har et uklart indtryk af den adaptive vildtforvaltning og – ikke mindst – organisering af samme

Er det sådan DJ tegner din fremtid?

Kommentar af Netnatur.dk oktober 2016

Fremtidens vildtforvaltning skal være adaptiv. Det er der flertal for i toppen af Danmarks Jægerforbund.

Dermed er forbundet på linje med Danmarks Naturfredningsforening og flere af de øvrige organisationer i Vildtforvaltningsrådet.

Meget mere end hurtige jagttids beslutninger 

Den adaptive vildtforvaltning er ofte set reduceret til et spørgsmål om mådehold. Og om ikke at skyde flere agerhøns ud af flokken end at der stadig er tilstrækkelig til næste års produktion.

Hurtige tilpassede jagttider har også været fremført som en fortolkning af begrebet adaptiv vildtforvaltning.

Men der er mere i den adaptive vildtforvaltning end det. Meget mere. Der er også et socialt aspekt. Jagt og beslutningerne om samme skal nemlig ændres. Den skal overgå til en social bæredygtig beslutningsproces.

Jægerforbundet har ligefrem oprettet en hel søjle til den sociale bæredygtighed som sammen med økonomisk og økologisk bæredygtighed skal bære jagten frem mod ny højder og endnu mere anerkendelse.

Den hollandske sammenligning

Det er især den sociale del i den adaptive tilgang, som har fået alle lamper til at blinke faretruende på den lille Netnatur-redaktion.

For hvad sker det, hvis man udarbejder en forvaltningsplan, der opfordrer vores medborgere til at danne sig en mening om jagt?

For det er efter alt at dømme, det der er i støbeskeen.

Hvordan man helt konkret og strukturelt agter at håndtere den mere folkelige indgang til jagt- og vildtforvaltning, er dog vanskeligt at skabe sig et klart indtryk af.

Er det den hollandske model, som skal anvendes som rollemodel for den nye forvaltning?

Flere af de tiltag, som Jægerforbundet og dets forhandlingspartnere har fremført over den sidste tid, har visse ligheder med den model, som ses i Holland.

Arealbegrænsning, lokale og bredt sammensatte laug samt udarbejdelse af bestandsmål og kvotelignende afskydningsplaner er alt sammen tiltag, som også ses i Holland.

Læs også:

Den nye danske model ligner den hollandske

Men sammenligningen med Holland falder ikke i god jord, hos tilhængerne af det nye system.

Måske fordi det giver associationer om den hollandske syge, der førte til, at jægerne i det tætbefolkede land mod syd mistede store dele af deres jagtrettigheder.

Tillukket debat

USA bliver derimod fremført af de adaptive fortalere som en slags rollemodel for fremtidens vildtforvaltning. I hvert fald når det gælder vandfuglejagt.

Også i Nordamerika har man oplevet fremgang indenfor for flere andefuglearter. Og dette har tilhængerne af det nye system tilskrevet adaptiv vildtforvaltning.

Men hvis den adaptive vildtforvaltning har ført til fremgang i de nordamerikanske vandfuglebestande, må man antage, at det skyldes en tidligere overudnyttelse. Altså at jægerne før overgangen til en mere adaptiv vildforvaltning skød så mange fugle, at det holdt bestanden under “naturligt” niveau. Man kan vel næppe skyde sig til en større bestand.

Overudnyttelse af bestandende er et ukendt fænomen i Danmark. Og skulle det alligevel være situationen, er det i givet fald informationer, som er gået redaktionen, jægerne og den brede del af befolkning forbi.

Modellen

Det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over hvordan tilhængerne af den adaptive vildtforvaltning ser den strukturelle opbygning i fremtidens vildtforvaltning. Sidder man ikke med ved bordet i Jægerforbundets bestyrelse, har man kun ganske få informationer at bygge antagelserne på.

Men ved at se på nedenstående model, kan man i det mindste se hvordan jagt og fældefangst i Alaska – USA’s største stat – er organiseret. Denne struktur er ganske godt i tråd med det billede, som dem, der har fulgt debatten tæt, forestiller sig Jægerforbundet ønsker indført.

Men også den nordamerikanske model udsættes for kritikpunkter, som vi kender fra Danmark, hvor begreber som topstyring og manglende åbenhed går igen i den debat, der florerer på ikke mindst de sociale medier.

Fish and Game – den nordamerikanske naturstyrelse – har i en lille folder forsøgt at aflive nogle af de myter, der er omkring det system, som anvendes. Bl.a. at forvaltningen ikke alene bestemmes af de syv bestyrelsesmedlemmer fra Alaska Department of Fish and Game.

Det sidste ord

Bestyrelsens opgave er at forene befolkningens ønsker med hensynet til dyrelivet og bevarelsen af dette set i et langsigtet perspektiv, understreges det i folderen, som ses delvist her på siden.

Derfor afvikles der åbne møder, hvor befolkningen kan komme til orde og byde ind med forslag.

I Alaska er der mere end 80 komiteer, som dækker alle områder af landet. Hver med op til 15 lokalvalgte medlemmer. Komiteernes opgave er at diskutere jagt- og vildtforvaltning med de lokale.

Hvem skal betale?

Systemet har tilknyttet en omfattende stab af biologer, der er tilknyttet Fish and Game og deres opgave er at bidrage med faglige undersøgelser, der kan indgå i debatten.

Alle enkeltpersoner kan desuden fremsende forslag og man kan få hjælp til opsætning af sine spørgsmål, hvis man ønsker dette.

Bestyrelsens opgave er at samle de mange inputs fra komiteerne, befolkningen og biologerne og herudfra er det deres opgave at udarbejde de gældende regulativer.

Hvordan Alaskas vildtadministration virker i praksis vil være for omfattende at komme ind på her. Det er anvendelsen af modellen i en dansk sammenhæng, der er interesant og derfor er det væsentligt at knytte to kommentarer til strukturen:

1. Ejerskab: I Alaska foregår jagt og fældefangst primært på offentlige arealer. Offentligheden ”ejer” dermed vildtet og offentligheden vil af samme årsag have indflydelse på forvaltningen. I Danmark drives det meste jagt på privatejet jord og her kan offentlig forvaltning af private jagtrettigheder måske komme på kant med nuværende lovgivning.

2. Finansiering: Fish and Games indtægter kommer primært fra salg af licenser og rettigheder. Det er især udstedelse af tags, der er det økonomiske fundament for biologernes undersøgelser og for selve administrationen af det omfattende system. Denne pengestrøm har vi ikke i Danmark, da jægerne kun betaler for et jagttegn og da jagtlejen tilgår grundejerne.

Modellen, som anvendes i Alaska, skal desuden ses i et kulturelt perspektiv. Hvordan ser den nordamerikanske befolkning på jagt og natur? Og hvordan ser den danske befolkning på samme?

Hvor er spørgsmålene?

Danmarks Jægerforbund har ikke været særlig meddelsomme i debatten om adaptiv vildtforvaltning og især har de været ret tavse om det sociale aspekt i den adaptive vildtforvaltning. Altså om hvad der kan ske, når man inviterer den mere brede del af befolkningen til en åben debat om jagt- og vildtforvaltning.

Vil den lokale og folkelige forankring af jagt- og vildtforvaltningen føre til en endnu bredere accept af jagt? Eller vil resultatet blive det modsatte?

Spørgsmålene er mange og det er nu, de skal rejses inden forbundets top kommer alt for langt ind i den adaptive tankegang og planlægningen af det system, som de ønsker indført for at administrere det.

I den forbindelse skal der også rejses spørgsmål om økonomi. For hvem skal egentlig betale for det nye og efter alt at dømme langt mere ressourcekrævende system?

Skal samfundet betale? Skal jægerne? Eller skal udgifterne til vildttællinger, rapporter og møder deles ud på alle de organisationerne, der har interesse i naturen og det aktive udeliv?

Vi har nævnt det før og gør det igen: Tandpasta kan ikke klemmes tilbage, når først man har klemt på tuben.

Tilsvarende er det med de nye tanker omkring vildtforvaltning i Danmark.

Læs mere:

The American way of dansk vildtforvaltning

Læs mere på netnatur.dk/JAGTEN