Miljø- og fødevareministeren åbner lørdag den 3. oktober udstillingen “Bag diget – en fortælling om Vadehavet”, der bliver indgangen til Verdensarv Vadehavet, som kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2014 …
Af Miljø- og Fødevareministeriet
Hvad skal man gøre, hvis man bliver fanget i en stormflod, hvor vandet langsomt stiger? Og hvordan ser det ud, når hundredtusindvis af stære skygger for solen? Det og meget andet kan man lære om på udstillingen “Bag diget – en fortælling om Vadehavet”, som miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen åbner lørdag den 3. oktober.
Udstillingen, som Nationalpark Vadehavet, Tønder Kommune, Vadehavets Formidlerforum og Naturstyrelsen står bag, finder man kun få skridt fra et af verdens mest spændende tidevandsområder med diger, sluser, trækfugle og mødet mellem hav og land.
– UNESCO’s blåstempling af Nationalpark Vadehavet har sat Vadehavet i samme fine selskab som Akropolis i Athen, Ilulissat Isfjord i Grønland og Den Kinesiske Mur, og jeg er ikke i tvivl om, at det kan være med til at skabe lokale arbejdspladser, når turister fra både ind- og udland trækker mod Danmark for at opleve den helt særlige natur, der findes ved Vadehavet. Og porten til Vadehavet bliver udstillingen her ved Vidåslusen, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Ifølge Københavns Universitet, der i 2012 lavede en undersøgelse af friluftslivets samfundsværdi, kan natur- og friluftsoplevelser medvirke til øget vækst og lokale arbejdspladser, og friluftslivet skaber samlet set 28.000 fuldtidsjobs og et årligt forbrug på 29 milliarder kroner. Det svarer til 11.157 kroner per husstand i gennemsnit.
Verdensarv giver vækst
Verdensarv Vadehavet er et blandt fire naturområder i rigsfællesskabet, der findes på verdensarvslisten. Stevns Klint, der kom på listen i 2014, har allerede oplevet en fordobling i besøgstallet af turister.
– Udstillingen “Bag Diget” kan på alle måder være med til at lære både børn og voksne om fugletrækket og den kulturhistorie, der knytter sig til den barske natur. Vores natur-og kulturlandskaber kan også være en ressource. Tænk på de tusindvis af turister, der tager til Sønderjylland for at opleve hundredtusindvis af stære, når der er “Sort Sol”, eller dem, der tager til Stevns Klint for at finde forsteninger af dyr, planter og svampe, siger Eva Kjer Hansen.
Foreløbig har otte danske seværdigheder og naturlandskaber fundet vej til UNESCO’s verdensarvsliste med Parforcejagtlandskaberne i Nordsjælland og Brødremenigheden Christiansfeld i Sønderjylland som de seneste tilføjelser.
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lillan Clemmensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 9135 6997, e-mail: licle@mfvm.dk