“Vil vores børn huske os som den generation, der i naturbeskyttelsesfanatisme udryddede den ægte ulv?” spørger Kaj Granlund i rapport, der bl.a. betragter den danske Thyulv som et “gadekryds” …
Af Redaktionen
“Debatten om ulve har raset lige siden EU forpligtede sine medlemslande til at følge fællesskabsretten i spørgsmål, der vedrører ulven. Netop nu er debatten kommet ind i en fase, hvor man savner saglige argumenter og i stedet lader følelserne råde.”
Det skriver finske Kaj Granlund i sin 34 sider lange rapport “Fra grå ulv til hybrid – Hvad skete der med den ægte grå ulv?” En rapport, der stiller skarpt på den indblanding af hunde, der ifølge forfatteren ses i den europæiske ulvebestand.
Kaj Granlund er ikke ulvforsker og derfor skal hans rapport først og fremmest læses som et kritisk indlæg til ulvedebatten.
LÆS MERE: Facebook – Kaj Granlund
Forfatteren finder det dog vanskeligt at vinde gehør for sine synspunkter i den offentlige debat, som han mener er meget styret af følelser og manglende viden.
“De få frø, der sås i forsøget på at starte en saglig diskussion, bliver hurtigt nedgjort med hån og trusler, ” skriver han.
Også i Danmark er debattører, der har ytret frygt for, at der er hundeblod i de europæiske ulve, blevet mødt med kraftig modstand.
Hybrid-teorierne er fabrikeret af ulvehadere, der vil bruge teorierne til et begrænse ulvens udbredelse, lyder det blandt andet fra kritikkerne.
LÆS MERE: Finske ulveekspert: DNA kan ikke anvendes til artsbestemmelse
Forfatteren slår fast, at debatten virker temmelig fastlåst og skriver:
“Stillingskrigen er flyttet til internettet, og politikerne interesserer sig for opinionsmålinger og valgprognoser i stedet for holdbare løsninger. Situationen forværres af, at stadig flere mennesker deltager i debatten, uden at have den mindste viden om hverken dyr eller natur. ”
Kaj Granlund mener, at alt for mange debattører har deres viden fra naturprogrammer i fjernsynet eller besøg i dyreparker.
“Endnu værre bliver situationen, når de såkaldt sagkyndige og myndighederne får deres viden fra afhandlinger, teoretiske studier og politisk farvede undersøgelser på en måde, der får naturbeskyttelse til at skride fra praktiske tiltag til virtuelle verdener” skriver Kaj Granlund, som har fået sin rapport fra 2013 oversat til dansk af Ellen Strandgaad.
Dansk gadekryds
Kaj Granlund hævder, at det ikke er tilstrækkeligt at se på DNA-analyser, når man skal afgøre om der er tale om en ulv eller en blanding mellem en ulv og en hund. Altså en hybrid, en bladning eller et gadekryds, som ofte er det mere folkelige udtryk for en blanding mellem to “racer”.
Den finske forfatter langer i den forbindelse ud efter de danske myndigheders lidt for hurtige konklusioner, da der blev konstateret ulv i Danmark for første gang i nyere tid.
“Dna-prøver viser, at det var en rigtig ulv, der blev fundet død i Thy. For den danske natur er det en stor opdagelse. Vi har ikke haft bekræftede observationer af ulve i 199 år, og det er et dyr på toppen af fødekæden, som vi ellers ikke har mange af i vores natur”, lyder det fra den danske Naturstyrelse.
En konklusion, som forfatteren mener var forhastet.
“Stakkels danskere, gid de må leve i deres tro på nye tider samtidig med, at vi i Skandinavien kan byde dem velkommen til dna-forskningens vidunderlige fauna.”
“Her har danskerne gjort en flot indsats og sammenlignet ulvens dna med dna fra hybrider (hvilke?), polske ulve, tyske ulve og italienske hunde. Det blev en fuldtræffer, og gadekrydset viste sig at stamme fra “tyske ulve af ren race”. Som jeg allerede tidligere har nævnt,( se link til rapport herunder red.) drejer det sig om en typisk lausitz-ulv, altså en tysk hybrid.”
“Uden at vide hvordan en ægte tysk ulv burde se ud, kan vi antage, at den ikke afviger synderligt fra en ægte grå ulv.
“Mod denne baggrund kan vi se, at farveaftegningerne ikke passer, og at hovedets form afviger fra den grå ulvs hoved ” skriver Granlund, som forsøger at underbygge sine teorier med illustrationer, hvor han især hæfter sig ved “den hundeagtige pande og underkæbens hjørnetænder, der vidner om en bred, hundeagtig næse.”
“Vi må bare håbe, at Danmark ikke forvilder sig ind på det finske spor med ægte finske ulve i alle regnbuens farver. I mange henseender er det lykkedes Danmark at gå sin egen vej, og vi må blot håbe, at også denne “ulv” hurtigt bliver genstand for en morfologisk analyse.” skriver han.
Ulveelskere eller ulvehadere
I sin rapport om den grå ulv henviser den finske forfatteren til russiske studier, som dog er mødt med kritik i den mere etablerede videnskabelige verden. Argumentet mod inddragelse af de russiske studier lyder på, at de er farvet af politiske agendaer.
“Ifølge den russiske forsker Rjabovin krydser ulvetæver sig oftest med hanhunde. Han undersøgte hybriders adfærd i Voroneshins distrikt, hvor hybrider levede sammen med ægte ulve. Han konstaterede, at hybrider som regel forårsagede flere skader mod landmænd og kvæg end ægte ulve. ”
“Hybriderne havde også for vane at opholde sig i nærheden af lossepladser og søge føde i form at madrester og ådsler. Disse hybrider var heller ikke bange for mennesker, en iagttagelse der svarer til observationer, der er gjort flere steder i Finland” lyder det fra forfatteren, der mener, at den “ægte grå ulv” ikke evner at tilpasse sig menneskers gøren og laden.
Ulve og mennesker
“At leve sammen med mennesket og tilpasse sig menneskets levevis er umuligt for ulven. Ulven kan aldrig hverken tæmmes eller dresseres til en “kammerat” påstås det i rapporten, hvor det også understreges at “ulven kun kan holdes i dyreparker eller på specielle områder, der er indrettet til dette formål. Det er en af årsagerne til, at man ikke ser ægte dresserede ulve i cirkus eller lignende etablissementer.”
Forfatteren mener desuden, at ulveelskere og fotografer indirekte er med til at fremelske en uægte ulvebestand.
“Hybridflokkene lever fortrinsvis af ådsler, som placeres i naturen af “ulveelskere”, og af fotografer, der ikke er i stand til at indfange vilde dyr i deres fotoapparater.
Et problem, der accelerere da hybrider i følge forfatteren åbenbart formerer sig kraftigere end den ægte grå ulv er i stand til.
“En hybridflok forøger sig hurtigere end en ulveflok, fordi det er tilladt, at flere tæver er i løbetid i samme flok. Det er ikke muligt i en ulveflok, hvor den såkaldte alfatæve altid føder flokkens hvalpe.”
Forfatteren mener dog ikke, at hele den europæiske ulvebestand er fortabt og blandet op med ulveblod.
“Det ville være temmelig dristigt at sige, at hele ulvestammen i dag består af individer med hundeblod i sig. Der findes imidlertid forskere, som påstår dette, og derfor bør vi være opmærksomme på de egenskaber, som er karakteristiske for ulve henholdsvis hunde ude i naturen.” lyder det fra den finske forfatter.
“I begyndelsen af 1990’erne var det almindeligt, at ulvene “greb til harens gevær”, så snart de fik færten af et menneske. En sådan ulv standsede ikke efter nogle hundrede meter, men kunne flygte mange kilometer. Disse ulve var som regel ufarlige og usynlige for mennesker. Med hybridisering af ulvestammen er ulvenes adfærd ændret.” lyder det fra Kaj Granlund,
Rapporten “Fra ulv til hybrid” kan hentes som PDF.
Om forfatteren
Kaj Grandlund er kandidatuddannet i matematik og statistik samt datavidenskab. Yderlig er han universitets-eksamineret i pædagogik og har desuden gennemført visse studier i biologi og genetik.
Han har blandt andet gennemført dna-analyser af omkring 35 finske, svenske og russiske ulve. Har dertil analyseret cirka 60 finske ulvekranier.
Kaj Granlund har deltaget som forelæser ved flere internationale seminarier om ulve.
I dag er han pensioneret, men overfor Netnatur oplyser han, at han stadig studerer ulve-morfologi og anatomi.
Kaj Granlund er aktuel med en helt ny bog om ulve.
LÆS MERE: AMAZONE.COM
