Området omkring Løvel nord for Viborg blev lukket af en én kilometer bred spærrezone fra fredag eftermiddag.
Af Redaktionen
En besætning med gråænder er ramt af den mindre alvorlige fugleinfluenza H7.
For at forbygge smitte og for at forhindre at virus udvikler sig, vil ænderne blive aflivet efter konkret vurdering.
Flytning af fugle indenfor og til og fra spærrezonen må kun ske med Fødevarestyrelsens tilladelse.
Aflivningen foretages i samarbejde mellem Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen.
Der bliver også gennemført en grundig rengøring og desinfektion af ejendommen.
Smitten i besætningen er opdaget i forbindelse med rutinemæssige overvågningsprøver, der bliver taget som led i den danske handlingsplan mod fugleinfluenza.
Souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard betragter altid lavpatogen fugleinfluenza med alvor.
– Fordi den kan udvikle sig til den højpatogene type og også i sjældne tilfælde kan smitte til mennesker. Men umiddelbart er dette fund ikke farligt. Aflivning og sikkerhedsforanstaltninger sker for at forebygge yderligere problemer, siger Stig Mellergaard.
Ejere af hobbyfjerkræbesætninger i spærrezonen skal lade deres besætning registrere i Fødevarestyrelsen, så styrelsen ved, hvilke besætninger, der ligger i zonen.
Fødevarestyrelsen kontakter også eventuelle købere af gråænder fra besætningen.
Seneste nyt er, at myndighederne har aflivet 5.000 ænder på ejendommen.
Kilde: DR Midt/Vest






