Oplev gøgens kukken, nyd landsvalens elegante flyveteknik, og lær om fuglesangen, der er på sit højeste lige nu. Søndag den 31. maj inviterer DOF til Fuglenes Dag 20 steder i landet. Det er gratis for alle
Af Maya Schuster, DOF.DK
Fuglene opleves bedst i denne tid, hvor de har travlt med at lægge æg og opfostre nye unger.
På Fuglenes Dag søndag den 31. maj kan du blandt andet nyde de mange fugle, der har været syd for Sahara hele vinteren og nu er hjemme igen for at yngle.
Kom med og oplev og lær om fuglenes sang og nyd de forskellige arter som gøg, landsvale og vibe.
Der er arrangementer i hele landet, og DOF’s dygtige, frivillige guider vil gøre deres bedste for at give dig en god oplevelse.
Arrangementet er åbent for alle.
Hvad sker der?
Kom til Fuglenes Dag og lær mere om fuglene omkring dig. Hvordan kender man de forskellige arter fra hinanden? Hvordan lærer man at kende de forskellige stemmer fra hinanden?
Udover landsvalen er der chance for at opleve arter som gøg, nattergal, løvsanger, rødstjert, havesanger, gærdesanger, tornsanger, grå fluesnapper, broget fluesnapper, rørsanger og sivsanger på de forskellige arrangementer.






