Gøgens kukkende sang kendes af alle – men det er nok de færreste, der ved, hvordan fuglen rent faktisk ser ud, når de møder den
Af Redaktionen
Gøgen (Cuculus canorus) er en mellemstor fugl med spidse vinger og lang, afrundet hale. Længde 33 centimeter, vingefang på 55 til 65 centimeter. Vægten ligger mellem 105 og 130 gram.
Næbbet er forholdsvis langt og krummer svagt nedad.
Farven er hos hannen blågrå med lys, tværstribet underside. Hunnen som hannen, men med rustbeige dragtindslag og en del mørke bånd over brystet. Hunnen findes også i en sjælden rødlig form.
Ligner med sin lange hale, spidse vinger og tværstribede bryst en lille rovfugl og kan overfladisk forveksles med især spurvehøgen. Er dog mere svajrygget og sidder vandret, ikke opret som rovfuglene.
Gøgens levevis
Gøgen træffes både i løvskov og på åbent land, men især i tilgroede moseområder, ådale og ved søbredder.
Lever fortrinsvis af større insekter; især store, behårede sommerfuglearter, som andre fugle undgår, hører om sommeren til gøgens livretter.
Gøgens mave er indrettet, til at kunne tåle larvernes giftige hår.
En redesnylter
Gøgen er kendt først og fremmest for hannens karakteristiske kald ”kuk-kuu”, og for dens specielle ynglebiologi, idet den er en såkaldt redesnylter. Det vil sige, at den lægger æg i forskellige småfugles reder og lader disse udruge og opfostre sine unger.
Hunnen er specialiseret i at snylte på en bestemt fugleart, hvis æg ligner hendes egne, og lægger 1 æg i hver enkelt rede, i alt op til omkring 20-25 forskellige reder.
Hungøgene deles således op i bestande, som hver foretrækker en speciel værtsfugls rede, – med forkærlighed for reder af engpiber, gul vipstjert, rør-, siv- og tornsanger – og som lægger æg, der matcher værtsfuglenes æg i farve og mønster. Farvemønstret nedarves gennem hunfuglene.
Før æglægningen opsporer hungøgen småfuglereder og overvåger småfuglenes adfærd, mens disse bygger rede og starter æglægningen. Når så det passende øjeblik er kommet, flyver gøgehunnen ned til værtsfuglens rede, og skubber et eller flere af dens æg ud af reden eller æder det, lægger et æg og flyver væk. Hele forløbet tager kun 10 sekunder.
I andre tilfælde, dersom småfugleungerne allerede er ruget ud, spiser hun dem alle, så værtsfuglene er tvunget til at starte et nyt kuld.
Herefter ruger småfuglene, sammen med egne æg, gøgeægget ud. Rugetiden tager 12 dage.
Kort efter at gøgeungen er kommet ud af ægget, puffer den sig rundt i reden, indtil den har fået et æg eller en unge op på ryggen, og skubber sig så baglæns op ad redens sider og kaster ægget/ungen ud over kanten. Dette arbejde gentager den, indtil den er alene tilbage i reden.
Plejeforældrene hjælper ikke deres egne unger. Er de først ude af reden, ignoreres de fuldstændig af forældrene. Således får den store gøgeunge al værtsfugleparrets opmærksomhed i opfostringen.
De utallige og hurtige sultkald og synet af den enlige gøgeunges farvestrålende gab opmuntrer værtsforældrene til at fodre den uafladeligt.
Gøgeungen, der kan blive meget større end de selv, bliver i løbet af 14 dage tre gange så stor som plejeforældrene. Efter 19 til 24 dage er ungen flyvefærdig.
Udbredelse
Gøgen er almindelig i hele landet både som trækgæst og ynglefugl. Den ankommer i slutningen af april til begyndelsen af maj, og trækker allerede i slutningen af juli og august, tilbage til tropisk Afrika, hvor de overvintrer.
Bestanden synes at være aftagende, antagelig grundet nedgang i bestandene af dens værtsfugle, bl.a. gul vipstjert og engpiber, som følge af nedgang i disse arters foretrukne levesteder. Det vil sige henholdsvis afgræssede, fugtige områder og strandengs-arealer.
Hvad kan hjælpe gøgen?
Det vil hjælpe arten, hvis de potentielle levesteder for dens værtsfugle, f.eks. gennem afgræsning af enge og bevaring af strandenge, beskyttes.
Kilde: Miljøstyrelsen