Der er færre harekillinger, som bliver voksne end tidligere, og det er hovedårsagen til den tilbagegang i bestanden af harer, vi har set i Danmark gennem de sidste 50 år
Af Redaktionen
Det fremgår af en ph.d.-afhandling fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet. Afhandlingen giver også et bud på en praktisk anvendelig metode til at overvåge bestanden af harer.
Ph.d.-afhandlingen af Trine-Lee Wincentz Jensen sætter fokus på haren. Hun viser, at harerne ikke får færre killinger end hvad man kan forvente på disse breddegrader.
Gennemsnitligt får en hunhare godt 10 killinger om året, et tal der dog falder til godt otte, hvis man tager i betragtning, at ca. hver femte fuldvoksen hun ikke yngler.
Hvis alle killinger overlevede, ville der være masser af harer til jægerne om efteråret, men sådan går det slet ikke. Hvor årets killinger tilbage i 1950’erne – før bestanden begyndte at gå tilbage – udgjorde 54% af de nedlagte harer, er dette tal nu nede på 39%.
En simpel bestandsmodel der analyserer betydningen af killingernes overlevelse for udviklingen i bestanden indikerer, at nedgangen i antallet af killinger der overlever til efteråret, sandsynligvis er en væsentlig faktor for nedgangen i harebestanden.
Hvad der er årsagen til den ringe overlevelse af killingerne bliver det næste man skal undersøge, dels for at nå en nærmere forklaring men forhåbentlig også for at få en indikation af hvilke tiltag, der kan bremse den kedelige udvikling, konkluderer Trine-Lee Wincentz Jensen.
Ny metode til overvågning af hare-bestande
I dag bruger man jægernes udbytte af harer som et indirekte mål for størrelsen af bestandene, men man savner et mere direkte kendskab til hvor mange harer der er, ikke mindst i områder hvor harerne af den ene eller anden grund ikke nedlægges.
Trine-Lee Wincentz Jensen har derfor i samarbejde med sine vejledere videreudviklet en metode til punkttælling, så den kan anvendes i det danske landskab. Hun konkluderer at punkt-tællinger har et stort potentiale som værktøj til et overvågningsprogram for harer, og måske også andre arter.
Da haren er nem at genkende – i hvert fald i områder uden vildkanin – ville det alt andet lige kunne gennemføres på en enkel måde.
Mange små bestande
Afhandlingen præsenterer også resultaterne af en genetisk analyse som peger på at den danske harebestand er opdelt i en række underbestande.
Det er ikke overraskende, at vand er en effektiv barriere for spredning af harer, men afhandlingen påviser også at der findes bestande på fx Sjælland hvor der er ingen eller kun ringe udveksling af gener. Dette skyldes sandsynligvis (til dels) at haren er meget stedfast, men tyder også på at harerne oplever strukturen af kulturlandskabet som en effektiv barriere der hindrer spredning.
På lang sigt kan dette give problemer hvis de effektive bestande bliver meget små.
