En sjælden begivenhed har fundet sted i fugleverden. Havørnehunnen fra DOF’s webtv har lagt æg igen, efter de første 2 æg blev ofre for en mår. Der er stor begejstring hos både seere og DOF …
Af Uffe Rasmussen, DOF.DK
Nu kan tusindvis af havørnefans landet over igen glæde sig efter megen modgang i år. Havørnehunnen i den rede, DOF sender web-tv fra, har lagt sit første æg – igen.
Det sker knap en måned efter de 2 første æg forsvandt i gabet på en husmår.
– Det er en usædvanlig og god begivenhed i et havørnepars liv. Jeg er begejstret for at vi ser, at de lægger æg igen efter æggetyveriet. Vi har været klar over, at det måtte lykkes, fordi ørnene har bygget videre på reden igen, og vi har set dem parre sig flere gange. I dag har hun gået og udbygget redeskålen og rodet op i den og i det hele taget gjort det hele klart til det nye æg, siger Kim Skelmose, der leder DOF’s Projekt Ørn og følger udviklingen i landets bestand af ørne.
{youtube}ejonTG8BeYo{/youtube}
Det er set før, at havørne har lagt æg igen efter et kikset forsøg, men det sker sjældent. I 2014 skete det i et tilfælde, hvor flere helt opgav at yngle.
– Derfor er det endnu mere heldigt, at det lige sker i den rede, vi har kamera på, og kameraet giver ny viden om havørnene, siger Kim Skelmose.
– Der er enormt meget viden i at kunne følge vores største rovfugl via vores kamera. Den viden kan vi bruge senere. Vi får god viden om, hvor lang tid der kan gå, før de lægger æg igen efter at have mistet de første. Måren tog de første æg 20. marts, og så gik der 28 dage, før de lagde æg igen, og det er nyttig viden for mig, siger Kim Skelmose.
Med det nye æg er der alligevel åbnet for endnu en tid med DOF’s havørne-tv. Det glæder mange tusinde seere, ikke mindst Danmarks måske mest havørneglade mand.
– Vi får virkelig noget for pengene i år i havørneparrets liv. Sikke en tur i naturens rutschebane. Det er naturens gang, at æg og unger går til nogle gange, hvor trist det end er at overvære. Men det er jo dybest set det, vi gerne vil vise hele Danmark, som på den måde får lært enestående ting om vores fantastiske natur, siger Kim Skelmose.
Men risikerer husmåren ikke at vende tilbage og stjæle æg igen?
– Jo, den risiko er der, men det er naturens gang, og vi håber, det ikke sker. Vi sætter ikke mårafskærmning på redetræet af to grunde: Dels vil det forstyrre ørnene i deres familieliv, dels kan måren finde andre veje til reden over grene fra andre træer, siger Kim Skelmose.