Der er havørneunger i Østerild Plantage i Thy. Reden er placeret tæt på det nationale testcenter for vindmøller …
Af Naturstyrelsen
Højt oppe i en skovfyr i Østerild Plantage bor et havørnepar i en meterbred rede, opbygget gennem flere år. Og i år er redens indbyggertal vokset med to unger, der sidder på kanten og bliver fodret af det travle forældrepar. Føden skaffer havørnene bl.a. i det nærliggende naturreservat, Vestlige vejler.
Reden er tæt på Det Nationale Testcenter for Vindmøller i Østerild. Men havørnene er tilsyneladende helt upåvirkede af vindmøllers susen, anlægsarbejder og de mange besøgende i Testcentret.
– Det er første gang, at vi ser ynglende havørn i Thy. Det er et tegn på høj naturkvalitet og gode levevilkår, når så store rovfugle i toppen af fødekæden trives. Det er ikke længe siden, at de var truet af udryddelse her i landet. Derfor hilser vi vores naboer velkommen og er ikke så lidt stolte af, at parret har valgt sig at slå sig ned i Østerild Plantage, siger projektleder Claus Rasmussen, Naturstyrelsen Thy.
Måske kommer der endnu flere af slagsen. I Lodbjerg Plantage i Sydthy er der observeret yngleforsøg hos et andet havørnepar. Det er ikke ualmindeligt, at yngre urutinerede par skal bruge flere forsøg, før det lykkes at få unger på vingerne. Også Østerild-parret har gjort adskillige forsøg, før det endelig lykkedes.
Området er svært tilgængeligt, så der har ikke været behov for at spærre af. Man må nøjes med at se op i luften.