Hvorfor kom Jægerforbundet ud af kurs i HB valg?
En hidtil ukendt mailkorrespondance rejser nu nye spørgsmål i tilknytning til det netop afviklede valg til Jægerforbundets hovedbestyrelse, og dermed også til valget af jægernes repræsentant i Den Nationale Hjortevildtgruppe.
Af Redaktionen
Hvordan kunne Jægerforbundet komme i tvivl om fortolkning af egne vedtægter ?
Dette spørgsmål står stadig uafklaret for mange efter kredsmødet d. 5. marts, hvor Kreds 2 valgte Norbert Ravnsbæk, som den vestjyske kreds nye medlem af Danmarks Jægerforbund.
Flere jagtforeninger blev nemlig udelukket fra at deltage i afstemningen, da de ikke havde tilmeldt sig rettidigt. Dette er ifølge Jægerforbundets egen grundlov – de nedskrevne vedtægter – ikke lovligt.
Afgørende mail
Kredsen, der skulle afvikle mødet, havde dog gjort alt hvad den kunne for at afvikle valget efter vedtægterne. Det er det indtryk, der står tilbage, når man læser nedenstående artikel.
http://www.netnatur.dk/14753-2/
Netnatur.dk er nu bekendt med, at der allerede den 27. februar udveksles mails internt i kredsen, som sætter ovenstående artikel i et lidt andet lys.
I denne mailkorrespondance fremgår det, at kredsen tilsyneladende allerede er orienteret om, at man ikke kan udelukke jagtforeningerne fra at afgive deres stemme, blot fordi de ikke har overholdt tilmeldelsesfristen til mødet.
Denne orientering kom efter at kredsen, ifølge mailkorrespondancen, havde været i dialog med næstformanden i Danmarks Jægerforbund.
Alligevel valgte kredsbestyrelsen efter alt at dømme at se bort fra denne udlægning af forbundets egne vedtægter.
Under henvisning til, at de var sent ude med deres tilmelding, fortsatte kredsen med at afvise jagtforeninger, som ønskede at møde op og afgive deres stemme.
Dagene gik
Torsdag d. 3. marts begyndte Netnatur.dk at rejse spørgsmål omkring kredsens håndtering af medlemmernes vedtægtssikrede stemmeret.
Vi var bl.a. i kontakt med bestyrelsesmedlemmer i Kreds 2. Her blev det oplyst, at kredsen havde lagt sig i selen for at afvikle valget så korrekt som muligt. Alt skulle foregå lige efter bogen og vedtægterne.
Derfor havde kredsen også rådført sig med forbundets hovedbestyrelse, blev det oplyst. Den besked, som man havde modtaget fra forbundets næstformand, var dog ikke taget til efterretning.
Derfor må man spørge om kredsen har modtaget andre modstridende svar fra Danmarks Jægerforbunds ledelse vedr. fortolkning af egne vedtægter?
11. time
Først torsdag d. 3. marts blev Netnatur.dk bekendt med kredsens udlægning af vedtægterne, hvorefter vi samme dag begyndte at arbejde på spørgsmålet om hvorvidt udelukkelsen var i overensstemmelse med vedtægterne eller ej.
Desværre var vi i 11 time. Der var kun to dage til kredsmødet, som var det måske mest spændende kredsmøde i mands minde.
Det drejede sig ikke kun om et valg til Jægerforbundets hovedbestyrelse. Det var også indirekte et valg af forbundets repræsentant i Den Nationale Hjortevildgruppe.
Den farlige mission
HB medlem og medlem af Den Nationale Hjortevildtgruppe Lars Jensen blev under valgkampen mere eller minde synonym med Jægerforbundets overordnede politik og ønske om overgang til såkaldt adaptiv vildtforvaltning. Både forslag et og to fra Den Nationale Hjortevildgruppe har således forbundets fingeraftryk og i begge forslag genkendes tankegangen i den adaptive tilgang. Begge forslag indeholder f.eks. arealbegrænsning og kvotebestemt afskydning.
Principper som Norbert Ravnsbæk erklærede sig modstander af, da han indledte sin korte valgkamp.
48 timer før
Allerede få timer efter Netnatur.dk d. 3 marts offentliggjorde artiklen om jagtforeningerne, der ikke måtte afgive deres stemme, blev der udstukket contra ordre fra forbundets øverste ledelse, der åbenlyst revsede Kreds 2.
En jurist havde ifølge forbundets hjemmeside vurderet sagen og fundet den vedtægtsstridig. Altså var juristen kommet frem til nøjagtig samme resultat, som forbundets næstformand var kommet frem til. Vurderingen var i øvrigt også i tråd med den fortolkning, som vi modtog fra forbundets tidligere formand Ole Roed Jakobsen.
Den 3. marts var der desværre mindre end 48 timer til valget og hvor mange stemmeberettigede jagtforeninger, som evt. ikke fik beskeden eller i mellemtiden havde lovet sig væk til anden side, kan der kun gisnes om. Sandsynligvis kun ganske få, da Kredsen ringede rundt til de ikke tilmeldte lokale jagtforeninger for at orientere dem om misforståelsen.
Klar stemme i skæbnevalg
Kredsens HB-valg var ret tydelig med 59% af stemmerne til Norbert Ravnsbæk. Dermed slipper foreningen sandsynligvis for intern debat om hvorvidt en anden håndtering af valget havde givet et andet resultat.
Til gengæld slipper forbundet næppe for at svare på spørgsmål om hvorfor der i et så vigtigt valg kan forekomme to udlægninger af de samme vedtægter.
Det rejser følgende spørgsmål:
1) Var det kredsen, der valgte at gå solo og tilsidesætte indstillingen fra Jægerforbundets næstformand?
eller var det
2) Kredsen, der modtog informationer fra andre i forbundets øverste ledelse, der underkendte næstformandens henstilling?
Uanset hvor svaret ligger begravet, rejser det et nyt spørgsmål. For hvordan kunne Jægerforbundet stilsigende se til, at kredsen agerede imod egne vedtægter i så lang tid.
Helt frem til to dage før valget, blev stemmeberettigede lokale jagtforeninger afvist, selv om de hverken forlangte mad, kaffe eller en stol at sidde på. De ønskede blot at afgive foreningens stemmer.
Det var først da Netnatur.dk begynder at arbejde på sagen torsdag d. 3. marts, at forbundet kom tilbage på ret kurs i forhold til egne vedtægter.
Sidste udkald
Desværre var der på det tidspunkt kun 48 timer til skæbnevalget i Kreds 2. Et valg som ikke kun var et lokalt anliggende. Ej heller alene et valg om hvem, der fremover skulle sidde i Den Nationale Hjortevildtgruppe. Men derimod var det et valg, der dybest set handlede om fremtidens vildtforvaltningspolitik i Danmark Jægerforbund.
De beslutninger, som Den Nationale Hjortevildtgruppe indstiller til Vildtforvaltningsrådet, kan meget vel komme til at virke som fyrtårn for fremtidens mere gennerelle beslutninger.
Derfor var valget i Kreds 2 vigtig. Derfor er det også vigtigt, at få afklaret, hvorfor Kreds 2 tilsyneladende mistede orienteringen og kom ud af kurs i en så afgørende sag som Jægerforbundets generelle vildtforvaltningspolitik.
TILFØJELSE: Netnatur.dk har d. 7. og 8. marts været i kontakt med Kreds 2 og ledelsen i Danmarks Jægerforbund, hvor vi sendte følgende spørgsmål til hhv formand (Claus Lind Christensen) og næstformand (Henrik Frost Rasmussen) i Danmarks Jægerforbund: “Netnatur.dk forsøger at slå en krølle på det netop afsluttede HB valg i Kreds 2, og det undrer mig stadig, at Kredsen i så lang tid valgte at udelukke stemmeberettigede fra at afgive deres stemme, da jeg nu er oplyst om, at næstformand Henrik Frost allerede havde oplyst kredsen om at udelukkelsen var i strid med egne vedtægter. “ “Kredsen har efter min bedste overbevisning forsøgt at afvikle valget så korrekt som muligt og bl.a. været i dialog med DJ-ledelsen om samme. Det er den oplysning, jeg har modtaget.” “Det må nødvendigvis betyde, at Kredsen har modtaget modstridende informationer fra DJ-ledelsen, da jeg ikke har grund til at tro, at mine kilder i kredsen taler usandt.” “Vi bringer senere på dagen en opfølgning på sagen og de spørgsmål, som der er rejst i kølvandet på den interne korrespondance, der er foregået i kredsen forud for valget.” “Jeg håber I vil medvirke til at vi alle får klarhed over hvor og hvorfor kæden hopper af. En kommentar til hvorfor DJ ledelsen i mindst 5 dage efter svaret fra næstformanden stiltiende ser til, at Kredsen fortsat agerer imod egne vedtægter, vil jeg også sætte stor pris på at modtage. Det var først da Netnatur.dk d. 3. marts rejser spørgsmålet om vedtægtsfortolkningerne, at Kredsen atter kommer tilbage på rette DJ-kurs.” |
Netnatur.dk modtog d. 8. marts følgende svar fra Jægerforbundets direktør Michael Stevns:
“Claus Lind Christensen har bedt mig om at svare på den henvendelse om HB-valget i Kreds 2, som du har rettet til ham og Henrik Frost Rasmussen for nogle få timer siden.” ”Der har været forskellige opfattelser af tolkningen af vores vedtægter i løbet af denne proces. Da dette stod os klart en af de første dage i marts, valgte vi at anvende nogle af medlemskontingenterne på at få sagen helt klarlagt hos vores eksterne advokat.” ”Da konklusionen lå klar, publicerede vi straks den korrekte udlægning af vedtægterne på vores hjemmeside og beklagede fejlen, lige som at kredsformanden i Kreds 2, Knud Pedersen, fluks kontaktede de foreninger – tre styks var det vist – som havde oprindeligt havde fået besked om, at tilmeldingsfristen var overskredet. Ved kredsmødets start, blev der givet en forklaring på det passerede, at forholdene nu var bragt i orden, hvilket kredsmødet accepterede.” ”Med al respekt for dit elektroniske medie, så var det altså ikke dette, der udløste, at vedtægtsfortolkningen skulle klargøres. Det var i stedet de kontakter mellem administration og kredsbestyrelse, der ofte er forud for afholdelse af vedtægtsbestemte møder om stort og småt. Her var det så et meget væsentligt problem, der skulle løses.” ” Der er ingen tvivl om, at udgangspunktet for kredsens ageren har været at sikre bedst mulig afvikling af kredsmødet. Herunder hører blandt andet, at der skal være plads ved bordene og noget at spise. Som ved ethvert andet arrangement, når man inviterer gæster og gerne vil indfri deres forventninger, så kræver det et vist tidsrum til planlægning, herunder hos eventuelle underleverandører. Og normalt har der aldrig været problemer med den slags frister.” |