Påtænker du, selv at importere en hund til Danmark, så er der en række regler, som skal overholdes, når hunden bringes hjem som en ikke-erhvervsmæssig import
Import af hund fra et EU-land
Af Redaktionen
Ifølge Fødevarestyrelsen skal du kunne svare bekræftende på følgende 3 spørgsmål:
Er hundens flytning betinget af ejers behov for at rejse?
- Flytningen af hunden er betinget af ejers behov for at rejse, fordi hunden enten rejser sammen med ejer eller flyttes op til 5 dage før eller efter ejers rejse (med en bemyndiget person).
- Hunden skal ikke sælges.
- Ejendomsretten over hunden skal ikke overdrages til en anden person.
Sådan gør du
Hunden skal ledsages af ejeren
Ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr betyder, at hunden rejser sammen med dens ejer, når ejeren selv rejser, og hvor hunden under flytningen er under ejerens direkte ansvar.
Hunden må heller ikke skulle sælges, ligesom ejendomsretten over hunden ikke må skulle overdrages til en anden person.
Ikke-kommerciel flytning af hunde kan foregå op til 5 dage før eller efter ejerens rejse.
Hvis flytningen af hunden ikke sker samtidig med ejers rejse, men dog inden for ovennævnte tidsrum, skal flytningen af hunden foregå under ansvar af en anden person, som af ejeren er bemyndiget til foretage flytningen af hunden på ejerens vegne.
Bemyndigelsen skal være skriftlig, og til dette formål har Fødevarestyrelsen udarbejdet en fuldmagt, som du er velkommen til at bruge. Husk at medbringe fuldmagten på rejsen med hunden.
Den bemyndigede person skal være en person og kan f.eks. være:
• din ægtefælle
• en ven
• en ansat hos en dyretransportvirksomhed
Hent her: Fuldmagt til bemyndigelse
Hvis flytningen af en hund foregår, uden at ejeren selv rejser, eller er forskudt mere end 5 dage før eller efter ejers rejse, skal hunden leve op til reglerne for kommerciel indførsel.
Det er også de kommercielle regler, der skal følges, hvis hunden flyttes med henblik på at blive solgt, eller hvis ejendomsretten til den skal overdrages.
Du skal på anmodning kunne dokumentere, at der er tale om en ikke-kommerciel flytning.
Der er hunderacer, du ikke må indføre til Danmark
Følgende hunderacer må lovmæssigt ikke indføres til Danmark:
1) Pitbull terrier
2) Tosa inu
3) Amerikansk staffordshire terrier
4) Fila brasileiro
5) Dogo argentino
6) Amerikansk bulldog
7) Boerboel
8) Kangal
9) Centralasiatisk ovtcharka
10) Kaukasisk ovtcharka
11) Sydrussisk ovtcharka
12) Tornjak
13) Sarplaninac
Du må heller ikke indføre hunde, der er er en krydsning af nogle af ovenstående racer. Der er ikke mulighed for at søge om dispensation.
Det er heller ikke lovligt at rejse med vilde (ikke-domesticerede) hundearter eller krydsninger heraf.
Har du erhvervet hunden senest den 17. marts 2010, er hunden dog omfattet af den såkaldte overgangsordning, og du må derfor gerne tage den med ind i Danmark. Du skal blot overholde de regler, som du finder på siden Hundeloven.
Det skal bemærkes, at forbuddet mod disse hunderacer ikke omfatter hunde, der alene er i transit (gennemrejse) i Danmark.
Transport under transit af hunde omfattet af forbuddet er således fortsat tilladt, hvis hundene ikke forlader transportmidlet – bortset fra ganske kortvarige ophold uden for transportmidlet, når det er nødvendigt at lufte hunden – og transporten foregår uden unødige ophold her i landet.
Din hund skal være lovligt ID-mærket
Hunden skal være ID-mærket med en mikrochip (transponder).
Alternativt kan en letlæselig tatovering også accepteres, men i så fald skal den være påført inden den 3. juli 2011. Denne undtagelser er dog snart underordnet.
Det er veterinærmyndigheden i det land, som du har valgt, der bestemmer, hvilke personer der må ID-mærke kæledyr.
Mikrochippen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 11784 og benytte HDX- eller FDX-B-teknologi samt kunne aflæses af en læseenhed, der er kompatibel med ISO-standard 11785.
Hvis din hunds mikrochip ikke lever op til ISO-standarden
Lever din hunds mikrochip ikke op til ISO-standarden, skal ejeren eller den bemyndigede person sørge for at stille en læseenhed til rådighed for den kompetente myndighed på tidspunktet for kontrollen af ID-mærkningen.
Læs mere på siden ID-mærkning.
Din hund skal have et gyldigt EU-selskabsdyrspas
Forud for flytningen af hunden til Danmark skal den have et gyldigt EU-selskabsdyrspas.
En bemyndiget dyrlæge skal udstede EU-selskabsdyrspasset til din hund og attestere, at din hund lever op til kravene for flytningen.
Det er veterinærmyndigheden i det land, som du har valgt, der bestemmer, hvilke dyrlæger der må udstede selskabsdyrspas.
Læs mere på siden EU-selskabsdyrspas.
Din hund skal være rabiesvaccineret, mindst 21 dage før den rejser ind i Danmark
Din hund skal skal være vaccineret af en dyrlæge i overensstemmelse med kravene i Bilag III til Forordning (EU) 576/2013.
Det er veterinærmyndigheden i det land, du har valgt, der bestemmer, hvilke dyrlæger der må vaccinere kæledyr i henhold til Forordning (EU) 576/2013.
Åbn Forordning (EU) 576/2013
Hunden skal være mindst 12 uger gammel på datoen for vaccinationen. Vaccinationsdatoen må ikke ligge før datoen for mikrochippens eller tatoveringens anbringelse eller aflæsning.
Vaccinationens gyldighedsperiode regnes fra det tidspunkt, hvor der er opnået immunitet, hvilket skal være mindst 21 dage efter afslutningen af den af producenten foreskrevne vaccinationsprotokol for den primære vaccination, og løber indtil slutningen af perioden med beskyttende immunitet.
En revaccination skal anses for en primær vaccination, hvis den ikke blev givet inden for gyldighedsperioden for den tidligere vaccination.
Hvis en revaccination blev givet inden udløbet af gyldighedsperioden, vil flytningen dog kunne finde sted med det samme, forudsat at de øvrige krav er opfyldt.
Læs mere på siden Rabiesvaccination.
Du må højst have fem dyr af arterne hunde, katte og fritter med dig på rejsen
Det maksimale antal dyr af arterne hunde, katte og fritter, som må ledsage ejeren eller en bemyndiget person under en enkelt flytning, må ikke overstige 5 dyr tilsammen.
Dog må antallet gerne overstige 5 dyr, hvis følgende betingelser er opfyldt:
1) Flytningen af dyrene sker med henblik på deltagelse i konkurrencer, udstillinger eller sportsarrangementer eller træning til sådanne arrangementer.
2) Dyrene ledsages af skriftlig dokumentation for, at de enten er registreret til at deltage i et sådant arrangement, eller at de er registreret hos en forening, der afholder denne type arrangementer.
3) Alle dyrene er over seks måneder gamle.
Hvis dyrene ikke opfylder ovenstående betingelser, skal de leve op til kravene om kommerciel indførsel.
Læs mere om Kommerciel indførsel af hunde.
Registrering i Dansk Hunderegister
Din hund skal registreres i Dansk Hunderegister senest 4 uger efter indførslen.
Det betyder, at selvom du kun skal være i Danmark i en kortere periode, men denne periode overskrider 4 uger, så skal din hund registreres i Dansk Hunderegister senest 4 uger efter indførslen til Danmark.
Læs mere på Hunderegister.dk eller kontakt en praktiserende dyrlæge.
Pas på, når du indfører en hund til Danmark
Der kan være smitterisici forbundet med at indføre en hund til Danmark fra udlandet.
Særligt hunde – og især gadehunde – fra Øst- og Sydeuropa og lande uden for Europa kan være smittet med alvorlige infektionssygdomme, herunder sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker (zoonoser).
Så selvom hunden lever op til alle kravene beskrevet i denne guide, er det ikke en garanti for, at den ikke kan være smittet med andre sygdomme, som findes lokalt i det land, som du har valgt.
Tænk dig derfor godt om, før du indfører en hund til Danmark fra udlandet.
Læs mere herom på siderne:
Gadehunde og andre herreløse dyr fra udlandet
Smitterisici ved indførsel af hunde til Danmark fra andre lande
Specielt for Storbritannien
Da Storbritannien er rabies-fri, er det muligt at importere en 8 ugers hvalp, hvis transporten kan foregå unden at komme igennem en transitland.
I praksis betyder dette, at hvalpen skal med fly sammen med ejer.
Transport i lastrum er en dyr fornøjelse (8-10.000 kr.), men et enkelt selskab – SunAir, som er et datterselskab af British Airways – tillader dyr i kabinen, hvis man kan have hvalpen i en kasse/bur på skødet i maskinen. Denne service er i øvrigt gratis.
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhol