I denne måned er det 90 år siden, Jægerklubben Hubertus blev stiftet i Næstved i opposition til Dansk Jagtforening. Men dagen bliver næppe markeret, endsige erindret, fordi klubben efter fusion med en anden forening ikke længere eksisterer som selvstændig enhed.
Af Henning Kørvel
Overtegnede oplevede 50-års jubilæet i 1971. Det var en event, der blev fejret på behørig vis ved en jubilæmsfest, der trak fuldt hus på det dengang eksisterende Hotel Axelhus i Næstved. Men i år var der ingen jubelfest, da det 3. november var præcist 90 år siden, Jægerklubben Hubertus, opkaldt efter jagtens skytshelgen, blev dannet i Næstved i opposition til Dansk Jagtforening, som på det tidspunkt var landets eneste jagtorganisation, stiftet i Fredericia 1884.
Jægerklubben, der siden 1941 havde været Næstveds lokalafdeling af Dansk Jagtforening, fusionerede nemlig i 2001 med den tidligere lokalafdeling af Landsjagtforeningen af 1923, der ved den lejlighed ændrede navn til Jægerklubben for Næstved og Omegn, som for kort tid siden igen er blevet ændret til Næstved Jagtforening. Dermed blev Jægerklubben Hubertus, som var synonym med den navnkundige K.W.J. Thureholm, udgiver og redaktør af det dengang eksisterende jagttidsskrift ”Jagtvennen” (1914-1952) og samtidig redaktør af Det Radikale Venstres talerør, Sydsjællands Venstreblad, blot blevet en parentes i historien, som har betydning for færre, end der har kendskab til den.
Det, der i 1921 mundede ud i, at Jægerklubben Hubertus så dagens lys, var i 1919 startet med, at jægere fra det bedre borgerskab i Næstved mødtes 3. november for at fejre jagtens skytshelgen, Sankt Hubertus. Festligholdelsen 3. november 1921 udviklede sig til dannelsen af Jægerklubben Hubertus, hvis første formand blev K.W.J. Thureholm. En af de stærke fortalere var P.V. Hansen, daværende skytte på Gavnø Gods. Han huskes for denne dundertale:
Han korsede sig
”Ingensinde har den danske vildtbestand været så stærkt truet som nu, da vore godser står foran udstykningen. Pas godt på de sidste stumper, mine herrer; thi nu formår vore godser ikke længere at gøre det alene. Dan foreninger og vær på vagt over for krybskytteriet”.
Thureholms og medstifternes intention var, at Jægerklubben Hubertus, stiftet i opposition til Dansk Jagtforening, i starten skulle varetage sydsjællandske jægeres interesser for sidenhen at blive en landsdækkende jagtorganisation. Men allerede året efter opstod der splittelse i jægerklubben, fordi Dansk Jagtforening med Jagtloven af 1922 fik indført et 50-meter jagtfrit bælte langs de danske kyster. Formålet var at beskytte godsernes vildt. Men protesterne rejste sig i samme øjeblik, det så dagens lys. Fiskere med strandjagt som bibeskæftigelse og mindrebemidlede jægere så nemlig kystbæltet som et klassedefineret anslag mod den frie jagt, hvilket på et protestmøde i Nykøbing F. i 1923 første til dannelsen af Landsjagtforeningen af 1923, for hvem det med Jagtloven af 1931 lykkedes at få fjernet det forhadte kystbælte.
Dansk Jagtforening, der havde fået det indført, gik endda ind for ophævelsen. Thureholm korsede sig og gav i Jagtvennen udtryk for, at i og med, at strandjægere igen måtte sejle så tæt på kysten, som skydeprammene kunne flyde, så ville godsernes vildt gå sin undergang i møde.
Der er ingen tvivl om, at synspunktet nød bred opbakning, men det gav dog ikke ligefrem Jægerklubben Hubertus vind i sejlene. Tværtimod levede jægerklubben en skyggetilværelse frem til, at den med sine dengang kun 41 medlemmer blev Næstveds lokalafdeling under Dansk Jagtforening.
Den første formand i det nye regi var skovrider Nis Lorentzen, Herlufsholm Skole og Gods, som frem til 1951 også var Dansk Jagtforenings politikredsrepræsentant i Næstved-området.
Jægerklubben Hubertus sygnede dog igen lidt hen og blev først vakt til live, da fornyeren, Svend Stanley Hansen, kom til 1970 og blev suppleret af en målbevidst aktiv bestyrelse, der snart fik vendt skuden, så Jægerklubben Hubertus blev Næstveds førende jagtforening, som der også var prestige i at være medlem af, idet man her var i godt selskab.
Eftermælet
Thureholms ”Jagtvennen” betjente beredvilligt Jægerklubben Hubertus redaktionelt frem til, bladet gik ind 1952. ”Stemmen fra Næstved”, som bladet blev kaldt, lagde desuden spalteplads til Danske Herregaardsjægere, Dansk Havjagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Jagtforening. Når bladet, som ikke var noget lukrativt foretagende, holdt ud så længe, så var det, fordi produktionsomkostningerne var relativt beskedne, idet der ikke skulle betales honorarer til skribenter, fotografer og tegnene, da meget af stoffet blev sakset i aviser og tidsskrifter. Dog blev der altid gjort noget ekstra ud af julenummeret.
To år, efter Jagtvennen var gået ind, drejede Sydsjællands Venstreblad nøglen om. Thureholm, der nød tilnavnet Thurelavs, kom herefter til Vensteavisen Næstved Tidende, hvor han jobbede som korrekturlæser indtil sin død 14. december 1957. I jobbet arbejdede han af på en gæld, han havde oparbejdet for produktionen af Jagtvennen.
Det fortælles, at da Thureholm blev begravet på Østre Kirkegaard i Næstved, og præsten havde foretaget jordpåkastelsen, landede en flok agerhøns på hans grav. Det blev af de tilstedeværende opfattet som naturens farvel til den gæve Thureholm, der ikke kun efterlod sit fingeraftryk i Jægerklubben Hubertus, der – hvis den stadig havde eksisteret – ville have rundet ”Gamle Ole” 3. november, men også har sat sig et eftermæle i jagtbøgerne ”Der jog Kong Valdemar” og ”Derude”, som nu og da fås antikvarisk.
Alting har sin tid. Og det er velsagtens i det lys, at det retrospektivt skal ses, at ”Thureholms jagtforening” blot nåede en alder af 80 år, før den endnu en gang sygnede hen og blev fusioneret med en anden jagtforeningsafdeling. Thureholms syn på det, og 90-års dagen ikke oprandt, får vi af gode grunde ikke kendskab til, men man kan dog gætte på, at denne løsning næppe har stået i hans drejebog.
