Jagt i gode hænder

Roy og Pepsi er to viljestærke spaniels. Malou og Kristine to insisterende og hundeglade teenagere. På en af årets allerførste jagtdage viste de fire tilsammen, at fremtidens jagt er i gode hænder

Af Michael Sand

– Vi har lige stødt en stor 20’ender hjort, lød det fra Anders Bach i det samme, som jeg stødte til det lille jagtselskab.

Den lille jagtgruppe havde netop afsluttet de første såter og gik nu mod bilerne for at køre mod dagens sidste såter på den modsatte side af en motorvej, som deler terrænet kendetegnet ved stor produktion af pil og en tilsvarende stor bestand af hjortevildt.

I dag var det dog fasaner og snepper, der stod for tur, og min mission var at følge Roy og Pepsi – to spaniels ført af henholdsvis Malou Sigtenbjerggaard og Kristine Bach. Begge teenagere på hhv 12 og 13 år.

– Vi starter her og for enden af pilemarken – og cirka 600 meter længere fremme, står der to skytter, forklarede Anders Bach. Flere informationer var ikke nødvendige.

Det lille hold skulle nu bevæge sig gennem det sumpede og tæt bevoksede terræn alt imens de holdt de hurtigt søgende spaniels i en usynlig kort snor. De måtte ikke søge længere væk fra pigerne end at de fasaner og skovsnepper, som de sendte på vingerne, var inden for skudhold.

Der betød i praksis, at hundene skulle undersøge skrub og krat umiddelbart foran hundeførerne. De måtte ikke lade sig friste af fuglefært fremme i terrænet … eller af de mange rådyr, som fra tid til anden flygtede gennem terrænet med et hvidt, blinkende agterspejl – nærmest designet til at tirre en jagtglad hund til forfølgelse.

Tiden går

De to piger indtog deres pladser. De var endnu for unge til jagt og jagtprøve. Men rutinen fornægtede sig ikke. Begge vidste de, hvad de skulle og hvordan de skulle styre de to jagtglade spaniels.

På venstre fløj i det lille drev gik Anders Bach med den syv år gamle springer spaniel Eddie. En forholdsvis nyerhvervet jagthund, som alene sidste år apporterede omkring 150 snepper på diverse jagter. Med sig på fløjen havde han Michael Lund og hans søn Jeppe.

Michael Lund, som jeg ikke havde set siden engang i halvfemserne, mødte jeg første gang under et standjagtkursus, som jeg havde arrangeret sammen med en lokal jagtforening.

Kurset kaldte vi ”Learning by doing”. Et på det tidspunkt ret nyt og kækt udtryk, som gik ud på i praksis at lære de unge jægere at gebærde sig på vandet – inden de så at sige blev sluppet løs med pram og lokkefugle.

Vinderen af dette lille og konkurrenceprægede kursus blev den på det tidspunkt kun 16 år gamle Michael Lund, som vandt en jagttur til Vejlerne, hvor han iøvrigt oplevede en vellykket debut med pramjagt efter pibeænder og hvinænder.

Tit på jagt?

Højre fløj blev dækket af Thomas Sigtenbjerggaard, som med sig havde de to de røde cockere Boas og Cooper. Begge højt præmierede markprøvehunde.

– Er du tit på jagt, spurgte jeg, i det samme som Kristine slap den lille springer, der tætpakket med energi, kastede sig ind i jagten.

-Jaeee, svarede hun … uden at flytte fokus fra hunden. Fløjten sad i munden og jeg er ikke i tvivl om, at den ivrige spaniel altid kunne mærke, at dens søg blev fulgt intenst af den insisterende teenager, som vidste, at vellykket jagthundearbejde er et spørgmål om vilje. Kun hvis man VIL styre sin jagthund, KAN man styre den og dermed skabe det som kan blive til et udbytterigt samarbejde mellem hund og fører.

Kristine var derfor klar til at bremse hunden med et skarpt signal, hvis søget blev for bredt eller fremadrettet.

Jeg blev dog ikke så meget klogere af svaret, og hvad skulle den unge hundefører egentlig også svare på spørgsmålet, for hvad er tit?

Men eftersom vi befandt os i Vendsyssel, resonerede jeg, at svaret nok betød temmelig ofte.

Jeg vidste da også allerede, at Kristine og hendes Roy var mere eller mindre faste gæster på en lang række jagter i løbet af sæsonen. Desuden hjælper Kristine med at passe jagten på det store familieejede terræn Ny Vraa, der udover en stor bestand af råvildt også rummer en efterhånden meget stor bestand af kronvildt.

– Er i altid afsted sammen på jagt, spurgte jeg, da vandfyldte kanaler pressede søget og de to piger sammen under drevet …

– Jaeee, som regel lød det mere eller mindre sammenfaldende.

Jeg fattede budskabet.

Der er en tid til at snakke og der er en tid til at handle. Lige nu var situationen ikke til smalltalk i såten. Det kunne vi gøre senere og resten af drevet fulgte jeg blot i skyggen af de to piger, der elegant og med diskrete signaler ledte deres hunde fra side til side alt imens de arbejdede sig frem i terrænet.

I gode hænder

-Sneppe til højre og fasan fredad … lød det med nuanceforskelle fra tid til anden alt imens råvildt strøg gennem de snorlige pilerækker.

Hundene lod sig ikke friste, men ikke alle fugle, som de sendte på vingerne, kunne der skydes til og ret skal være ret. Der faldt heller ikke en fugl i hvert et skud …

I det tætte terræn, var det ikke altid lige let at få fuglen fri og heller ikke alle mine billeder af de to piger og deres hunde i det tætte terræn ramte plet …

I jagtdagens allersidste minut blev en høj og hurtigflyvende fasanhøne bremset i flugten, og da Kristine var nærmest det sted, hvor hønen dumpede ned i pilemarken, blev der mulighed for at vise, at Roy kunne andet end løbe og sende fuglevildt på vingerne.

Fuglen blev hurtig apporteret og leveret direkte til hånden. Lige efter jagthundebogens abc.

Dermed fik skytten Mogens Sigtenbjerggaard og de øvrige gæster – herunder ikke mindst Kristenes farfar Aage Bach – sikkert mulighed for at skrive dagens afslutning ind med rødt i deres førte jagtjournaler.

I hvertfald blev billedet af den unge, jagtglade teenager, der fik leveret den varme fasanhøne til hånden, et billede på, at jagten er i gode hænder hos næste generation.