– Det er simpelthen uanstændigt, at jægerne æder sig ind på yngletiden, lyder det fra DN som reaktion på nyt lovforslag. Folketingets formand for miljø- og fødevarer finder dog denne konklusion forhastet
Af Redaktionen
“Dyrevenner rystede over nyt jagt-forslag: – Det er simpelthen uanstændigt”. Det er overskriften på et opslag, som kan læses på TV2.dk
Det er Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dyrenes beskyttelse (DB), der står bag kritikken rejst mod det nye jagtlovsforslag, der allerede har været i høring.
– Det er simpelthen uanstændigt. Jægerne har længe presset på og æder sig ind på begge ender af yngletiden, udtaler Bo Håkansson fra DN ifølge TV2.dk
TV2 artiklen kommer ikke specifikt ind på, hvor det er at DN og BD mener det nye lovforslag afviger fra nuværende.
Men i følge det nye jagtlovsforslag flyttes jagten på ringduer tilbage fra 1. november til medie oktober og måske er det forslaget om skovduens tidlige sæsonstart, der har udløst rystelser i naturfredningsforeningen.
Ringduen måtte tidligere jages fra første august, men i takt med, at man har konstateret yngleaktivitet i de sene efterårsmåneder, er jagttiden flyttet. I dag må ringduer først nedlægges fra den første november med mindre man søger en dispensation til regulering.
Ringduen yngler i et eller andet omfang hele året, og hvor mange flere ynglende duer, der bliver nedlagt ved den nye sæsonstart, kan der naturligvis kun gisnes om. Men hen på efteråret blandes den danske bestand af duer med duer på gennemtræk. Det må alt andet lige formodes at reducere risikoen for, at en sen ynglende dansk due ender sine dage i en sværm af hagl.
Yngle- og parringstid
Pia Adelsteen (DF), formand for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, er da heller ikke enige i den fremførte kritik. Tværtimod mener hun, at forslaget beskytter vildtet bedre.
– Selvfølgelig skal vi ikke jage dyr i ynglesæsonen. Det må man ikke i dag og heller ikke, når dette er vedtaget. Intentionen er ikke at øge presset på sårbare arter, men at øge beskyttelsen, påpeger hun og henviser til, at klimaforandringer har ændret yngletiden for nogle arter.
– Der er faktisk dyr, der i dag yngler på et andet tidspunkt end før. Den 1. oktober er der jagtsæson, men hvis der er dyr, der yngler da, skal de jo heller ikke jages, siger DF’s ordfører.
Denne forklaring falder dog ikke i god jord hos Danmarks Naturfredningsforening, der i den lange debat om fremtidens kronvildtforvaltning har stået bag et forslag om, at al jagt på voksne kronhjorte skulle placeres i perioden første september til medio oktober. Altså midt i kronvildtets yngletid, hvis vel at mærke brunstperioden regnes som en del af yngleperioden.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen valgte dog, at se bort fra dette forslag, som DN sammen med bl.a. Danmarks Jægerforbund og landbruget stod bag. I stedet flyttede ministeren den generelle jagttid ud af høj-brunsten, men efterlod dog mulighed for lokal dispensation til fortsat og i en begrænset periode at nedlægge hormonpåvirkede kronhjorte.
Danmarks Naturfredningsforening mener dog, at man skal holde fast i, at vildt ikke må jages i yngletiden og til TV2.dk fastholder foreningens biolog, at man i lovteksten bør fastholde, at vildt ikke må jages i yngletiden.