Talentfuld hundedressur handler i høj grad om respekten lederskab og derfør bør man se realistisk på egne evner inden man vælger jagthund
Selv med et indgående kendskab til jagthunderacerne og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge type og race, men bruger man de fire t’er som indgang til beslutningen, er der en god chance for at man får en god begyndelse. Læs evt. nedenstående intro til denne artikel via link herunder.
Første artikel i serien handlede om “tid”, det næste “terræn” og det tredje tilgang af vildt og i denne lille “hvad skal jeg købe” analyse er vi nu kommet til det fjerde t som her er kaldt talent.
Af Michael Sand
Inden man beslutter sig for valg af hunderace, bør man også forsøge at se kritisk på egne evner som jagthundedressør.
Det kan naturligvis være vanskeligt, hvis man aldrig tidligere har arbejdet med jagthunde. Man skal være klar over, at nogle mennesker har mere talent for at dressere hunde, end andre har.
Det siges, at en dygtig dressør kan få en god jagthund ud af selv den mest umulige hund. Derfor er det ikke altid sikkert, at den lydige, veldresserede hund også vil avle let dresserbare hvalpe.
Lydighed er ikke arveligt, selv om nogle linjer inden for de enkelte racer er lettere at dressere end andre.
Generelt kan man sige, at en blød hund er nemmere at arbejde med end en hård hund. Den suger hurtigere indtrykkene til sig. Det samme gælder desværre også de uheldige indtryk.
Eventuelle dressurfejl straffes hårdt, når man arbejder med en blød hund. Har man et meget iltert temperament, kan det ikke anbefales at anskaffe en hund med et følsomt gemyt.
Man skal dog være klar over, at mange hunde har et blødt sind, selv om det ikke altid ser sådan ud.
Eksempelvis vil mange mene, at en setter eller spaniel, som går gennem ild og vand i bestræbelserne på at finde vildt, er en hård hund. Men det behøver ikke at være tilfældet. Sådanne hunde udviser bare jagtlyst, og generelt er spaniels og flere stående hunde ret følsomme.
Ser man bort fra nogle af de kontinentale racer, tåler de ikke hårdhændet dressur. Blandt mange stående hunde kan træg rejsning af vildtet således være et klassisk resultat af forkert og hårdhændet dressur.
Hunden tør ganske enkelt ikke gå frem til vildtet, der trykker foran den, da den tydeligt husker ejerens højlydte brøl sidste gang, den sendte en fugl på vingerne og ikke straks slog bagdelen i jorden, som det sig hedder og bør. Hunden forbinder ganske enkelt den flygtende fugl med skældud.
Den temperamentsfulde jæger, som føler sig usikker på selvkontrollen, bør overveje om han ikke bør overlade hundetræningen og hundeholdet til en eller flere jagtkammerater.
I reglen er hunde ikke en mangelvare, når der afholdes jagt. At det ind i mellem kan knibe med gode hunde er en helt anden sag.
Under alle omstændigheder bør den mere let antændelige se sig om efter en psykisk stærk hund.
Mange opdrættere forsøger i dag at bestemme hvalpenes adfærd, allerede inden de er salgsklare. Dermed forsøger de at koble de enkelte hvalpe i kuldet til de købere, som de mener passer bedst sammen.
Generelt bør den temperamentsfulde jæger foretrække en hanhund, selv om man som førstegangskøber bør undgå stærkt dominerende hanhunde. I hvert fald må man være indstillet på, at der generelt skal arbejdes mere med sådanne hunde, inden dressuren sidder fast.
Tæver er generelt nemmere at arbejde med, og på jagt arbejder de i øvrigt lige så godt som hanhunde. Tit tider kan de dog virke mere tvære, og i den præmenstruelle periode kan nogle tæver være lidt utilregnelige og opføre sig atypisk.
Er man ikke sikker på, at man har viljen og overskuddet til at sætte sin vilje over hundens, bør man naturligvis ikke vælge en hunderace, som generelt kræver en tydelig lederskikkelse.
I dag er uorden i dominansforholdet den mest grundlæggende fejl i de problemer, man møder under jagt og dressur med hunden.
Al indlæring beror på, at hunden respekterer sin ejer som ubestridt leder, og selv om man kan få en hund til at udføre en række øvelser ved hjælp af godbidder, er det afgørende, at hunden også grundlæggende accepterer lederskabet.
Desværre er det langt fra altid tilfældet, selv om man ikke i det daglige er opmærksom på ubalancen. Mange jægere er derfor tilbøjelige til at blive ærgerlige og bitre, når hunden pludselig tilsidesætter det fine kammeratskab, som de troede, de havde etableret.
Men kammeratskab eksisterer ikke mellem hund og jæger. Et velfungerende samarbejde beror på lederskab. Og de hensynsfulde henstillinger hjælper ikke, når lysten til at gå på harefod smager bedre end de tørre kiks, som hunden normalt modtager som belønning for at lystre.
Man skal være meget bevidst omkring, at jagthundedressur kræver, at man i positiv forstand optræder som en autoritet, som hunden beundrer.
Nogle hunde vil ganske enkelt forsøge at overtage lederskabet, hvis ikke de anser lederen som værdig.
Derfor bør man som ny hundefører forsøge at være ærlig over for sig selv.
Så godt som muligt bør man sætte ord på, hvordan man er som menneske og lade andre mere erfarne bruge disse oplysninger som guide for valg af type, race og individ i kuldet.
