Evnen til at følge op på foden af et anskudt stykke vildt er af afgørende betydning for en apporterende jagthund, men hvordan fremmes denne evne?
Af Michel Sand
På markprøver, arrangeret af retrieveravlere, tillægges evnen til at følge op på foden af et anskudt stykke vildt afgørende betydning. Til gengæld er der delte meninger om, hvorvidt denne evne er medfødt eller tillært under træning. I praksis er det givetvis en kombination af begge dele.
Det er næppe udlægning af færtspor, der alene skaber den effektive vildtfinder. I sidste ende handler det i lige så høj grad om hundens psyke samt ejerens forståelse for at løse opgaven i samarbejde med hunden. Det er således ikke kun et spørgsmål om gode eller dårlige næser, men mere et spørgsmål om hundens evne til at arbejde koncentreret og udelukke jagtens øvrige indtryk.
Det er en god regel at præsentere hvalpen og unghunden for alle de funktioner, som den skal arbejde med i voksenlivet. Derfor er det også fornuftigt at lære hunden princippet i at følge op på et slæbespor. F.eks. kan man smide en dummy bundet til en lang snor. Hunden ser tydeligt, hvor dummyen falder, men med snoren trækker man dummyen væk fra nedfaldsstedet. De første gange op i vinden.
Hunden skal med i terrænet så tidligt som overhovedet muligt. Jo før den kan blive dus med skovens dufte og indtryk jo bedre. Ofte er det i skov og krat og andre former for bevoksning, at vildtet skal findes, og derfor skal hunden lære, at det er her, den skal gøre sig nyttig.
Når hvalpen fatter ideen og søger koncentreret på sporet, slæbes apporten med vinden, således at hvalpen tvinges til at arbejde med lavere næseføring. Den skal ikke have mulighed for at fange færten af dummyen, der befinder sig fremme i terrænet.
En hjælper, der kan trække dummyen gennem græsset, kan være en fordel, selv om der er risiko for, at hunden lærer at gå på fod af hjælperen. Men eftersom det kun drejer sig om at lære hunden ideen i at følge et spor, har dette mindre betydning. Senere i forløbet skal hunden naturligvis ikke iagttage assistentens rute gennem terrænet.
I mangel af en hjælper kan man anvende en fiskestang, og derved trække dummyen gennem græsset uden at efterlade fodfært overhovedet. Dummyen smides ud i terrænet, mens man med løs line bevæger sig i en bue uden om dummyen. Herefter hives apporten i land. Hunden, der er lagt af i nærheden, hentes og sættes på opgaven.
I begyndelsen skal man kun lægge et slæb på 20-30 meter. Efterhånden udvides afstanden, og til sidst vil hunden være i stand til at udrede et færtslæb på flere hundrede meter – tilmed med flere indlagte knæk undervejs.
Skulle hunden under de første øvelser miste tråden og søge i bredsøg, skal man ikke fortvivle. På sigt vil den lære at støtte sig til sporet.
En del jagthundetrænere er tilbøjelige til at blive hængende i markeringsøvelserne og glemmer f.eks. at indøve det langt mere krævende frie søg samt apportering på fod.
For at undgå stress er der jægere, som foretrækker at trække hunden op til færtsporets begyndelse og derfra forsigtigt lade hunden glide ud af remmen, så snart de kan se, at den er på.
Andre sender hunden ud på afstand og satser på, at den relativt hurtigt finder begyndelsen, der leder til enden. Dette hævdes at give en mere jagtrealistisk øvelse, da man under jagt sjældent leder hunden op til nedfaldsstedet.
På jagt er det mere almindeligt at sende hunden på den skudte fugl og derefter overlade sporingsarbejdet til den.
