Før første gang nogensinde har den kridhvide sølvhejre bygget rede i hovedlandet. Den sydlige hejreart ventes at sprede sig som ynglefugl i Danmark i takt med klimaændringerne.
Af Jan Skriver, dof.dk
I sommeren 2014 blev sølvhejren fundet ynglende på Saltholm i Øresund. Det var første gang, at denne sydlige og eksotiske art med sikkerhed blev konstateret som ynglefugl i Danmark.
Nu er Jylland kommet med som ynglested for sølvhejren, der har slået sig ned i en koloni af fiskehejrer i reservatet Vejlerne i Nordvestjylland.
– I flere år har vi holdt et vågent øje med sølvhejren som en mulig ynglefugl i det videnskabelige reservat, for antallet af observationer af arten er vokset markant de senere år. Da jeg tjekkede Vejlernes koloni af fiskehejrer i teleskopkikkert, fik jeg øje på et sølvhejrepar ved reden. Den ene fugl stod op, mens den anden rugede, fortæller ornitologen Henrik Haaning Nielsen fra Avifauna Consult, der blandt andet udfører naturovervågning.
– Dagen efter min første observation rugede den ene af fuglene fast på reden. Nu er spørgsmålet, om der er flere ynglepar i kolonien, hvis reder er anbragt i en høj tæt bevoksning af nåletræer, siger Henrik Haaning Nielsen.
Fra sjælden til almindelig
Sølvhejren er en af de fuglearter, der siden 1980’erne har bredt sig mest i den danske natur.
For tre-fire årtier siden var arten en sjælden gæst fra lande øst og syd for Danmark, og den blev i reglen kun observeret få gange om året i det danske landskab.
Det seneste årti er antallet af observationer på det nærmeste eksploderet i Danmark, og sølvhejren bliver nu set over det meste af landet. Flere steder i småflokke, særligt i sensommeren.
Blandt andet Rømødæmningen, Tryggelev Nor på Langeland og Bremsbøl Sø ved den dansk-tyske grænse tiltrækker i perioder tocifrede antal af sølvhejrer.
I 2012 blev sølvhejren fundet ynglende i Tyskland, England og Sverige, så det var ventet, at den ville slå sig ned også i Danmark.
Alene i år er der indrapporteret flere end 900 observationer af sølvhejre til DOFbasen, der er Dansk Ornitologisk Forenings dagsaktuelle database med fugleobservationer fra hele landet. Det repræsenterer formentlig mellem 25 og 50 sølvhejrer, der er i Danmark i øjeblikket.