Kæmpen fra Thy døde i kamp, men den store hjort levere videre som et symbol på, at naturen har brugt for egne dynamikker og ikke bør forvaltes til sidste blodsdråbe.
Kæmpehjort lever videre som symbol
Af Redaktionen, Billed “genskabt” ud fra video optaget af Egon Bennetsen
I 2016 blev den fundet død. I Thy kendte man hjorten som Kæmpen og selv om hjorten levede i områder med jagt og trafikerede veje, var der hverken jagt eller trafik, der afsluttede hjortens liv. Kæmpen døde i kamp.
Ti år efter Kæmpens død står den store hjort tilbage som mere end blot et imponerende gevir og en mindst ligeså imponerende krop.
Hjorten er nemlig blevet et symbol på en forvaltningsform, der sikrer, at de stærkeste hjorte også kan vokse sig gamle på fri vildtbane. Dette selv om Danmark kan virke som et minefelt for en stor kronhjort, der bærer et trofæ, der kan udløse hjortefeber hos selv de mest prøvede jægere.
Men Kæmpens dage sluttede ikke med et bladskud og til lyden af et riffelskud … Kæmpen led en ”naturlig død” i kamp med de øvrige, gamle giganter i området.
Et hjerte fyldte gennem årene
Vildtbiolog Egon Bennetsen fulgte Kæmpen med videokamera gennem flere sæsoner. Gennem et omfattende billedmateriale dokumenterede Bennetsen hjortens liv og udvikling år for år.
Materialet indgår i det måske mest omfattende og detaljerede videomateriale vi har om fritlevende kronvildt over så lang en periode. (+ 30 år)
Det at Kæmpen ikke døde for en jægers kugle, men i kamp med en anden hjort med et gevir og en kropsvægt, der kunne måle sig med Kæmpens, er i sig selv bemærkelsesværdigt, da en jæger næppe kan drømme sig til noget vildere end at blive den, som kan lægge sin hånd på så stort et gevir og så gigantisk en hjor.
Men sådan gik det altså ikke. Hjorten døde naturligt. Den forblev ingens og alles …
Måske netop derfor er Kæmpen blevet et ikon for den nordjyske jagtmodel, der ofte fremhæves i debatterne. Et argument for en forvaltning, som hævdes at give gamle hjorte mulighed for at leve sig ud på både offentlige og privatejede arealer.
Den gamle hjertebetydelse
En hjort når ikke sin fulde styrke som fire- eller femårig. De virkelig store hjorte – dem, der i reglen tidligere bestandens udvikling – er resultatet af mange års overlevelse. De har undgået trafik og jagttryk i de unge år. De har vundet kampe. De har bidraget til kalve i flere sæsoner.
Når en sådan hjort får lov at dø “naturligt”, fortæller det noget om forvaltningen omkring den.
Det vidner om, at jagten har været baseret på et forsigtighedsprincip, hvor jagttrykket ikke har været mere massivt, end at hjorte som Kæmpen stadig kan falde i kamp med en ligestillet rival. Kæmpen viser at ikke alle store hjorte slutter som jagttrofæer.
Men historien om Kæmpen rækker længere.
Den danske vildtbiologs fotoserie dokumenterede, at en bestand, der forvaltes forsigtigt, kvitterer med ældre hjorte – så store i krop og gevir, at man kan forledes til at tro, de stammer fra en helt anden art eller underart.
I dag, næsten ti år efter fundet, bliver Kæmpen stadig nævnt, når talen falder på store danske kronhjorte og bæredygtig forvaltning. Ikke som et nostalgisk minde, men som et argument for, at jagten aldrig må blive så dominerende, at den blokerer for, at hjorte som Kæmpen kan udfolde deres fulde potentiale.
En flot, voksen hjort skal i sagens natur bruge mange år, før den ender i kronvildtets “hall of fame” og bliver en hjort, som jægere og andre vil huske og fremhæve i generationer.
Derfor lever fortællingen om Kæmpen stadig videre – ikke kun i Thy, men i mange af de miljøer, hvor man forsøger at finde den helt rigtige model til forvaltningen af Danmarks stadig voksende bestand af kronvildt.
