En traktor har igen pløjet i naturperlen, Værnengene i Vestjylland. Kommunen indfører et straksforbud mod yderligere pløjning, mens man undersøger, om der har pågået ulovligheder …
Af Uffe Rasmussen, dof.dk
En traktor har de sidste dage pløjet i en del af Værnengenes sårbare natur.
Det sker, efter at Naturklagenævnet for nylig har afgjort, at en landmand ikke måtte pløje en del af Værnengene op for at så græs. Samtidig har Naturklagenævnet afgjort, at det meste af
Værnengene er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Derfor må engene ikke pløjes op uden dispensation fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
DOF’s lokalafdeling i Vestjylland har meldt den ny pløjning til Ringkjøbing-Skjern kommune, som har været ude at se på oppløjningen.
– Landmanden har ikke pløjet i det konkrete areal, som DOF og DN indgav anke om, og som Naturklagenævnet gav os medhold i. Derimod er der pløjet i andre dele af Værnengene, som er udlagt som Natura 2000 område. Det har Naturklagenævnet nu sat en stopper for. Pløjningen kan være i strid med afgørelsen, som giver hele Værnengene status af fredet § 3-område, siger Marianne Linnemann fra DOF Vestjylland.
Derfor vil kommunen udstede forbud mod al pløjning indtil videre, fordi hele området Værnegnene som udgangspunkt er paragraf 3-beskyttet naturområde. Det er nu kommunens opgave, at granske alle de andre arealer nøje for at afdække, hvad der må og ikke må ske på baggrund af driftshistorien. Det vil afdække, om landmændene har gjort noget forkert ved at pløje.
– Vi håber selvfølgelig, at kommunen langt om længe vil sørge for, at Værnengene får den ro, der er nødvendigt for at bevare den værdifulde naturperle, siger Marianne Linnemann.