En ynglemoden kongeørn på knap syv år er fundet død med mindst 20 indskudte hagl i kroppen. DOF anmelder drabet til politiet.
Af Redaktionen
”En dansk kongeørn er blevet likvideret med et haglskud. Det afslører røntgenfotos taget på Sindal Dyrehospital i Vendsyssel.”
Det skriver DOF.dk
Kongeørnen blev d. 28. maj 2009 ringmærket i Hals Nørreskov af rovfugleeksperten og ringmærkeren Jan Tøttrup Nielsen.
I 2016 mødte rovfugleeksperten igen kongeørnen på ganske tæt hold, da han blev kaldt ud til den 5-6 kilo tunge rovfugl, der var skyllet i land vest for Hals ved Limfjordens udmunding i Kattegat.
– Kongeørnen har været død i et par måneder, og der var kun lidt kød tilbage på dens vinger og ben. Jeg kunne dog se, at ørnen bar præg af at være blevet beskudt, hvorfor jeg fik den røntgenfotograferet, så dødsårsagen kunne blive fastslået, siger biolog Jan Tøttrup Nielsen, som ikke har et bud på hvor i lokalområdet kongeørnen er blevet beskudt.
Røntgenbillederne bekræftede mistanken og afslørede mindst 20 hagl i kongeørnen og Tøttrup vurderer, at ørnen er skudt på relativ tæt hold, da haglene i ørnekroppen sidder forholdsvis tæt.
Læs mere: Kongeørn fundet skudt
Ifølge DOF. dk har Danmarks kongeørne fostret i alt 34 unge flyvedygtige ørne i løbet af 16 ynglesæsoner. Alligevel vokser bestanden ikke.
DOF oplyser, at hændelsen vil blive politianmeldt.