Berlingske skriver, at det ikke kun er i afrikanske vildtreservater og i gamle danske film med Poul Reichardt og Ib Mossin i helterollerne, at der findes krybskytter. I øjeblikket er der efter alt at dømme én løs på Sjælland …
Af Redaktionen
– Mandag får vi en anmeldelse, om at der er blevet skudt en råbuk, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Bukken blev fundet i et skovstykke ved Vesterskov på Bognæsvej i Herslev, som ligger i Lejre Kommune. Og den er ikke det eneste offer for krybskytten.
Politi finder flere døde dyr
Tirsdag dukkede der rester af et andet rådyr op i samme område, og politiet har derfor en stærk mistanke om, at der er en krybskytte på spil.
– Det første dyr, bukken, blev skudt med en riffel bagfra. Vi ved ikke, hvordan det andet dyr er blevet dræbt, fortæller Carsten Andersen, som efterlyser hjælp fra opmærksomme borgere.
– Hvis der er nogen, der kender noget til det her, eller som har hørt nogen snakke om, at de har været ude at skyde nogle dyr, så hører vi gerne fra dem, siger Carsten Andersen.
Krybskytteri er en overtrædelse af jagtloven. Det straffes med bøde, men i særligt grove tilfælde kan straffen være fængsel.
Borgere med oplysninger til politiet skal henvende sig til lokalpolitiet i Roskilde.