Danmarks Jægerforbund er “bidt af kurser, der skæpper i kassen”. Det hævder Henning Kørvel, som forholder sig stærk kritisk til ideen om jægerforbundets ulvejagtskursus
Kursus i ulvejagt skal være gratis skal være gratis
Synspunkt af Henning Kørvel
Danmarks Jægerforbund er bidt af kurser, der skæpper i kassen, og fordi formanden, Claus Lind Christensen gør det til en samfundsopgave at skyde potentielle problemulve, er jægerforbundet i gang med at udarbejde konceptet til et kursus i ulvens biologi og hierarki, ligesom kurset vil fokusere på skydning af problemulve nær bymæssig bebyggelse. Fordi Claus Lind Christensen selv udnævner skydningen af problemulve som en samfundsopgave, mener jeg til gengæld, at det så vil se godt ud, hvis jægerforbundet betaler kursusafgiften i stedet for at kræve, at jægerne betaler den.
Læserbreve, der ønskes optaget på Netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
Jægere springer på hovedet ud i alverdens jagteventyr rundt om i verden, ofte uden ret meget forhåndsviden, men når det gælder skydning af ”problemulve” nær bymæssig bebyggelse, og når de angriber husdyr i ulvesikrede hegn, så skal jægerne – før de giver sig i kast med skydning af ulv – gudhjælpemig først kvalificeres på kurser.
Det mener Danmarks Jægerforbud, der om nogen træder på ”kursuspedalen” ved enhver given lejlighed, og når det gælder ulve, mener formanden for jægerforbundet, Claus Lind Christensen, at det er en samfundsopgave at skyde problemulve, og at dette kræver, at jægerne har viden om ulvens biologi, og de skal undervises i de sikkerhedsmæssige forhold, der gælder ved skydning nær og i bymæssig bebyggelse.
En samfundsopgave er vel lidt overdrevet, fordi de nuværende 42 ulve kun findes i Vest- og Midtjylland. Der må så være tale om en samfundsopgave i Jylland.
Danskere, der er blevet jagtudøvere efter 1967, har gennemgået den obligatoriske jagtprøve, og mange andre havde forinden gennemgået den frivillige jagtprøve (Landsjagtforeningen af 1923), og mange danske jægere har således allerede en solid jægeruddannelse, som jægerforbundet mener, at det er nødvendigt bliver udvidet med et kursus, før de får lov til at skyde problemulve.
LÆS også: Mål og midler i udsætningsforlig
Mediestunt?
”Vi er klar til at løse opgaven, når nogen kalder på os, og der er problemulve, der skal skydes”, siger Claus Lind Christensen og føjer til, at skydningen af ulve stiller krav til jægerne, ikke mindst, hvis det foregår i nærheden af bymæssig bebyggelse.
I Danmark findes der i dag 42 ulve i live, men antallet menes at kunne have været højere, hvis ikke 20 ulve var forsvundet.
Hvor mange problemulve?
Såkaldte ”ulveeksperter” hævder – uden at have det mindste bevis for det overhovedet – at de manglende 20 ulve er skudt, men det er ikke nok at henvise til, at dødeligheden blandt unge ulve i Danmark har været højere end i den tyske ulvebestand, og det derfor konkluderes, at de manglende danske ulve så må være skudt.
Lad os se video fra vildtkamera eller fotos af ulve, der er fundet døde af skud, så det bevises, at ulve i Danmark skydes. Og stop ”ordskvalderiet”, indtil dette er sandsynliggjort.
Fordi vi ikke i dag ved noget som helst bestandens fremtidige størrelse, og vi af gode grunde heller ikke i dag ved noget som helst om antallet af fremtidige potentielle problemulve, leger jægerforbundet med på den ukendte faktor ved allerede i dag at ville udarbejdet et koncept for den uddannelse, som jægerforbundet mener, skal til, for at jægerne kan løse den samfundsopgave, som jægerforbundet mener, det er at skyde problemulve, efter at myndighederne i det enkelte tilfælde har godkendt, at der er tale om en problemulv, og at den skal skydes.
Men hvor problemulve optræder i bymæssig bebyggelse, hvor jagt normalt ikke er tilladt, kan det meget vel tænkes, at politiet forinden skal give tilladelse, eller ordensmagten i det mindste efterfølgende skal orienteres, når problemulve er skudt.
Hvor mange problemulve kan vi regne med, at der bliver tale om, er et åbent spørgsmål, men hvis vi som i Sverige ligefrem skal sætte et maksimum på antallet af ulve, som der er plads til i Danmark, og som vi således ønsker at bibeholde, så er 100 et kvalificeret bud, der tidligere har været fremme, og alt hvad der ligger over dette antal skal så skydes, men indtil videre findes der i Danmark kun 42 ulve, og det er dem, vi skal forholde os til nu, når/hvis en af disse bliver en problemulv, og altså enten ses i bymæssig bebyggelse, hvor den kan skabe utryghed eller ulve dræber husdyr i ulvesikrede områder.
I det enkelte tilfælde skal myndighederne, d.v.s. Styrelsen for grøn arealomlægning og Vandmiljø dog godkende skydningen af den enkelte ulv. Dette er altså ikke jægernes afgørelse.
Alligevel har Claus Lind Christensen næsen langt fremme, når han vil have, at jægerne skal lære om ulvens hierarki.
”Hvis der fx er tale om en ulveflok, som vi har set det i Oksbøl, er det ikke ligegyldigt, hvilken ulv, man fjerner (ved skydning, red.). Hvis man fjerner den ældste i flokken, mister flokken sin fører. Så risikerer man bare at gøre problemet endnu større”.
Claus Lind Christensen mener altså, at jægerne skal afgøre, hvilken ulv der skal skydes, men det er dog ikke myndighedernes intention, for territoriehævdende eller ikke, så er det myndighederne der skal vurdere, om den ulv der enten er truffet i bymæssig bebyggelse eller har overfaldet husdyr i ulvesikrede hegninger, som skal afgøre, om der er tale om en problemulv, og om den såleles skal skydes.
Hvorfor lære om ulves hieraki?
Fordi det således ikke er jægernes opgave, hvorfor skal de så lære om ulvens hierarki for at kunne skyde en ulv, som myndighederne alligevel bestemmer, skal tages ud af bestanden?
Det ligner mere et forsøg på at skaffe beskæftigelse til en geskæftig afdeling i jægerforbundet på Kalø, end det gælder om at ruste de jægere der skal skyde en bestemt ulv, bedst muligt til opgaven.
Det må anses som noget nær utænkeligt, at et ulvekoppel vil optræde samlet i fx bymæssig bebyggelse, og indtil videre er det da også kun en enkelt ulv, som er spottet nær Oksbøl.
Danske jagtudøvere har i forvejen ved jagttegnsundervisningen fået forsigtighedsreglerne ind under huden, men udmeldinger fra jægerforbundet er ikke altid lige heldige. Hvem husker fx ikke, at Kristian Raunkjær, der var forbundets formand fra 1992-2006, på tv udtalte, at jagtudøvere skulle tage passe på ikke at ramme parkerede biler i såten. Hvad med andre jægere?
Jagtudøverne ved således udmærket, hvornår det i også bymæssig bebyggelse er sikkert at afgive skud, og det behøver de ikke at bruge mere tid på at få indskærpet. I betragtning af, at cirka 175.000 danskere går på jagt i Danmark, så er antallet af ulykker lavt i Danmark, idet der sker 7-8 ulykker med dødelig udgang pr. år, hvilket er langt under antallet af jagtulykker i fx Frankrig, der har cirka en million aktive jægere.
Alene dette borger for, at danske jægere er fornuftige og altså godt ved, hvordan de skal gebærde sig med skydevåben i hånden. Det behøver jægerforbundet ikke at minde dem om endnu en gang, fordi jægere kun afgiver skud, når de enkelte føler sig på sikker grund ved at trykke på aftrækkeren.
Fordi der antagelig kun vil blive tale om imellem en og maksimum 10 problemulve pr. år, men nok nærmere en end 10, bør der i de berørte områder – Vest- og Midtjylland – kun uddannes 20-25 jægere til opgaven. Flere vil der ikke være behov for, og fordi jægerforbundet taler om en samfundsopgave, vel at mærke i Jylland, så vil det se godt ud og være god PR for forbundet, hvis det tager ansvaret på sig og betaler for kurset og således ikke kræve penge af jægerne for dette, fordi jægerne jo skal løse en ”samfundsopgave”, som de vel ikke skal betale for at kunne udføre?
Og lad så jægerne beholde trofæet af den eller de skudte problemulve og gør ikke som med regulerede sæler, der partout skal afleveres til Miljøministeriet, hvilket i praksis vil sige til den stedlige vildtkonsulent, der antagelig sender dem til destruktion, hvor jægeren til gengæld måske kunne have haft glæde af at få skindet. Nogle vil også gerne spise kødet, men det kan de ikke komme til, fordi regulerede sæler skal afleveres til vildtkonsulenten.
Efter jagtloven er jagt legitimt, når man enten spiser kødet fra det nedlagte vildt, og at man tager trofæet – opsatsen, horn, gevirer eller kranier – og man tillige tager skindet fra arter som fx sæler og ulve, fra hvilke også kraniet er en del af trofæet, der – hvis det ønskes – kan opmåles.
