Udsætning af fuglevildt til jagt bør ifølge Vildtforvaltningsrådet gøres betinget af løsninger, som på nogle områder virker upåvirket af tiden og digitale muligheder
Mål og midler i udsætningsforlig
Kommentar af Netnatur
Det gik, som mange havde forventet, da Vildtforvaltningsrådet blev tvunget til at samle sig om en indstilling til fremtidens udsætningsjagt.
Andeudsætningerne er efter alt at dømme nu en saga blot i dansk jagthistorie. Får Vildtforvaltningsrådet magt, som det har agt, vil den sidste gråand blive udsat om fem år. Derefter er andejagt betinget af naturens egne fugle.
Fasanerne får ti år mere med Vildtforvaltningsrådets fortsatte beskyttelse. Dog tilsyneladende gjort betinget af flere ting. Blandt andet etablering af mere natur og deltagelse i udsætningskurser.
Læs også:
Der er delte meninger om tolkningen af det nye forligs succes. Også blandt dem, som var med til at stemme forliget igennem.
Danmarks Jægerforbunds formand kalder det en sejr for både jægerforbundet og naturen. Repræsentanten for Dansk Skovforening virker enig i den positive udlægning af forliget. Men giver også udtryk for, at han er “rigtig ked af”, at man har mistet retten til at udsætte gråænder.
Det er ikke første gang i historien, at en dansk jagtforhandler forsøger at sælge tab at jagtrettigheder, som en sejr. Dette under påskud af, at det kunne være gået meget værre.
Der kan dog næppe være to meninger om, at forbud mod andeudsætning er et tab af danske jagtrettigheder. Dette sagt selv om alt for mange dårlige eksempler har overskygget den i bred forstand mere bæredygtige andeudsætning.
Og ja. Positivt er det, at der fortsat kan udsættes fasaner til jagt. Hvorvidt hele udsætningsjagten reelt var i spil, forud for mødet i Vildtforvaltningsråder i juni 2023, virker dog meget tvivlsomt. Dansk jagt uden udsætning af fasaner vil – efter meget at dømme – kun være en skygge af den nuværende.
Der er dog grund til at se betingelserne for udsætningsforslaget efter i kortene. Også selv om indstillingen kun er en indstilling. Ingen ved endnu om ministeren på området er på linje med det enige Vildtforvaltningsråd.
Ministeren bør dog være på vagt overfor nogle af principperne bag forligsaftalen indstillet af rådet.
Især springer det i øjnene, at man skal deltage på et godkendt kursus for at sætte vildt ud. Samtidig skal man have tilladelse.
Hvorvidt dette er nødvendigt med tilladelser, er der sikkert flere meninger om. Det skal herfra være ukommenteret. Men det nye forlig griber ikke blot ind i jagtpraksis. Det forsøger også at sætte en kæp i hjulet på den frihedsglæde, der er forbundet med at udsætte fasaner til ”husbehov”. Fremover skal man på kursus før man må udsætter fugle – dette uanset hvor mange man agter at udsætte.
Hvem der har båret idéen om tvangskurser ind i forhandlingen, kan der kun gisnes om. Pilen peger på flere omkring forhandlingsbordet.
Den mellemregning, som førte rådet frem til tvunget kursusdeltagelse, virker temmelig tåget. Konstateres kan det dog, at alle i rådet har stået fadder til ideen.
Det er muligt, at der er behov for mere viden om udsætning af fuglevildt. Også blandt dem, der ønsker at arbejde med det på hobbyniveau. I hvert fald på ét område halter det. Det er gentaget igen og igen, at alt for mange ikke har indberettet det antal fugle, de udsætter.
Det kan det være flere – også delvis uforskyldte – årsager til. Men uanset årsag er de mangelfulde indberetninger tolket som et tillidsbrud mellem jægerne og de øvrige organisationer i Vildtforvaltningsrådet.
Såfremt det indstillede udsætningsforslag – alt i alt – skal ses som en mistillidserklæring mod jægerne giver tvangsdeltagelse i kurserer på op til flere dages varighed måske lidt bedre mening. Da skal kurserne måske mere ses som en slags opdragelseskursuser.
Men … hvis formålet først og fremmest er ønsket om mere viden blandt udsætterne, er situationen en anden.
Viden kan nemlig erhverves på mange måder. Man skal ikke nødvendigvis tvinges på kursus af en eller flere dages varighed.
Hvis man vil flyve drone i det dansk luftrum, er der en række regler, der skal opfyldes. Derfor har myndighederne sikret sig, at dronepiloterne har nødvendig basisviden.
De skal naturligvis sætte sig ind i reglerne og efterfølgende melde sig til en online-eksamen, som man kan gennemføre på ganske kort tid. Består man denne, udstedes et dronetegn og man er klar til at flyve med drone flere steder i Danmark. Vil man udvide sine beføjelser, som dronepilot, kan man melde sig til et eller flere kurser, der opgraderer ens færdigheder og rettigheder til hvor man må flyve etc.
Men sådan bliver det ikke, hvis man fremover vil udsætte fasaner eller agerhøns etc. Da skal man på kursus. Og kurset skal vare mindst en dag. Og for større ejendomme og udsætninger to og tre dage.
Det bør være Miljøministeriet, der skal fastsætte rammerne for kurset. Det fremgår at forligsaftalen.
Alligevel vil Vildtforvaltningsrådet åbenbart sikre sig, at ministeren ikke ser for meget i retning vilkårene for at erhverve sig et dronebevis. Ifølge rådet SKAL udsætterne på kursus. Ført derefter er man i stand til at håndtere en fasan, agerhøne eller gråand så længe dette er aktuelt.
Man kan mene om det nye forlig, hvad man vil: Sejr, tab eller noget midt i mellem.
De superkonkrete løsningsforslag er dog i tråd med andre tiltag, der forsøger at underminerer den enkelte jægers rettigheder. Stærke kræfter arbejder på, at jagt fremover skal gøres betinget af tvunget nabofællesskab.
Dermed griber det nye forlig ind i den glæde, som de fleste trods alt forbinder ved at være så meget herre eller frue i eget hus som overhovedet muligt.
Indgreb i jagten slipper vi ikke for. Historisk har flere af dem også været velbegrundet. Men myndighedernes løsning på påpegede problemer bør være mindst lige så velbegrundet.
Er det tilfældet her?
I princippet kan det være flere hundrede udsættere, der nu føler sig presset til at rykke en eller flere dage ud af kalenderen for at opgradere deres færdigheder og dermed få ret til at udsætte fasaner eller agerhøns etc.
Derfor kan man ikke undgå at stille spørgsmål ved hvad der egentlig er målet ved den del af det indstillede forslag. Er midlet i virkeligheden målet?
I Danmark er der cirka 225.000 personer, der har ret til at gå jagt. For nogle er det en livsstil. For andre blot en rettighed man anvender en eller få gange årligt. Der bør være plads til alle.
Alligevel tales der i stigende grad om jægernes manglende kompetencer, da det hævdes, at det er blevet for nemt at gennemføre en jagtprøve. Også selv om mange af de allerede etablerede jægere givetvis vil blive udfordret, hvis de – i lighed med en jagttegnsaspirant – skal gøre deres jagttegn betinget af evnen til at træffe lerduer under pres og stress.
Derfor er der mange, der aldrig kommer længere end til skydeprøven, selv om de under træning skyder lerduer så det støver.
Jægerlivet starter først, når man har jagttegn. Herfra kan man dygtiggøre sig i alle mulige retninger. Evt. ved at deltage i nogle af de mange kurser, der udbydes af private og offentlige. Men det skal dog være meget tungtvejende argumenter for at gøre en efteruddannelse påtvunget.
Når myndighederne har tillid til, at dronepiloter via en ukompliceret digital løsning kan erhverve sig et dronebevis, bør den ansvarlige minister for jagtområdet også udvise samme tillid til jægerne og spørge sig selv om rådets indstilling på dette områder er i tråd med tidsånden og andre naturbrugeres pligter og rettigheder.